Prøv avisen

”Välkomna till Sverige”

I tiden efter Anden Verdenskrig dannede der sig blandt de danske jøder påfaldende ens erindringer om modtagelsen i Sverige. På dette billede får danske jøder lige efter ankomsten serveret smørrebrød og mælk på Borgerskolen i Malmö. Foto: Ritzau Scanpix

Svenskernes holdningsændring fra passivitet til modstand gjorde, at de danske jøder blev modtaget med åbne arme. Fælles i flygtningenes hukommelse står sætningen ”Välkomna till Sverige”. Men tilværelsen som dansk jøde i nabolandet var ikke altid uproblematisk

Fra den 1. oktober 1943 og en gang i timen sendte svensk radio meddelelse om, at danske jøder ville være i sikkerhed i Sverige. Så de fleste af de 7056 jøder, der flygtede over Øresund i de kolde oktobernætter, vidste, at de ville blive taget godt imod.

Alligevel blev mange nervøse ved ankomsten, for i langt de fleste tilfælde var det ikke almindelige svenskere, der tog imod bådene, men soldater, politi og havnefogeder. I deres lange støvler, uniformer og officielle tilgang lignede de den værnemagt, de flygtede fra.

Og det er her, sætningen ”Välkomna till Sverige” kommer ind. De forløsende ord, som næsten alle efterfølgende huskede.

Men nu sætter lektor, ph.d. Sofie Lene Bak fra Saxo Instituttet ved Københavns Universitet spørgsmålstegn ved, om den erindring er korrekt.

”De danske jøder kom til alle mulige svenske havne på alle mulige tidspunkter. Det er ikke sandsynligt, at de har hørt præcist de samme ord,” siger historikeren, som dog pointerer, at går man et analysetrin længere ned, er erindringen sand.

”Det er bestemt ikke, fordi folk lyver, men erindringerne er blevet formet af alle mulige andre impulser, så man ender med at tro, at man har oplevet ankomsten på præcis den måde,” siger hun og minder om, at erindring er en ”plastisk” størrelse.

I flygtningenes beretninger er der ikke bare sammenfald med hensyn til det konkrete udtryk ”Välkomna till Sverige”, men også i hele forløbet: desorientering, frygten for, at soldaterne er tyske, for, at båden er sejlet tilbage til Danmark, og at de er blevet snydt.

”Det er dette fælles fortællemønster, som antyder, at erindringen er konstrueret, redigeret og tilpasset,” siger historikeren.

Mona Berkowitz er en af dem, der husker ankomsten til Sverige den 6. oktober tidligt om morgenen nøjagtigt på den måde, og det minde er hun ikke det mindst i tvivl om.

”Vi havde en forfærdelig rotur, jeg lå i bunden af båden og kastede op, mens min far, mor og søster øste med, hvad de nu havde, for båden trak vand ind. Det var et mareridt, og pludselig så vi mænd i lange støvler og uniformer og tænkte, at nu har de nok sejlet os til tyskerne, men lige da sagde de: ’Välkomna til Sverige’. Og så var man bare så rørt og glad.”

Morgenen gryede, da familien blev hjulpet i land, og som næsten alle danske jøder blev de kørt til politistationen, hvor de blev registreret og sendt videre til en forlægning. Mona, der i dag er 85 år og bor i københavnsområdet, fyldte 11 år under flugten, og hendes søster var ni.

Det var en dramatisk holdningsændring, der lå til grund for, at Sverige tog imod med åbne arme under masseflugten i oktober 1943, siger Sofie Lene Bak, som blandt andet har skrevet bogen ”Ikke noget at tale om. Danske jøders krigsoplevelser 1943-45” (2010).

”Året før modtog Sverige de norske jøder, men dengang var befolkningen ikke så klar. Man sendte dem ikke retur, men de blev interneret – det gjorde de danske jøder også året efter, til gengæld fik de en helt anden bevægelsesfrihed.”

Ret hurtigt beslutter svenskerne sig for, at danske jøder kan bo, hvor de vil, og alle får arbejdstilladelse.

”Det har man har lært siden november 1942, hvor tyskernes deportation af jøder i Norge begyndte,” siger historiker Sofie Lene Bak.

Den svenske omstilling fra passivitet til aktiv indsats var længe undervejs, dikteret som den var af frygten for at provokere Tyskland og skubbe Sverige ind i krigen. Nogle historikere har tolket ændringen som opportunisme – at man så krigslykken vende og forstod, at man måtte orientere sig mere mod de allierede.

Langt de fleste svenske aviser bakkede med piber og trommer op om regeringens nye politik. Og også den ”almindelige” svensker var parat til et holdningsskifte: ”Man var blevet mere pro-allieret og indstillet på at yde hjælp,” siger Sofie Lene Bak.

Den holdningsændring husker Doris Lajboschitz tydeligt. Hun er selv svensk, boede dengang i Landskrona og mødte danske Josef, som roede over Sundet en oktobernat i 1943.

”Jeg mærkede ingen antisemitisme på det tidspunkt. Men tidligere, da det gik godt for tyskerne, var en del unge svenskere med i det nazistiske parti. De holdt taler på torvet og gik i fakkeltog gennem byen i korte bukser. Der var folk, som var meget begejstrede for tyskerne. Det var jo slet ikke alle, men det, som gjorde mig ked af det, var, at de sagde, tyskere var sådan et dygtigt folk,” siger hun, der i dag er 91 år.

En del af de danske jøder havde familie i Sverige, som de kunne bo hos. Og mange fik, som Josef, hurtigt arbejde. Både Doris’ bror og Josef var i skrædderfaget, og sådan mødte de to hinanden. Efter krigen blev Doris og Josef Lajboschitz viet af en rabbiner i hendes forældres hjem og flyttede til Danmark, hvor de slog sig ned på Amager.

Her fik de fire børn. En af dem er forretningsmanden Lennart Lajboschitz, der blandt andet skabte butikskæden Tiger.

Anna Grüner, som også er 91 år, gjorde den omvendte rejse. Hun er dansk, men bor i dag i Malmø, fordi hun blev gift med en svensk jøde. Da hun flygtede over Sundet, var hun 16 år, og familiens båd endte ved den svenske ø Hven midt mellem Danmark og Sverige.

”Her stod en soldat, eller måske var han politimand, og sagde ’Välkomna till Sverige’,” fortæller hun.

”Næste dag, da vi skulle med færgen til fastlandet, stod folk på kajen og kastede chokolade og frugt til os og råbte, ’I kommer snart hjem igen’. Vi blev fint behandlet i Sverige.”

Ret usædvanligt kom familien Berkowitz til at bo privat hos svenskere.

”Først blev vi indkvarteret på en nedlagt skole i en lille bitte by, der hed Högshult. I nærheden lå en kæmpe konfektionsfabrik, Widengrens, som havde brug for alle, som havde med skrædderfaget at gøre. Der var stillet senge op til os i et stort rum på skolen, hvor der blev fyret, ellers var der iskoldt. Når de voksne tog toget på arbejde, var vi børn alene tilbage. Og så var det, at søde fru Karlsson spurgte, om ikke vi ville bo hjemme hos dem,” siger Mona Berkowitz.

Senere flyttede familien for at komme tættere på fabrikken. Men Mona Berkowitz husker stadig det barnløse Karlsson-par med varme.

”Karin var fantastisk, hendes mand Erik var lidt mere tung, men han slagtede kaniner til os, som vi fik til middag om søndagen. Ellers var menuen stegt flæsk med kæmpestore kartofler til eller stegte sild med kæmpestore kartofler til. I begyndelsen kunne vi ikke tale svensk, men jeg besluttede at lære ét ord perfekt hver dag. Mens jeg hinkede, gentog jeg det for mig selv, indtil det lød rigtigt,” siger Mona Berkowitz.

Men ikke alle var så heldige i mødet med svenskerne. Andre beretninger fortæller om mobning og stenkast mod dansk-jødiske børn i skolerne, om forretningsdrivende, som nægtede at ekspedere, og om flygtninge, der måtte lade et eller flere af deres børn anbringe, fordi forholdene ikke var, så de kunne beholde dem hos sig.

”Vi ved også, at svenskerne var grundlæggende antisemitiske i deres skelnen mellem forskellige typer af flygtninge. Et eksempel er, at myndighederne registrerer de danske jøder som jøder, uanset om de er troende eller ej. De benyttede altså en racistisk definition på, hvad en jøde er, og selvom der var døbte familier, som i deres papirer anførte, at de var kristne, blev de stadig opført som mosaiske,” siger Sofie Lene Bak og citerer en svensk historiker for at beskrive datidens indstilling som ”det antisemitiske baggrundsbrus”.

”Den grundlæggende struktur var, at jøder var anderledes, og at det var de i kraft af deres slægt og blod.”

Allerede fra december 1943 overtog det danske gesandtskab i Stockholm – og flygtningene selv – administrationen af flygtningene og styrede lejre og forlægninger.

”Det kunne kun lade sig gøre, fordi ambassaden i Stockholm brød med den danske regering, da samarbejdspolitikken kollapsede den 29. august 1943,” siger Sofie Lene Bak, som mener, at danskernes overtagelse flygtningeadministrationen har været med til at forhindre sammenstød.

”Hvis det ikke var sket, ville man have oplevet langt flere modsætninger. På et eller andet tidspunkt var svenskerne nok blevet mere trætte af den her byrde, de skulle tage på sig.”

Situationen og masseflugten var unik, og uanset hvilke forbehold der siden kom frem, står beretningen om Danmark og Sverige, der var med til at redde over 7000 jøder i sikkerhed, som en stor bedrift.

Anna Grüner, som var en af de mange, der blev reddet, er ikke i tvivl: ”Vores historie er så vanvittig, at man må tro på Gud, når man hører den. Tak, Danmark, og tak, Sverige!”.

Doris Lajboschitz er selv svensk, boede dengang i Landskrona og mødte danske Josef, som roede over Sundet en oktobernat i 1943. Foto: Leif Tuxen