I Vangede i den nordlige udkant af København har Gammelmosen ligget som et utilgængeligt, vildtvoksende stykke natur siden enevælden.
Forfatteren Dan Turèll var fra Vangede. Den ugæstfrie mose var en af de mange brikker i Onkel Dannys bog Vangede Billeder og de sanseindtryk, som han hyldede og øste så gavmildt ud af til sine mange fans.
LÆS OGSÅ: Og - eller hvordan et enkelt lille ord kan gøre hele forskellen
Dan Turèll holdt af hverdagen, storbyen og livet i al dets underfundighed. I digtet Til storbyens pris (1977) udtrykte han sit (og, synes jeg, vor tids) svære forhold til naturen sådan her:
Der er nu engang intet så fortroligt og lunt og hyggeligt som den gode gamle fremmedgjorte forpestede forurenede sindssyge skizofrene storby. Det er sateme noget andet end på landet, hvor man gang på gang står over for et træ og véd det er så og så smukt og glor og glor på det uden at der sker noget og til sidst fortvivlet begynder at lede efter den sprække, hvor man skal smide 25-øren i for at lortet kommer i gang.
Naturen udfordrer undertiden det moderne menneskes tålmodighed. Der skal ske noget. Og nogle gange går processerne i naturen bare langsomt. Meget langsomt.
I dag ved vi, at dannelsen af de mange meter tykke tørvemoser er en umådelig langsom proces, der kan tage flere tusinde år. Det vidste Christian VIII (1786-1848) næppe. Men han var stærkt optaget af naturvidenskab og havde blandt andet et nært forhold til datidens store samlende ånd inden for videnskab og kunst, Hans Christian Ørsted. H.C. Ørsted forstod aldrig rigtigt tørvemosens funktion som naturfænomen. Men kongen var praktiker. Han ville vide, hvor hurtigt en udgravet tørvemose kom igen hvis den altså kom igen.
Derfor besluttede han at frede Gammelmosen i Vangede. Området skulle lades fuldstændig i ro, bortset fra at botanikere ved Københavns Universitet skulle følge mosens udvikling. Han havde næppe forestillet sig, at gendannelsen af mosen skulle komme til at tage flere hundrede år.
Gammelmosen ligger den dag i dag lyslevende i Vangede som et areal helt i naturens vold omgivet af Københavns veje og villakvarterer.
Det er nærmest et mirakel. Her har det lille stykke natur på godt 20 hektar ligget urørt hen i 167 år. Mosen er det første stykke natur, som blev fredet i Danmark, og et af de første naturreservater i verden overhovedet.
Mens byen har udviklet sig med stormskridt gennem det 19. og det 20. århundrede, har det lille område fået lov til at udvikle sig på naturens præmisser uden nogen form for indgreb.
Tørvemoser er et af naturens mærkeligste fænomener. Man kan bedst betragte en mose som en kæmpemæssig organisme af form som en uregelmæssig pandekage. Overfladen består af en levende hud af tørvemos, kæruld og enkelte andre planter, der tåler det sure miljø. Træer trives ikke.
Moseplanterne gror og gror, og det kan de blive ved med gennem århundreder eller årtusinder. Men nedadtil, under den levende overflade, dør planterne uden at gå i forrådnelse. Det sure og vandmættede miljø hæmmer bakterievæksten, så de gamle, døde plantedele bliver til tørv.
Hvert år hiver planterne på den levende moseoverflade CO2 ud af atmosfæren (omkring 1 kilo CO2 pr. kvadratmeter) og lagrer kulstoffet som et nyt to-tre millimeter tykt tørvelag i mosen. På den måde kan en mose gradvist opbygge en tørvekrop på mange meters tykkelse. Da den nederste del af tørvemassen er uigennemtrængelig for vand, hober regnvandet sig op i moser, der med tiden kan vokse sig så tykke, at de hvælver sig mange meter over det omgivende terræn. Så taler man om højmoser.
I løbet af det 18. århundrede svandt Danmarks skove ind på grund af brændehugst og græsning, og i begyndelsen af det 19. århundrede var træ en meget knap ressource. Derfor blev der gravet tørv i stor stil overalt i landet ikke mindst i omegnen af København.
Indtil et par årtier ind i det 19. århundrede blev Gammelmosen udnyttet til tørvegravning. Mosen hørte til Bernstorff Gods, der var i kong Christian VIIIs besiddelse. Det var først i 1844, da Gammelmosens tørv var gravet næsten væk, at kongen bestemte sig for at lade mosen frede, så man kunne undersøge, hvor hurtigt tørven blev gendannet.
Det spændende ved Gammelmosen er, at botanikere siden 1844 har fulgt vegetationens udvikling i området nøje, så vi i dag har enestående dokumentation for, hvad der er sket i de forløbne år.
Heldigvis har vandstanden været rimelig høj, lige siden tørvegravningen ophørte. Det betød, at mosen i de første årtier var en åben, fladvandet sø. Der indvandrede store bevoksninger af tagrør, men der var også stadig tørvemos (sphagnum), kæruld og andre højmoseplanter, som efterhånden bredte sig.
Tørvemosset skabte et surt miljø, så tagrør og andre næringskrævende plantearter gradvis blev fortrængt. I begyndelsen af det 20. århundrede var mosen helt overvokset af en tyk hængesæk (en flydende måtte af planter), som bestod af tørvemos og højmoseplanter som kæruld, hedelyng, rosmarinlyng og tranebær.
Udviklingen fortsatte, og hængesækkens tykkelse blev forøget år for år. I løbet af 1930erne og 1940erne begyndte træer at vandre ind på mosefladen, og i vore dage er hele mosen dækket af en åben skov. Træerne vandrede formentlig ind, fordi mosen blev påvirket af næringsstoffer fra omgivelserne og måske på grund af udtørring.
Uden for mosen, på den faste moræne, har skoven siden 1844 passet sig selv som en anden vild urskov. Men inde på den våde hængesæk er mosen og skoven nu i gang med en magtkamp, som træerne ser ud til at ville tabe i det lange løb. Når træerne bliver store og tunge, synker de gennem hængesækken, falder til højre og venstre og dør. Birke- og andre træer går ud i det våde og sure miljø. De falder hen, segner om og bliver fortæret af mosset, som grådigt vokser op omkring og hen over stammerne, så der på få år blot er mos at se, hvor stammerne faldt.
Våde somre som for eksempel 2007 bekommer mosen godt, men ellers er Gammelmosen lidt for tør. Hvis mosset skal vinde, så mosen bliver til en rigtig, træløs højmose igen, skal vandstanden hæves lidt. Derfor tog Danmarks Naturfredningsforening i 2007 initiativ til en ny fredning, der dels sikrer, at afløbet fra mosen kan hæves, og dels sikrer, at publikum får bedre muligheder for at opleve den berømte mose.
Nu er den nye fredning af Gammelmosen vedtaget. Det betyder, at mosen bliver lidt vådere, og at almindelige borgere og skoler snart kan komme til at opleve det mærkelige sted og se de særegne fænomener på nærmeste hold. Adgangen til at færdes i selve Gammelmosens vegetation vil fortsat være forbeholdt de forskere, der følger mosens udvikling. Men publikum får nu adgang til at se urskoven, den såkaldte lagg-zonen (den våde overgang mellem mosen og mineraljorden), mosen og kampen mellem mos og træer fra en plankesti, som bliver etableret ind i det følsomme miljø, der har ligget urørt siden enevælden.
Michael Stoltze er biolog og forfatter
