Socialdemokratiet fejrede sit 150-årsjubilæum ved en stor reception fredag eftermiddag, hvor blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) holdt hyldesttaler. I forbindelse med jubilæet har partiet udgivet en bog om 30 markante socialdemokratiske profiler, skrevet af 30 nulevende socialdemokrater. Bogen med titlen ”De rejste sig trodsigt i vrimlen” er redigeret af klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).
I bogen kan man læse, at den stiftende kongres først fandt sted i juni 1876. Fejrer I i virkeligheden den runde dag fem år for tidligt?
Nej, i dag (i går fredag, red.), fejrer vi den præcise dato, partiet blev stiftet på. Dengang hed det faktisk Den internationale arbejderforening i Danmark, for det var en afdeling af Internationale. Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff havde skrevet til Karl Marx i London og spurgt, om de måtte oprette den afdeling. Det måtte de, og det gjorde de på denne dag for præcis 150 år siden, siger Dan Jørgensen.
Louis Pio var en revolutionær, socialistisk marxist, som måske endda gerne ville gå uden om loven. Det antydes i hvert fald i bogen. Var han overhovedet socialdemokrat?
Ja, han var i allerhøjeste grad socialdemokrat. Det, at han blev dømt, viste sig at være et justitsmord. Han blev dømt for at ville lave en revolution og omstyrte samfundet. Det er rigtigt, at han ville et andet samfund, og at han ville en revolution, men det var en fredelig revolution. Det var et klassesamfund dengang, og derfor skulle der også hårdere retorik og en hårdere politik til at gøre op med det. Man kæmpede mod en statsmagt, som ikke selv holdt sig inden for lovens rammer. For eksempel bekæmpede politiet mødet på Fælleden 5. maj 1872, på trods af at det var et lovligt indkaldt politisk møde.
Hvad er det største, Socialdemokratiet har opnået i dets 150 år?
Det er at have været hovedarkitekten og drivkraften bag udviklingen af velfærdsstaten. Når internationale politologer skal beskrive den nordiske velfærdsmodel, kalder de den for den universelle velfærdsmodel eller ligeså ofte bare den socialdemokratiske velfærdsstat.
Men det er klart, at det ikke er en socialistisk eller kommunistisk model. Der var især i de første årtier store diskussioner i vores parti om, i hvilken retning vi skulle bevæge os. Om der skulle være et kollektivt ejerskab af produktionsmidlerne. Eller om man skulle have den sunde balance mellem en stærk stat, et stærkt fællesskab og et frit marked. Der endte vi heldigvis allerede under Pio med at være det rene socialdemokratiske parti.
Hvis man tog muligheden for at være politiker fra dig, hvad ville du så beskæftige dig med?
Da jeg begyndte at læse statskundskab, var det nok ikke med henblik på at blive politiker. Det var nok tanken, at jeg ville arbejde i en ngo (en ikke-statslig organisation, red.) med miljøspørgsmål. Siden jeg var knægt, har jeg godt kunnet lide at kikke på fugle. Jeg har altid holdt meget af naturen.
Jeg holder også meget af historie og litteratur, så det kunne jeg også være endt med at have læst.
Hvad læser du?
Jeg har altid gang i både en biografi og noget skønlitteratur. Lige nu er jeg i gang med en biografi om Jacob Riis, den danske fotograf, der tog til USA og faktisk blev præsident Roosevelts bedste ven. Af historiske bøger er jeg netop blevet færdig med en serie af Jan Guillou. Den kan jeg virkelig varmt anbefale.