I de sidste måneder af Anden Verdenskrig kørte hvide busser med malede røde kors på sider og tag i rutefart mellem Danmark og de tyske kz-lejre med danske fanger i.
Mens bomber faldt ned over det faldende nazistiske rige og omkring De Hvide Busser, blev over 17.000 mennesker under ledelse af den svenske greve Folke Bernadotte fragtet gennem krigsmarken og reddet i sikkerhed.
Historien om busserne er centrum for en stor særudstilling på Nationalmuseet til næste år i anledning af 70-året for redningsaktionen.
LÆS OGSÅ: En god historie i en ond tid
Nationalmuseet søger derfor personer med tilknytning til De Hvide Busser, som havde 7.000 danske og norske fanger og 10.000 fanger fra andre lande med sig i krigens slutfase. Det fremgår af en pressemeddelelse fra museet.
Henvendelser kan for eksempel omhandle information om de chauffører, der sad bag rattet i busserne eller sygeplejersker, der kørte med. Museet søger også efterkommere, der kender deres forældres eller bedsteforældres historie eller har arvet genstande, dagbøger eller fotografier med forbindelse til De Hvide Busser.
Udstillingen skal så vidt muligt fortælle om, hvad der drev de mænd og kvinder, der valgte at tage af sted på den farefulde færd gennem Tyskland. Særudstillingen om De Hvide Busser åbner i Egmonthallen på Nationalmuseet i foråret 2015.
Læs mere på Nationalmuseets hjemmeside