De fylder godt på væggene i det socialdemokratiske gruppeværelse på Christiansborg. Syv store og meget farvemættede malerier, malet af kunstneren Jacob Brostrup, som fortæller danmarkshistorien i et socialdemokratisk perspektiv fra Louis Pio og Slaget på Fælleden til Mette Frederiksen foran trappen til regeringsmagt og himmelsk lys fra oven.
Særlig et af malerierne har givet anledning til voldsom debat, siden de for nylig blev afsløret. Det forestiller en af de fiskerbåde, der under Anden Verdenskrig blev brugt til at sejle danske jøder i sikkerhed i Sverige. På båden, der tidligere er blevet afbilledet, er den oprindelige besætning imidlertid skiftet ud med den socialdemokratiske tidligere statsminister Hans Hedtoft og tidligere statsminister Vilhelm Buhl, der står i styrhuset.
Den genskrivning af historien har blandt andre fået cand.mag. i historie og fransk, direktør for M/S Museet for Søfart, Ulla Tofte, op af stolen. I et debatindlæg i dagbladet Politiken kritiserer hun Socialdemokratiet for at ”smide alle os andre overbord” i dets identitetspolitiske historieskrivning.
”Jeg synes, Socialdemokratiet forsøger at kapre historien og gøre den fælles historie til deres egen,” siger Ulla Tofte. Hun peger på, at man lige siden krigen har forsøgt at beskrive redningen af de danske jøder som et projekt, alle danskere stod sammen om uanset politisk overbevisning. Et eksempel på det er den danske tv-serie ”Matador”.
”I ’Matador’ er det meget karakteristisk, at næsten alle figurerne stod sammen om at redde den jødiske hr. Stein. Både den socialdemokratiske grisehandler Larsen, Venstre-kvinden Karine Larsen, den konservative Maude og den radikale doktor Hansen står sammen om det projekt,” siger Ulla Tofte.
”Det, at Buhl og Hedtoft står så centralt i motivet på billedet, gør det svært at se andet formål end at fortælle, at det var Socialdemokratiet, der reddede jøderne. Og ikke et bredt udsnit af danskerne.”
Noget af det kontroversielle i fremstillingen er, at Vilhelm Buhl den 2. september 1942 holdt sin meget omtalte ”stikkertale”, hvor han opfordrede befolkningen til at stoppe sabotagen mod tyskerne og hjælpe politiet med opklaringen af den. Den tale har siden delt historikerne.
Den socialdemokratiske historiker Henning Tjørnehøj mener, at billedet i det socialdemokratiske gruppeværelse er en allegori, som ikke skal tolkes helt bogstaveligt. Han diskuterede engang Buhls tale med dennes søn, som mente, at talen ikke kunne forsvares, og det er Henning Tjørnehøj enig i.
”Men den tale gik ikke ud på, at man skulle angive sabotører. Man ville have at vide, om der var nogle planer, for hele regeringen var bange for, at hvis sabotagen gik for vidt eller fortsatte, kunne det medføre, at jurisdiktionen gik fra dansk til tysk side. Det vil sige, at risikoen for dødsstraf og deportation til koncentrationslejre ville være til stede. Det var præcist, hvad der skete den 29. august 1943,” siger Henning Tjørnehøj.
Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, har bestilt billederne og den tilhørende fortælling i den bog, der også er udgivet, hos kunstneren Jacob Brostrup og historikeren Martin E.O. Grunz. Henrik Sass Larsen understreger, at det ikke er ham, der har malet, og at han ikke har blandet sig i, hvad der skulle males.
”Vi har ikke gjort det for at give én og kun én version af historien. Vi har gjort det for at fremme historiebevidstheden. Det har vi gjort, fordi vi er stolte over Socialdemokratiets historie,” siger han.
”Alle partier gik i samlingsregeringen dengang. Der blev også holdt folketingsvalg, hvor der var en meget høj stemmeprocent, på trods af at modstandsbevægelsen opfordrede til boykot.”
”På den måde er det måske meget fint, at Buhl står der midt i billedet. Jeg ved, at historikeren har været meget optaget af, at Socialdemokratiet spillede en stor rolle i at varsko jøderne og i at organisere, at mange blev reddet. Han mener, det er et stolt øjeblik i Socialdemokratiets historie. Det er kun godt at få fremhævet.”