”Frontex er som julemanden. Det siges, at han findes, men ingen har set ham.”
Georgios griner, da han afleverer joken om EU’s udskældte grænsekorps Frontex, som han tydeligvis har fortalt før.
Hans hjemby, Kastanies med omkring 1100 indbyggere, har lidt samme plantegning som byerne i en amerikansk western. En lang, vindblæst hovedvej skærer midt igennem den, og langs den ligger huse på en til to etager med terrasser, hvor livet kan observeres af de lokale.
For enden af vejen er der dog ingen åbne sletter, men en lukket jernport og den i disse dage mest omtalte og anspændte grænseovergang i hele Europa: Pazarkurle, der adskiller Grækenland fra Tyrkiet.
Fredag morgen lød her taktfaste råb og hujen fra migranter og flygtninge, der opildnes og muligvis presses af tyrkisk politi til at trænge ind over Evros-floden og de grænsehegn, som græsk politi har sat op for forhindre en flygtningekrise som den, unionen oplevede i 2015.
Sandheden er hele tiden til diskussion i Kastanies disse dage. Tyrkiet forsøger systematisk at lægge pres på EU ved at strø oppustede tal om antallet af migranter i lejrene ud i medierne.
Græske myndigheder hævder samtidig at have afvist over 36.000 ”illegale forsøg på entre” fra migranter og flygtninge i den seneste uge. Midt i det hele sidder Georgios, der ikke vil have sit efternavn i avisen, på en fortovscafé i Kastanies og har ret i én ting: Frontex er ingen steder at se, og Pazarkule-overgangen til EU forskanses i denne nordøstlige egn af Grækenland af landets eget politi og militær.
Det er han træt af.
”Lige nu beskytter vi to ting på samme tid: EU og vores hjemland. Erdogan forsøger at skabe støj i Europa og sender migranter hertil, og vi skal på egen hånd klare det hele,” lyder det.
Normalt er grænsen åben, men fredag i sidste uge lukkede den ned, og siden har bybilledet været præget af militær, fortæller han. De brune marker i grænseområdet er forvandlet til et ingenmandsland, hvor migranter ifølge forlydender behandles særdeles hårdt af både græsk og tyrkisk politi.
”Tyrkerne er ligeglade med dem (migranterne, red.). Det er desperate mennesker, og jeg tror, at de har fundet ud af, hvad der sker. De troede, at grænsen var åben, og at de kunne komme ind i Europa,” siger Georgios.
Nikos Maraslis på 45 år, der ejer caféen Jojo’s Wild Rose, hvor vi har sat os, støder til samtalen og afslører, at Kastanies’ kærlighed til migranterne også ligger på et særdeles lille sted.
”De er illegale, og langt de fleste er iranere eller afghanere. Tyrkiet siger, at det er syriske flygtninge, men det er løgn,” siger han og erklærer, at ingen af de mennesker, der er samlet i lejrene i Tyrkiet cirka en kilometer fra caféen, er velkomne i Grækenland.
En ældre kvinde støder til samtalen på caféen, og sammen bliver de enige om, at det nok alle sammen er sultne og vrede mænd, der vil over grænsen. Og at de måske endda bærer på den berygtede corona-virus.
Løse rygter fyger med andre ord på hovedgaden i Kastanies, der i disse dage er centrum for et geopolitisk puslespil af dimensioner.
Her er, hvad de græske myndigheder beretter: Fra klokken 06.00 til 18.00 torsdag forhindrede politiet 1871 migranter i at komme over grænseovergangene i området ved Kastienes og Evros-floden (Maritsa-floden på tyrkisk). Siden lørdag er 252 personer blevet arresteret i området, deraf klart flest afghanere og pakistanere, mens kun et fåtal er syrere – sådan er de officielle tal i al fald. Dertil kommer de over 36.000 ”illegale indtrængninger”, som grækerne har forhindret.
Sikkert er det, at grænsen er lukket ned og tungt bevogtet af militær og politi.
I slutningen af sidste uge proklamerede Tyrkiet ellers, at man ville ”åbne portene til Europa”, og at migranter og flygtninge helt legalt kunne vandre over EU’s forjættede grænser.
Det var åbenlyst en løgn. Og nu er omkring 5000-10.000, måske endda flere, mennesker samlet i lejre tæt på ved Edirne på den tyrkiske side af grænsen. Taget ved næsen og brugt som brikker i et beskidt spil, hvor Tyrkiet med præsident Recep Tayyip Erdogan i spidsen forsøger at lægge pres på EU ved de facto at sløjfe den aftale fra marts 2016, der satte en dæmper for tilstrømningen af flygtninge og migranter mod EU.
Onsdag skrev Süleyman Soylu, Tyrkiets indenrigsminister, på Twitter, at ”klokken 09.00 i dag har 135.844 migranter forladt tyrkisk jord og er rejst ind i Grækenland fra Edirne,” men heller ikke det kan passe.
Der er ingen flodbølger af flygtninge og migranter at spore i Kastanies eller i Orestiada, som er den nærmeste mellemstore græske by nær grænsen. På køreturene rundt i den græske del af grænselandet er her heller ingen spontane migrantlejre. De eneste ophobninger af migranter, som kan ses, er dem, som af Tyrkiet er blevet opfordret (og snydt) til at søge mod grænseovergangen i Pazarkurle, hvor verdenspressen er flokket til i den seneste uge.
Vil man som flygtning sætte benene på EU-jord, er området ved Kastanies nok det værste sted at vælge for tiden.
Sikkert er det også, at situationen i området er tilspidset.
Fredag stod tropper og politi fra de to lande få hundrede meter fra hinanden, og der blev tidligt om morgenen affyret tåregas fra tyrkisk side, da græsk politi ville inspicere grænsehegnet.
En togstation med rustne skinner ved Kastienes agerer løbende udsigtspost for pressen, og fredagen igennem kunne man observere en mobilisering af tunge, græske militærkonvojer.
Lidt over klokken 13 kører en stor lastbil med en voldsom last af skinnende pigtrådshegn hen til irgrøn grænsepost, og klokken 13.30 træder et par betjente frem og jager Kristeligt Dagblad og en række andre medier væk fra skinnerne. Ved Eko, en tankstation for enden af hovedvejen i Kastanies klos op ad grænsen, har en række nysgerrige lokale samlet sig.
Nok en lastbil fuld af soldater ankommer, og en ung karseklippet mand med gasmaske om halsen træder ud. Han peger alvorligt på sine øjne og får stukket en massiv pose isterninger i hånden af tankpasseren.
Endnu en omgang med tåregas er under opsejling. Råbene fra migrantlejrene på den tyrkiske side er aftaget.