Ved vi, hvor vi har Venstre?

Venstre er et for stort parti til at være et ægte liberalt parti. Partiet må enten fastholde betydelige konservative elementer i partiets politik eller i løbet af få år overlade den borgerlige førertrøje til De Konservative, skriver professor i statskundskab Peter Nedergaard

Ellemann-Jensen skal i den nærmeste tid foretage et valg: Skal Venstre fortsat være det førende borgerlige parti, må partiet bøje af i forhold til konservatismen. Her giver professor Peter Nedergaard en rundtur i partiet Venstres politiske udvikling. Arkivfoto af Jakob Ellemann-Jensen og Sophie Løhde på vej til hovedbestyrelsesmøde i august 2019.
Ellemann-Jensen skal i den nærmeste tid foretage et valg: Skal Venstre fortsat være det førende borgerlige parti, må partiet bøje af i forhold til konservatismen. Her giver professor Peter Nedergaard en rundtur i partiet Venstres politiske udvikling. Arkivfoto af Jakob Ellemann-Jensen og Sophie Løhde på vej til hovedbestyrelsesmøde i august 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Venstre har været igennem et tumultarisk år. Først en valgkamp, som for så vidt endte godt, i og med, at partiet fik en betydelig fremgang. Undervejs kom der imidlertid skår i det borgerlige sammenhold, fordi daværende partiformand og statsminister Lars Løkke Rasmussen lancerede et forslag om et tæt samarbejde henover midten i dansk politik. Det var et forslag, som hverken Socialdemokratiet, de andre partier i blå blok eller dele af Venstres bagland tog godt imod. Det var samtidig en underminering af samarbejdet mellem partierne i blå blok, som havde bragt Løkke til magten.

Partiets daværende næstformand, Kristian Jensen, undsagde i Berlingske i august direkte forslaget, hvilket accelererede et ulmende opgør mellem formanden og næstformanden, som partiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse valgte at løse ved at sætte begge personer på porten. I stedet valgte man i september Jakob Ellemann-Jensen som ny formand og Inger Støjberg som ny næstformand. Førstnævnte satte i januar i år Kristian Jensen fra alle poster i folketingsgruppen, da han gik ud i Jyllands-Posten med et forslag om et samarbejde lidt á la det, som han havde kritiseret Løkke for i august.

Venstres besvær med at finde kursen afspejler en historisk skizofreni i partiets bagland, ideologi og identitet som et borgerligt parti.

I forhold til baglandet har man i årevis opereret med betegnelserne land-Venstre og by-Venstre – eller højskole-Venstre versus handelshøjskole-Venstre. Venstre blev etableret for 150 år siden som et parti, hvis støtter overvejende var mellemstore bønder, som der i forhold til andre lande var ekstraordinært mange af i Danmark. Venstre blev på den bagrund det mest magtfulde parti, da kongen med parlamentarismens indførelse i 1901 opgav at udpege regeringen, men i stedet overlod det til Folketinget.

Selvom Venstre i den internationale forskningslitteratur til op omkring årtusindskiftet stadig blev betegnet som et ”agrarian party” – et landbrugsparti – var partiet allerede længe før da begyndt at opbygge en vælgerbase i byerne med udgangspunkt i en liberal ideologi, som siden 1965 har været en del af partiets navn, som fra da blev ”Venstre, Danmarks liberale parti”.

Det var imidlertid ikke sådan, at landmændene i Venstre var imod økonomisk liberalisme. Den ideologi havde altid haft deres fulde støtte på alle andre områder, end når det drejede sig om landbrugspolitikken. På det område var man ofte tilhænger af endog store ikke-liberale, statslige indgreb og subsidier.

I kampen om middelklassestemmerne i byerne var Venstre i mange år i løbende konkurrence med Det konservative Folkeparti. Med undtagelse af 1970’erne stod De Konservative bedst i den konkurrence, indtil partiet løb ind i en dødsspiral fra slutningen af 1990’erne og tyve år frem. Konservatismen er i de fleste europæiske lande den helt dominerende politiske kraft på centrum højre-siden og er i nabolandene koncentreret i et enkelt parti, som kan være Moderaterna (Sverige), Høyre (Norge), The Conservative Party (Storbritannien) og Christlich Demokratische Union, CDU (Tyskland). I Danmark er konservatismen imidlertid spredt ud over flere partier: De Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige – og Venstre.

Venstre ville sandsynligvis være et meget mindre parti, hvis det var et rent liberalt parti. Liberale partier i nabolandene ligger som regel på en tilslutning på 10 procent og derunder. Hvad enten Venstres ægte liberale kan lide det eller ej, er partiet tvunget til at være et liberalt-konservativt parti, hvis det vil være det førende borgerlige parti.

Venstres nuværende formandskab afspejler situationen: Jakob Ellemann-Jensen repræsenterer den liberale fløj, mens Inger Støjberg repræsenterer den konservative fløj. Den første er rundet af handelshøjskolen og byerne, og han har sågar været medlem af Liberal Alliance. Den sidstnævnte repræsenterer land-Venstres traditionelle kerneland i Jylland.

Ellemann-Jensen skal i den nærmeste tid foretage et valg: Skal Venstre fortsat være det førende borgerlige parti, må partiet bøje af i forhold til konservatismen. Han må ikke kun acceptere den støjbergske udlændingepolitik og lignende nationalkonservative elementer. Han må komme med et forsvar for dem så troværdigt, at den ægte liberale Jan E. Jørgensen bliver vred i sit indre. Eller også må han se på, at Venstre langsomt decimeres, mens De Konservative sandsynligvis efterhånden overtager rollen som blå bloks statsministerparti, hvad partiet ser ud til at være mere parat til end længe.

Peter Nedergaard er professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.