Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Vejen til et dansk pas bliver længere

Nye statsborgere var på besøg i Folketinget i april, hvor de blev fejret. Foto: Linda Kastrup

2500 udlændinge kom i klemme efter folketingsvalget, da den nye integrationsminister ikke ville lade dem få det danske statsborgerskab, de var blevet stillet i udsigt. Ministeren måtte dog bøje sig for et flertal i folketingssalen, men kravene strammes for dem, der gerne vil være have et dansk pas i fremtiden

Midt i striden om, hvad Europa skal stille op med de hundredtusinder af migranter og flygtninge, udkæmper danske politikere en anden strid om udlændinges indgang i det danske samfund. Den strid handler om udlændinge, der har været her så længe, at de gerne vil være danske statsborgere. Erhverve dansk indfødsret, som den juridiske term lyder.

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) måtte i går forklare sig over for Folketingets Indfødsretsudvalg, fordi hun tidligere på sommeren bad udvalget om individuelt at genbehandle 2499 personers ansøgninger om dansk indfødsret.

De 2499 har søgt om dispensation fra de krav, man normalt skal opfylde for at få dansk statsborgerskab, og Indfødsretsudvalget havde sagt ja til dispensationerne inden valget. Med det nye borgerlige flertal efter valget lå det i luften, at nogle af dispensationerne skulle trækkes tilbage, fordi de borgerlige generelt ønsker at stramme betingelserne for dansk indfødsret.

Liberal Alliance ville det imidlertid anderledes, og sammen med S, R, SF, Enhedslisten og Alternativet tvang de Inger Støjberg til at acceptere, at samtlige 2499 dispensationer skulle bevilges uden ny behandling.

Det, der især har givet anledning til mishag hos de borgerlige partier minus Liberal Alliance, er, at en erklæret islamist og antidemokrat, Belal el-Khatib, får dansk statsborgerskab på dispensation. Det blev også trukket frem af ministeren på gårsdagens samråd.

Enhedslistens indfødsretsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, mente, at der ville være tale om en sortering af ansøgere på baggrund af politiske holdninger, hvis Belal el-Khatib blev nægtet dansk statsborgerskab, mens Inger Støjberg havde svært ved at forstå, at man skulle give det til en person, der åbenlyst modarbejder det danske demokrati.

Her pegede ministeren på det, der er kernen i det danske system for indfødsret: Det er ene og alene en politisk beslutning, hvem der skal tildeles indfødsret. Som der står i Grundlovens paragraf 44, kan ”ingen udlænding få indfødsret uden ved lov”. Hvor det i mange andre lande er en rent administrativ afgørelse hos embedsmænd, ofte baseret på et fast regelsæt, er kriterierne for dansk statsborgerskab en subjektiv størrelse.

Det har det været endnu længere tilbage end vores nuværende grundlov. Allerede i 1776 blev det således muligt for udlændinge at søge dansk indfødsret.

Oprindelig blev forordningen om dansk indfødsret til for at sikre, at de høje stillinger i militæret og ved hoffet var besat af danskere. Det var en direkte reaktion på Christian VII's tyske livlæge, Johann Friedrich Struensees, store indflydelse.

”Man ville kontrollere, hvem der bestred de vigtigste embeder i landet, og derfor indførte man indfødsretten,” siger Bjarne Birkbak, historiker ved Immigrantmuseet.

Det første år, man kunne søge, var der omkring 800 ansøgere, men årene efter op til omkring 1815 var der ifølge Bjarne Birkbak 20-50 årlige ansøgninger, og fra 1815 til omkring 1885 var der årligt under 10 ansøgninger om året.

”Indfødsretsforordningens formål var, at alle embeder i landet skulle være for de indfødte danskere. Kongen forbeholdt sig dog ret til at give indfødsret til særligt kvalificerede, som han ønskede at ansætte,” siger han.

Først i 1980'erne blev tildelingen af indfødsret igen en varm politisk kartoffel. I hele det 20. århundrede indtil Fremskridtspartiets storhedstid blev lovforslag om indfødsrets meddelelse vedtaget enstemmigt, uden at de enkelte ansøgere på lovforslagene blev diskuteret.

”Folketinget satte en række generelle krav for ansøgerne, og hvis de pågældende ansøgere opfyldte de krav, kunne de komme på lovforslaget. Var de først nået så langt, ville de få indfødsret, uden at deres forhold blev diskuteret i Tinget,” siger Eva Ersbøll, jurist og forsker ved Institut for Menneskerettigheder samt forfatter til bogen ”Dansk indfødsret i international og historisk belysning”.

”Det hørte sig ikke til at fjerne eller diskutere navne, der allerede var på lovforslaget, selvom en del af Rigsdagens og siden Folketingets medlemmer kunne være uenige om, hvor stramme kravene skulle være.”

”Man ville undgå den politiske debat om navnene på lovforslagene om indfødsret. Man mente, det var synd at udstille enkeltpersoner, og man ville ikke skuffe ansøgernes berettigede forventninger. Først da Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti begyndte at ønske strammere og strammere krav for at få indfødsret, fik vi den situation, hvor ansøgere på lovforslagene blev drøftet, og hvor man begyndte at stille ændringsforslag om at udtage nogle, som kunne identificeres ved navn. I praksis blev de dog ikke taget ud af lovforslaget, fordi der alligevel var flertal for at give dem indfødsret,” siger Eva Ersbøll.

Selvom det er en ren politisk afgørelse, hvem der skal have dansk statsborgerskab, findes der alligevel et sæt af krav, som politikerne styrer efter, når de i dag skal afgøre de mange tusinde ansøgninger, der kommer hvert år. Kravene er formuleret i et cirkulære og handler typisk om, at ansøgerne skal kunne dansk på et vist niveau, have en mere eller mindre ren straffeattest samt være selvforsørgende.

For dem, der ikke kan opfylde kravene, er der dog en anden mulighed. De kan få en dispensation via Folketingets Indfødsretsudvalg, som det nu sker for 2499 nævnt i indledningen.

Den helt store dispensationsgrund i nyere tid har været sygdommen posttraumatisk stress-syndrom, PTSD. Indtil 2005 fik indfødsrets-udvalget rutinemæssigt forelagt dispensationsansøgninger fra udlændinge, der led af PTSD, og som ikke kunne opfylde de generelle krav. VK-regeringen strammede imidlertid sammen med Dansk Folkeparti cirkulæret både i 2005 og 2008, og det betød, at der opstod et ”ventearkiv” med efterhånden 8000 sager fra personer, der havde fået PTSD-diagnosen.

Ifølge de borgerlige partier har lægerne ofte været lidt for villige til at stille diagnosen, og de undrer sig over, at mange først har fået diagnosen, kort før de har indgivet ansøgningen om statsborgerskab.

I det hele taget er statsborgerskab blevet skarp ideologisk markør. De borgerlige opfatter statsborgerskab som en gave, men en gave, man skal gøre sig fortjent til.

Netop i disse dage forhandler partierne om nye retningslinjer for, hvem der kan få dansk statsborgerskab, og regeringen vil kræve, at udlændinge skal kunne bestå en dansk 3-prøve. Ifølge Dansk Folkepartis indfødsretsordfører, Christian Langballe, svarer det til en 9. klasses afgangsprøve, men landets sprogcentre mener, at det vil blive næsten umuligt for udenlandske ikke-akademikere at bestå den prøve.

Socialdemokraternes indfødsretsordfører, Astrid Krag, er åben for, at kravene til dansk indfødsret skal strammes, selvom Socialdemokraterne lempede reglerne, da de sad med regeringsmagten.

Lempelserne gjorde det lettere at få dansk indfødsret. Som grafen på siden viser, lå Danmark i 2014 på linje med gennemsnittet af europæiske lande med hensyn til stramheden i indfødsretskrav.

Ifølge det såkaldte Migrant Integration Policy Index, som to europæiske tænketanke står bag, blev det imidlertid væsentligt nemmere at få dansk statsborgerskab fra 2010 til 2014. En væsentlig faktor er, at den tidligere regering fik gennemført accept af dobbelt statsborgerskab. Det vil sige, at man ikke længere behøver at opgive sit oprindelige statsborgerskab for at blive dansk.

Ud over sprogkravet drøfter politikerne det såkaldte vandelskrav.

Ansøgere skal principielt have en ren straffeattest, og selv mindre forseelser, for eksempel færdsels-bøder, kan give fem års karantæne fra at søge dansk indfødsret. De regler ser der ud til at være flertal for at lempe, men i fremtiden bliver det overordnet set sværere at blive dansker.