Kursus for førstegangsforældre kan vise vej til færre skilsmisser

Nyt studie viser, at kursus for forældre, der venter første barn, giver grobund for bedre parforhold. Kan måske på sigt hindre skilsmisser

Det nye forskningsprojekt ”Dit første barn” er blevet afviklet i Frederiksberg kommune og skaber større tilfredshed i parforholdet for deltagende mødre og større involvering fra partnerens side de første 10 måneder af barnets levetid.
Det nye forskningsprojekt ”Dit første barn” er blevet afviklet i Frederiksberg kommune og skaber større tilfredshed i parforholdet for deltagende mødre og større involvering fra partnerens side de første 10 måneder af barnets levetid. . Foto: Rasmus Juul.

I efteråret 2018 gik Josefine Jensen og Rasmus Holm forventningsfuldt og ventede deres første barn. Op til fødslen deltog de sammen med andre vordende forældre i Frederiksberg Kommune i et forsøgskursus rettet mod førstegangsforældre. Her fik parret blandt andet talt om deres forventninger og hvad de glædede sig til, når deres ønskebarn kom til verden:

”Der var en ret sjov øvelse, hvor flere af mændene skrev, at de så frem til at skulle lege og spille fodbold med deres børn. Mødrene var mere fokuseret på tiden lige efter, barnet blev født og glædede sig til at ligge sammen med babyen og putte,” siger Josefine Jensen og tilføjer:

”Det var givende at få talt om forventninger til tiden og til hinanden, og vi blev klar over, hvor forskelligt min kæreste og jeg tænkte over tingene. Selvfølgelig taler man sammen, men slet ikke på et dybere niveau, som kurset gav anledning til. Min kæreste blev også mere inkluderet i graviditeten ved at deltage, fordi det hurtigt bare handlede om mig, som bar barnet og mærkede det hele.”

Josefine Jensen og Rasmus Holm var en del af et nyt forskningsprojekt, som offentliggøres i dag. Bag projektet står VIVE, det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, som blandt andet konkluderer, at forældrekurset ”Dit første barn”, der er blevet afviklet i Frederiksberg kommune, skaber større tilfredshed i parforholdet for deltagende mødre og større involvering fra partnerens side de første 10 måneder af barnets levetid. Kurset består af en blanding af oplæg, samtaler mellem forældrene samt samtaler med de andre forældrepar i projektet.

Man har sammenholdt resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen, der er besvaret af førstegangsforældre i Frederiksberg Kommune, med førstegangsforældre, der ikke har fået tilbudt kurset. Her viser resultaterne, at mødrene fra kurset er 10 procent mere tilfredse i parforholdet sammenlignet med mødre, der ikke har modtaget kurset. Samme resultat viser sig i forhold til opmærksomhed fra partneren. Derudover viser undersøgelsen også, at mødrene fra kurset føler, at deres partner er mere involveret i barnets liv, end det er tilfældet hos de forældre, der ikke har taget del i kurset.

”På sigt har vi forventninger om, at de signifikante positive effekter, som undersøgelsen viser, kan skabe gevinster i familierne og i samfundet generelt. Hvis kurset kan afhjælpe skilsmisser eller gøre dem mindre komplicerede, vinder barnet en del. Økonomisk set kan den relative brede indsats, som forældrekurset er, forbedre samarbejdet, kommunikationen og selvtilliden hos forældre. Det kan vi forestille os, at man på sigt vil kunne se i samfundsøkonomien, hvor man forhindrer uheldige udfald, hvor kommunen er nødsaget til at gribe ind,” siger seniorforsker og ph.d. i økonomi Miriam Wüst, der er en af forskerne bag undersøgelsen.

Sundhedsplejerske Susanne Dahl, der holder til i Frederiksberg kommune, har fulgt projektet. Hun understreger, at den første tid af barnets liv kan være svær for familien.

”Projektet viser jo, at man med en forholdsvis lille indsats kan skabe bedre forældreskab, hvilket måske på længere sigt kan redde ægteskab, og så har vi allerede hjulpet mange børn godt på vej.”

At den første tid i barnets liv kan være udfordrende for familien, kan Mette Skovgaard Væver, leder af center for tidlig indsats og familieforskning på Københavns Universitet, godt skrive under på. Hun forklarer, at det er en udviklingsmæssig milepæl for alle mennesker at blive forældre. Og dette er netop også omdrejningspunktet i hendes igangværende projekt ”Forstå din baby”.

”Det kan drive forældre ud i desperation, hvis babyen har fået mad, skiftet ble og sovet, og det lille nye familiemedlem stadig græder. Her kan det være hjælpsomt, at forældrene har talt om deres eget erfaringsgrundlag med at håndtere svære følelser i nære relationer, fordi man ofte vil reagere ud fra de erfaringer, som man har med sig fra sin egen barndom. Når man bliver forælder for første gang, vækker det stærke følelser, som kan være svære at håndtere. Hvis man som forældre er forberedt på det og kan tale om det, kan man bedre hjælpe og støtte hinanden,” forklarer hun.