Efteråret er over os med frugt og forfald, blæst og byger. Spredte varme og solrige dage minder os indimellem om sommer. Men ellers rusker den kølige nordvestenvind jævnligt i æbletræerne. Og de første klare og kolde nætter kommer snigende med udsigt til rim på græsset og varsel om vinter.
Efteråret er en stor tid, og vi har mange fine danske efterårssange. I 1915 barslede Ludvig Holstein med digtsamlingen Løv. Et af digtene er Det lysner over agres felt:
Det lysner over agres felt,
hvor sløve plovspand kravle,
det sortner over Store Bælt
med sol på kirkegavle.
Velkommen i vor grønsværsstol
blandt grøftens brombærranker!
O, det gør godt at slikke sol
igen på disse banker!
Vel rækker høstens solskin kort,
men rønnens bær står røde.
Alleens linde blegner bort,
men vildvinsranker gløde.
Vel! Ræk mig da, o efterår,
en gravensten som smager
af bækken ved min faders gård
og mulden i hans ager.
Og bag mig, sol, og blød mig, regn!
Jeg plukker mine nødder
og trasker langs et brombærhegnmed plovmuld under fødder.
Og det er al den jord, jeg har,
og alt, hvad jeg begærer.
Jeg håber, det går an, jeg tar,
hvad mine såler bærer.
Kun få digte om efteråret kommer op på siden af Holsteins, for eksempel Alex Garffs populære Septembers himmel er så blå fra 1949 eller Grundtvigs Nu falmer skoven trindt om land fra 1844. Holsteins stemningsmættede hyldest til efteråret i Det lysner over agres felt er gået rent ind vores bevidsthed. Der er sådan set ikke så meget at tilføje.
Og dog. I skolens små klasser forstod vi ikke så meget og fik skæld ud for at synge vildsvinsranker i tredje vers. Og hvem var hende Anja, der tog sålernes klæge jord? Til gengæld fik vi fortalt en historie om, at greven og digteren Ludvig Holstein (1864-1943) var godt gal over, at han ikke skulle arve sit fædrene gods, Holsteinborg ved Skælskør, og at digtets sidste vers var hans lille underspillede hævn. Det er en sjov og udbredt historie, men den passer bare ikke. Ludvig Holstein var slet ikke født på Holsteinborg, der var ejet af hans farbror. Digteren blev født på Langebækgård (ved Kalvehave øst for Vordingborg), hvor han boede i sin barndom, indtil gården blev solgt til familien Nobel i 1876.
Jeg bor i dag på landet med udsigt til Smålandsfarvandet og Storebælt mod sydvest og til Holsteinborgs tårne godt skjult i skoven mod øst på den anden side af Holsteinborg Nor. Selvfølgelig kom Ludvig Holstein hos familien på Holsteinborg. Her i efteråret er der ofte sol på kirkegavle, mens det sortner over Storebælt.
Vores hus blev bygget i 1851 som en af mange landarbejderboliger med tilknytning til Holsteinborg. Huset har bindingsværk og stråtag, og jeg plejer at kalde det den danske pendant til en hytte på den afrikanske savanne. Bortset fra grundmuren af marksten er materialerne nemlig de samme: træ, strå og soltørret ler. Da hytten var bygget, blev der plantet et gråpæretræ, og det står såmænd endnu på 160. år og kaster trofast en regn af små, søde pærer af sig hvert eneste år.
Gråpærens velsignelser er blevet overtaget af moderne, store pæresorter som Conference, Clara Frijs, Comice, Williams eller Grev Moltke. Så i vore dage ender gråpærerne mest som hvepse- og sommerfugleføde på jorden under træet. Det er ikke mange, der gider at løfte en gråpære mere. Og det er faktisk synd.
Gråpæren har en intens og kompleks smag, men har det problem, at den går fra hård til smattet på ganske få dage. Så man skal spise den på det rigtige tidspunkt, før den begynder at flyde hen og blive brun inde ved kernehuset. Det er ikke en pære, der dur til lagring og transport i frisk tilstand.
Når de modner, skal der handles på stedet. I mange år har jeg spist løs og delt ud til højre og venstre i de par uger, gråpæreregnen holder på, og alligevel kørt adskillige trillebørlæs nedfaldspærer på kompostbunken. Sådan er det stadig, men nu er jeg begyndt at sylte så mange, jeg orker.
Det er faktisk pærenemt. Man skal bruge: en fire liters gryde med to liter vand, to kg modne (men ikke for bløde) gråpærer, et kilo sukker og (evt.) en fed stang vanilje. Pærerne skrælles med en kartoffelskæller fra stilken og ned mod blomsten, der fjernes med spidsen af kartoffelkniven, mens stilken får lov til at blive siddende. Kernehusene fjernes ikke. De skrællede pærer lægges i vandet, så de ikke bliver brune. Når man er færdig, hældes det meste af vandet fra pærerne, så der kun er en god halv liter vand tilbage i gryden. Vaniljestangen skæres i stumper og kommes i gryden sammen med sukkeret.
Det hele koges op og koger ved svagt blus i omkring en halv time. Så slukker man og lader hele herligheden stå og trække under låg til dagen efter, hvor man varmer pærerne op til kogepunktet igen og kommer dem på henkogningsglas.
De halvgennemsigtige, sukkersyltede gråpærer med stilke er som skabte til den klassiske dessert Pære Belle Helene, hvor pærerne serveres med vaniljeis og chokolade. Desserten er opkaldt efter alle tiders smukkeste kvinde: Illiadens skønne Helene. Således er havens store pæretræ nu pludselig forbundet med Homers udødelige fortælling om kvinden og byen Troja, som måske virkelig eksisterede engang.
Men kun en brøkdel af gråpærerne ender på fine tallerkner som ingrediens i den guddommelige dessert. Resten havner på græsplænen, hvor gedehamsene og de flotte admiraler (med kors og bånd og stjerner på) sammen med den leopardplettede hvide C flokkes om de søde sager gennem efteråret.
Gråpæretiden markerer efterårets begyndelse. Samtidig er de store gule Reine Clauder og viktoriablommer på det sidste, mens de blå sveskeblommer er på vej. Og æblerne hænger svulmende og håber på masser af den efterårsol, der skal give dem den fulde aroma og syrlige sødme, der plejer at gøre æbler fra kysterne ved det lune og frodige Syddanmark til noget særligt.
I hegn og skovbryn brunes nødderne til alle småfolks lyst, som Christian Richardt så rammende skrev i sensommersangen En stille, høstlig brusen i 1887. Hver hasselbusk har nødder med sin særlige facon, og nogle typer slipper tidligt og andre sent af haserne. De er modne, fuldfede og bedst, når de begynder at falde til jorden af sig selv.
Så kan man i gode nøddeår fornøje sig med at ryste træerne og se, om der er gevinst. Hvis man kommer på det rigtige tidspunkt efter mange dage med stille vejr (og egernet ikke har været der), kan en resolut rystetur resultere i en sand haglbyge af delikate nødder. Der er jackpot. Andre år er der kun få nødder, som nøddesnudebillernes fede flødehvide larver oven i købet er gået om bord i. Sorte prikker på skallen viser, at larven er derinde, mens et rundt hul viser, at den har ædt kernen og gnavet sig ud for at forpuppe sig. Øv!
Hen i september modner den ene æblesort efter den anden, og hyldens skærme bliver tunge og får deres dybe purpurfarve.
Bærrene modner langsomt der er altid nogle få, der stritter imod og leger sommergrønne. I parker og haver med god plads kaster valnødder og spisekastanjer deres frugt. Normalt er somrene i Danmark for kolde til, at valnødder og spisekastanje kan udvikle sig fornuftigt, men i de seneste lune somre har frugtsætningen og kvaliteten været god.
Og så er der brombær. Som børn lærte vi remsen, at dem, der spiser sure brombær, skal ha ris i deres rumper. Remsen er fra før revselsesrettens afskaffelse og skal ikke tages alt for bogstaveligt. At plukke og spise et surt brombær bærer straffen i sig selv, mens solmodne og søde brombær er topmålet af intens aroma i den danske natur. På solbagte steder kan man i gode år samle lunede og kulsorte brombær. De er bedst, når de falder ned i den hule hånd ved en let berøring.
Efteråret er gavmildt, og midt i overdådigheden kan sommeren oven i købet få en renæssance.
Helt hen til midt i oktober kan vinden gå i syd og sydøst, så temperaturen midt på dagen kravler pænt op over 20 grader, mens vinden lægger sig, og solen skinner.
Så er det bare med at nyde det! Hvis nattefrosten endnu ikke har hærget, tager mange blomster fat på at blomstre for anden gang: blåklokke, røllike, rødkløver, kællingetand, døvnælde, blåhat, knopurt, blæresmælde, rød valmue og hvid kamille står i fuldt flor trods ringe udsigt til frøsætning. Formålsløst for planterne, skulle man mene; men måske blomstrer de bare for at glæde os eller for det tilfælde, at det engang slet ikke ville blive vinter. Hvem ved?
På sådanne sommervarme og solrige efterårsdage vågner sommerfuglene op til dåd.
Er det rigtig lunt, begynder nogle arter at flyve i en ekstra generation, og en del holder ud ind i oktober. På steder med læ, sol og blomsterflor, især på sydvendte skråninger, kan sommerfuglene holde fest: kålsommerfugle, lille ildfugl, storplettet perlemorsommerfugl, citronsommerfugl, nældens takvinge, dagpåfugleøje, admiral og det hvide C er på vingerne. Og måske er der også en sen blåfugl eller en vejrandøje.
Men sommerstemningen holder ikke døgnet rundt. Nætterne er blevet lange, duggen lægger sig drivende tungt til langt op ad dagen, og i stille og klare nætter brygger mosekonen i alle lavninger, hvor temperaturen falder betænkelig tæt på frysepunktet.
Pludselig er den første nattefrost en realitet, så sommerens sidste blomster en skønne morgen vågner op stivnet og i iklædt iskrystaller. Så er alle drømme om evig sommer og mere formering slut.
Løvfaldet og vinteren står med usvigelig sikkerhed for døren. Nogle gange ubarmhjertig hård og andre gange så mild, at efterårets sidste blomster når at møde de første erantis og vintergæk, der med lige så usvigelig sikkerhed varsler forår og lysets genkomst.
Michael Stolze er biolog og forfatter