Velbesøgt Bogforum satte rekord – og fik besøg af Yahya Hassan

Årets Bogforum slog besøgsrekord. Det var 10 procent flere end sidste år

Alene lørdag var over 15.000 personer forbi Bella Center Copenhagen, hvor Bogforum 2019 blev afholdt.
Alene lørdag var over 15.000 personer forbi Bella Center Copenhagen, hvor Bogforum 2019 blev afholdt. Foto: Asbjørn Sand/Ritzau Scanpix.

Aldrig før har den store, årlige bogweekend, Bogforum i København, haft så mange besøg i løbet af en enkelt dag, som den havde i år.

Her var over 15.000 mennesker forbi i løbet af lørdagen, hvilket var 1500 flere end lørdag ved sidste års Bogforum.

Det samlede besøgstal for i år var endnu ikke offentliggjort ved redaktionens afslutning.

Bogforum, der begyndte i fredags og sluttede i går, foregik i Bella Center Copenhagen på Amager og bestod af et væld af interview og debatter med bogaktuelle forfattere.

Et af de mest velbesøgte arrangementer stod den fiktive journalist fra satireprogrammet ”Den korte radioavis” på den nu lukkede Radio24syv, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, for.

På samme måde vakte det opsigt, da den bogaktuelle og skandaleombruste digter Yahya Hassan gik på scenen. Af sikkerhedsmæssige årsager var hans arrangement ikke blevet annonceret før kort tid inden hans ankomst.

Digteren Yahya Hassan havde tid til at signere bøger efter sin oplæsning, der lukkede årets Bogforum.
Digteren Yahya Hassan havde tid til at signere bøger efter sin oplæsning, der lukkede årets Bogforum. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Bogforum havde i år også flere internationale navne på programmet, hvor blandt andre den amerikanske forfatter Bill Bryson og den egpytiske Alaa al-Aswany havde lagt vejen forbi Danmark.

Et andet af årets store, internationale navne var den israelske forfatter David Grossman. Han er aktuel med bogen ”Da Nina vidste” og blev, som det kan ses på billedet nedenfor, interviewet på en af Bogforums scener af Kristeligt Dagblads kulturredaktør Michael Bach Henriksen.

Den israelske forfatter David Grossman (tv.) på Kristeligt Dagblads Forlags stand til Bogforum. Han blev interviewet af avisens kulturredaktør Michael Bach Henriksen (th.).
Den israelske forfatter David Grossman (tv.) på Kristeligt Dagblads Forlags stand til Bogforum. Han blev interviewet af avisens kulturredaktør Michael Bach Henriksen (th.). Foto: Asbjørn Sand/Ritzau Scanpix