Prøv avisen

Velfærd med eller uden velstand

Livskvalitet Sammenhængen mellem indkomst, velstand og velfærd er ikke enkel

Politisk set

Af Tim Knudsen

Der er plusord, som ustandseligt bruges og misbruges i den politiske debat. I disse år er det for eksempel velfærd. I lang tid har vi hørt, at vi både skal forlænge den daglige arbejdstid og blive på arbejdsmarkedet i flere år end før. Ellers kan vi ikke opretholde velfærden, hedder det, for der er et for lille udbud af arbejdskraft.

Det giver derfor mening, at nationalbankdirektøren og andre økonomer brutalt byder øget arbejdsløshed velkommen. Samtidig kaldes årsagen finanskrisen dog også af nogle for en velfærdstrussel for de, der bliver ledige. Og fordi den ikke alene kan gavne, men også skade den økonomiske vækst. Disse eksempler fra de indviklede økonomiske debatter illustrerer, at der ofte henvises til velfærd. Inden vi svimler over de økonomiske spekulationer, er det nu værd at huske, at velstand ikke er nok til at sikre velfærden.

Velstand omfatter ud over vor privatøkonomi også offentlige ydelser. Velstanden kan måles. Men velfærd omfatter både velstand og immaterielle goder som tryghed og trivsel, goder som er helt centrale for mennesker. Forlænget arbejdstid for eksempelvis to udearbejdende forældre kan derfor måske true familiens trivsel og dermed dens velfærd. Flere arbejdsår kan også være et velfærdsproblem for ældre, nedslidte af hårdt fysisk arbejde. Så sammenhængen mellem indkomst, velstand og velfærd er ikke enkel.

Under danmarkshistoriens hurtigste økonomiske vækst i 1960erne målte økonomerne ikke velfærden, for tryghed og trivsel er vanskelige at måle. Man målte velstand. Men den politiske retorik begyndte at udgive velstand for velfærd. Og Det Økonomiske Råds økonomer blev kaldt vismænd. Økonomernes menneskebillede var en figur drevet af egeninteresse, det økonomiske menneske. Det billede bortskar, at mennesket også er et socialt og følelsesmæssigt væsen, hvis trivsel og tryghed også bygger på anerkendelse og kærlighed. Som tilmed kan være uselvisk. Vi var nået til, at de eneste vismænd, vi havde, var økonomer, som byggede på abstraktioner og et primitivt menneskebillede.

Denne forenklede tænkning er ifølge den svenske statskundskabsprofessor Lennart Lundquist i dag en dominerende statsideologi, økonomismen, der truer alle andre værdier og hensyn. Han er ikke den første, der har set kritisk på ensidig økonomisk tænkning. I 1969 udgav den senere socialminister Bent Hansen en socialt indigneret bog Velstand uden velfærd. Der var for ham ingen tvivl om, at en vis velstand er en forudsætning for velfærd og han gik klart efter en jævnere fordeling af velstanden. Budskabet er fortsat aktuelt. OECD har netop målt, at fem procent af danskerne i den arbejdsføre alder lever under OECDs fattigdomsgrænse, mens tre procent af børnene gør det. De mennesker har så svære velstandsproblemer, at de sandsynligvis også har velfærdsproblemer.

Men Bent Hansen viste også, at 1960ernes øgede lønninger og store vækst i den offentlige sektor ikke nødvendigvis sikrede velfærden. Vi kan leve i velstand uden nødvendigvis at have tryghed og trivsel, og selv velfærd er ikke nok til, at mennesker føler livskvalitet. Om folk oplever livskvalitet, kan de kun selv fortælle. Den norske statskundskabsprofessor Ottar Hellevik har imidlertid kunnet påvise, at livskvaliteten i høj grad er et spørgsmål om realistiske forventninger til livet.

Lykke og livskvalitet er altså ikke kun et spørgsmål om objektiv velstand og velfærd, men også om forventninger. Så hvis den aktuelle finanskrise fører til mere realistiske forventninger til livet, kan den give større livskvalitet. For eksempel hvis endnu flere drager den lære, at overbelåning er skadelig for velfærd og livskvalitet. Det er da en opløftende tanke, at der er situationer, hvor lidt større materiel resignation kan øge velfærd og livskvalitet! Livskvalitet handler om at finde balancen mellem til tider modstridende hensyn, herunder immaterielle.

Samfundsdebatten har bare mange politikere, økonomer og erhvervsfolk, som har studeret i årevis for at erstatte sund fornuft med den rene materielle fornuft. Vi er da også blevet en af verdens rigeste nationer. Men vi skulle måske huske, at vi står endnu højere på ranglisterne over lykke og fravær af korruption. Mørkemænd taler om, at velfærden er truet. Det ville være mere dækkende, hvis de sagde, at de ønsker velstandsvækst, ikke stagnation. Det er ærlig snak. Udfordringen må imidlertid være at øge livskvaliteten yderligere, så materiel velstand under det falske navn velfærd ikke står som et mål i sig selv.

Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet