Velfærdsteknologi kan blive eksportsucces

Danske virksomheder kan tjene et tocifret milliardbeløb på velfærdsteknologi til ældre og syge. Det vurderer en af Europas førende eksperter på området

Robotter og anden velfærdsteknologi til ældre og syge kan blive en gigantisk milliardsucces for de danske virksomheder bag opfindelserne.

Behovet for velfærdsteknologien kommer nemlig til at vokse eksplosivt i de kommende år, i takt med at manglen på personale i ældreplejen i hele Europa stiger. Det vurderer en af Europas førende eksperter på området.

- Det eksisterende velfærdsteknologiske marked for ældre og handicappede fylder i dag godt 1 til 2 milliarder kroner. Men markedet vil eksplodere i Danmark og Europa. Det bliver gigantisk, siger Claus F. Nielsen, International Manager i innovationshuset DELTA Business Development til Jyllands-Posten.

- I Danmark kommer vi til at se et nyt vindmølleeventyr i den tocifrede milliardklasse inden for 5-10 år. Det tør jeg godt skrive under på.

Også erhvervsorganisationen DI forudser, at velfærdsteknologien bliver et nyt, dansk erhvervseventyr.

- Vi tror på, at flere danske virksomheder vil bryde igennem som store spillere på området, og at vi i en ikke fjern fremtid vil se nye GN ReSound- eller Oticon-lignende succeser udfolde sig, siger Christian Graversen, konsulent i DI, til avisen.

I 2050 vil 150 millioner europæere være over 65 år mod 85 millioner i dag. Og i Danmark vil der mangle 67.000 ansatte i ældreplejen frem til 2019 ifølge fagforbundet FOA.