Bare rolig, fristes man til at skrive. De sociale ydelser – folkepension, børnecheck og uddannelsesstøtte – er ikke på vej ud med badevandet. Den universelle velfærdsstat, der i et halvt århundrede har kendetegnet de nordiske landes velfærdsmodeller, er ikke under afvikling. Den er bare ved at tilpasse sig virkeligheden, som den ser ud i dag. Det mener tidligere overvismand og professor i økonomi ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen, der i 2000’erne var formand for den velfærdskommission, der skulle give sit bud på fremtidens velfærdsstat.
”Der er intet i forskningen, der tyder på, at indretningen af vores velfærdssystem bevæger sig i en retning af andre velfærdsmodeller. Tværtimod ser vi, at den skandinaviske velfærdsmodel lever godt. Den kendetegnes stadig af grundlæggende universelle elementer – særligt i form af retten til velfærdsservices som uddannelse, sundhed og pleje. Når det er sagt, så er velfærdsstaten selvfølgelig under forandring. Vores velfærdsmodel er og bliver aldrig statisk.”
Torben M. Andersens kommentar skal ses i lyset af, at tidligere direktør for Socialstyrelsen Knud Aarup og grundlægger af begrebet ”konkurrencestaten”, professor emeritus Ove Kaj Pedersen, i mandagens og tirsdagens Kristeligt Dagblad erklærede, at ”drømmen om den universelle velfærdsstat er død”. De mener, at globaliseringen og konkurrencestatstankegangen har medført et skifte i velfærdssamfundets idealer, der kort sagt indebærer, at samfundet har bevæget sig i retning af en ny velfærdsmodel, hvor alle har pligt til at forsørge sig selv, mens kun de få, der ikke kan selv, skal hjælpes.
”Jeg synes, det er problematisk at stille det op på en måde, hvor man siger, at der var en god velfærdsstat på et tidspunkt, mens verden nu er af lave. Jeg er enig i, at der løbende er sket markante ændringer af vores velfærdsstat, men det er et vilkår, at der løbende vil forekomme tilpasninger. Jeg vurderer, at grundstrukturen vil være den samme også i fremtiden. Set i lyset af samfundsudviklingen har vores velfærdsmodel faktisk vist sig at være ret robust.”
De markante ændringer kommer særligt til udtryk i to politiske tiltag, vurderer professoren. Det første er opholdskravet, der bestemmer, at en udlænding skal have boet en vis tid i Danmark, før vedkommende kan modtage integrationsydelse. Det andet er beskæftigelseskravet, der bestemmer, om man har ret til dagpenge, hvis man bliver arbejdsløs.
”Indførelsen af opholdskravet er en principiel ændring, hvor skal man være en del af det danske velfærdssystem i tilstrækkelig lang tid, før man er ’fuldgyldigt medlem’. På den ene side kan man sige, at udviklingen er en måde, hvorpå vi beskytter den universelle velfærdsmodel. På den anden side kan man sige, at opholdskravet er et opgør med, at de grundlæggende sociale ydelser ikke er optjeningsbaserede. Jeg vurderer, at det er en tilpasning af modellen til øget migration.”
Den opfattelse deler Bent Greve, professor på Roskilde Universitet og forfatter til bogen ”Velfærdssamfundet: Enkelt, retfærdigt og effektivt”, der netop er udkommet. Den universelle velfærdsstat er ikke døende. Tværtimod er der i dag flere penge til velfærd, end der nogensinde har været, forklarer han. Når vi alligevel diskuterer velfærdsstatens deroute, så skyldes det, at det politiske fokus i årevis har været at højne serviceniveauet i vores kernevelfærd, mens vi har forringet velfærdsydelserne.
”Vores velfærdsydelser er ikke længere så generøse, som de var engang. Vi oplever, at flere tegner en privat arbejdsløshedsforsikring, fordi dagpengene er blevet forringet. Problemet består altså i, at vi har vægtet servicedelen af den universelle velfærdsmodel for højt, mens vi har skåret på de sociale ydelser, der er vigtige for dem, der står på kanten af samfundet. Og det er klart, at finder man ikke politisk en balance mellem at sikre god service på den ene side og tilstrækkelige sociale ydelser på den anden, så er der en risiko for opsplitning og mindre social sammenhængskraft, der på sigt kan true den universelle velfærdsmodel.”
Formand for Frivilligrådet Mads Roke Clausen har fulgt debatten om velfærdsstatens fremtid. Heller ikke han mener, at den universelle velfærdsmodel er under afvikling.
”Når det er sagt, så skal vi erkende, at velfærdssystemet har ændret karakter og erkende, at vi måske gik for langt i vores forventning til staten, da vi også tænkte, at sosu-assistenten skulle udgøre en social relation for den ældre. Er det en afvikling af den universelle velfærdsstat at sige, at staten ikke skal varetage individets sociale relationer? Det mener jeg ikke. Vi bør bruge denne debat til at trække en ny demarkationslinje for, hvor den universelle velfærd skal gå til, og hvor civilsamfundet kan tage over,” siger han.