Velkommen i byrådet: Vi har penge nok, men må ikke bare bruge løs

De fleste kommuner svømmer i penge, men de mange kommende medlemmer af kommunalbestyrelser og regionsråd må stadig indstille sig på at skulle prioritere hårdt mellem deres mange valgløfter

Hurtigt vil det stå klart for kommunalbestyrelsesmedlemmerne, at de stadig kommer til at prioritere benhårdt, når budgetterne skal lægges. Her ses valgplakater for kandidater i Viborg.
Hurtigt vil det stå klart for kommunalbestyrelsesmedlemmerne, at de stadig kommer til at prioritere benhårdt, når budgetterne skal lægges. Her ses valgplakater for kandidater i Viborg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Så blev krydserne sat, og når disse linjer læses, begynder borgmesterkæderne at blive fordelt i mange kommuner. Nu melder den kommunale hverdag sig, hvor de mange valgløfter om bedre ældrepleje, flere klimaindsatser, bedre skoler, nye veje, kulturinstitutioner og meget andet skal indfries.

På papiret skulle der være råd til en del i langt de fleste kommuner. Over de sidste ti år har de konsekvent brugt færre penge, end de har fået ind, og det har fået kommunekasserne til at svulme. Over 50 milliarder kroner ligger der nu i likvide midler, hvilket næsten er en fordobling siden finanskrisen. I gennemsnit svarer det nu til over 10.000 kroner pr. indbygger.

Meget hurtigt vil det dog stå klart for kommunalbestyrelsesmedlemmerne, at de stadig kommer til at prioritere benhårdt, når budgetterne skal lægges. Det bliver en pædagogisk øvelse, ikke mindst for de nyvalgte medlemmer, mener forskningsprofessor Kurt Houlberg, fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

"Langt de fleste steder bugner kommunekassen, og de kan dårligt få lukket låget på den," siger han.

"I helikopterperspektiv tror jeg, det bliver en af de helt store udfordringer, især for nyvalgte kommunalpolitikere at forstå det med, at ’vi har masser af penge i kommunekassen, så hvorfor skal vi igen og igen ud i disse spare- og omprioriteringsrunder?' Og det er også svært for dem at forklare vælgerne det."

De såkaldte service- og anlægslofter sætter grænserne for, hvor mange penge der kan bruges på at drive den offentlige sektor under et. Dermed sætter det også rammerne for, hvad kommunerne må bruge i det enkelte år, uanset hvor mange penge, de hver især har.

"Der to hovedforklaringer på, at de kommunale pengekasser har vokset sig så store. Den ene er, at vi i ti år har haft en budgetlov, hvor staten har kunnet straffe kommunerne økonomisk, hvis de overskred deres budgetter i et enkelt budgetår. Det er dog endnu aldrig sket, men staten kan skære op til tre milliarder kroner af kommunernes bloktilskud, hvis kommunerne overskrider serviceloftet."

"Alene den trussel har virket utrolig effektivt. I de første år efter, at loven trådte i kraft, brugte kommunerne mellem fire og seks milliarder kroner mindre hvert år, end de havde budgetteret med," siger han.

"Den anden hovedforklaring er, at for at holde hånden under de kommuner, som faktisk har økonomiske problemer, har staten i flere år ydet et såkaldt finansieringstilskud," siger Kurt Houlberg.

Det tilskud er blevet smurt bredt ud over alle kommuner gennem det bloktilskud, staten giver dem, og derfor har mange kommuner fået penge, de reelt ikke har kunnet bruge til noget.

Hvorfor sætter kommunerne så ikke skatterne ned, hvis de alligevel ikke må bruge pengene?

"Langt de fleste kommuner vil politisk foretrække at bruge pengene på velfærd i stedet for at sætte skatterne ned. Det gælder uanset partifarve, og det er også, hvad flertallet af vælgerne ønsker."

På Christiansborg understreger Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen, at det samlede økonomiske råderum for stat, regioner og kommuner er uændret, uanset hvilken kasse pengene tages fra.

"Så hvis kommuner bruger penge, går det beløb fra det samlede råderum. Så man skal passe på med at give budgetloven eller andre teknikaliteter skylden for, at der skal foretages politiske prioriteringer. Det er en del af virkeligheden, at penge kun kan bruges en gang," siger Christian Rabjerg Madsen.

Han medgiver dog, at det budgetteknisk er uhensigtsmæssigt, hvis kommunerne fortsat hober penge op, og at der ligger en pædagogisk opgave for alle nyvalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer i at forstå, at likviditet er en ting og nødvendige politiske prioriteringer er en anden.

Venstres kommunalordfører Anni Mathiessen forstår godt, at borgmestre og lokalpolitikere kan være trætte af, at de ikke bare kan bruge, hvad de har i kassen, men hun mener også, at det er vigtigt, at der fortsat er en overordnet ramme for den kommunale økonomi. Slippes tøjlerne løs, kunne det gå helt galt.

End ikke velstillede Venstreledede kommuner har hidtil brugt den ekstra likviditet til at sænke skatterne med, hvad de ellers godt kunne.

"Det er de enkelte borgmestre og kommunalbestyrelser, som afgør det, men personligt synes jeg da, at det er lidt ærgerligt, at flere Venstre-borgmestre ikke tør sætte skatten ned. Især hvis de har penge nok i kassen," siger Anni Matthiesen.