Siden grundloven fra 1849 har den danske demokratiske stat gennemløbet forskellige udviklingstrin. De enkelte trin erstatter ikke hinanden, for de gamle trin er indlejret i de nye. Akkurat som en russisk Babushka-dukke, hvor nye dukker lægger sig uden om de gamle.
Første trin – eller dukke – er den demokratiske retsstat, som Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 indebar. De borgerlige frihedsrettigheder og magtens tredeling blev slået fast. Der blev gjort op med privilegiesamfundet med princippet om næringsfrihed, som blev lov i 1862. Vel havde kun omkring 15 procent af befolkningen i første omgang stemmeret, men rammen var lagt for, at der kunne komme flere til, hvad der så også gjorde.
Konturerne af andet trin af den danske demokratiske stats udvikling ses så småt allerede i 1930’erne med K.K. Steinckes socialreform, som Kanslergadeforliget havde skabt den politiske opbakning til. Allerede i Junigrundloven var der lagt op til, at personer, som uden egen skyld ikke var i stand til at forsørge sig selv, kunne forvente at få hjælp fra staten. Hjælpen var dog meget beskeden og blev tildelt efter helt forskellige kriterier rundt om i Danmark. Med socialreformen i 1933 blev kriterierne for at modtage sociale ydelser gjort mere objektive og ensrettede. De gik fra at være almisser til i højere grad at være rettigheder.
Efter Anden Verdenskrig tog udviklingen mod en egentlig velfærdsstat fart fra slutningen af 1950’erne samtidig med den internationale økonomiske højkonjunktur. Loven om folkepension i 1956. Udbygningen af hospitaler og universiteter i 1960’erne og 1970’erne. Langt flere vuggestuer og børnehaver. Højere understøttelse ved arbejdsløshed og sygdom. Med lov om social bistand 1974-76 var Danmark fuldt ud blevet en universalistisk velfærdstat, hvor ydelser og service blev ydet efter kriterier, som i princippet er ens for alle. Velfærdsstaten erstattede ikke retsstaten. Den blev en ny Babushka-dukke udenom.
Allerede i slutningen af 1970’erne begyndte statskundskabsforskere og filosoffer at skrive om en ny form for politik, som de påregnede ville blive meget vigtig i fremtiden – biopolitikken. Ophavsmanden til begrebet var den franske filosof Michel Foucault. Biopolitikken drejer sig om at gribe ind i borgernes liv i kraft af deres egenskab som biologiske størrelser. Det er ikke noget, som retsstaten kerede sig om, men velfærdsstaten lægger op til det, blandt andet fordi borgerne i hvert fald på kort sigt koster mindre i ydelser fra det offentlige, hvis de lever sundt. Ikke mindst den økonomiske krise i 1970’erne og dele af 80’erne skubbede til alt, hvad der kunne spare det offentlige for udgifter.
Det er imidlertid først i de seneste år, at biopolitikken sådan for alvor er blevet en helt almindelig del af den politiske værktøjskasse. Regler alle vegne om rygning, politiske indgreb på grund af mænds dårlige sædkvalitet, anbefalinger om maksimalt alkoholindtag, initiativer mod fedme hos børn og politiske målsætninger om borgernes motion er blevet ganske almindelig politik i de fleste vestlige lande.
Coronakrisen har imidlertid givet biopolitikken en slagkraft, som den ingensinde har haft tidligere. Ligesom bistandsloven er den danske velfærdsstats lov par excellence, har epidemiloven fra marts 2020 samme status, for så vidt angår biopolitikken. Under coronakrisen har staten blandt andet med udgangspunkt heri talrige gange udstedt regler og anbefalinger om borgernes aktiviteter, om hvordan og hvor mange man må forsamles, om omgangsformer, hvordan man optræder i butikker, hvem man bør ses med og i hvilket omfang og mange lignende ting. Alt sammen har det naturligvis haft til formål at holde smitten med Covid-19 nede mest muligt.
Selvom optakten har været der i længere tid, er det først med coronakrisen, at en ny Babushka-dukke er blevet sat uden om retsstaten og velfærdsstaten i form af bio-staten. Nu har den demokratiske stat i Danmark for alvor vist, at den også er en fuldt udviklet bio-stat. Naturligvis er mange af forholdsreglerne under coronakrisen blevet trukket tilbage, efterhånden som vaccineringen er rullet ud. Men potentialet til at agere bio-stat er der, og det vil sagtens kunne blive anvendt igen. Den politiske interesse for borgernes bio-sfære er i hvert fald vedvarende stor. Vi lever også i en bio-stat.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab på Københavns Universitet