Historien gentager sig aldrig helt, men når Folketinget i dag holder sin rituelle afslutningsdebat, er der påfaldende paralleller 11 år tilbage i tiden.
Dengang stod Danmark på toppen af en voldsom højkonjunktur med stigende boligpriser og lønninger samt boomende aktiemarkeder, og politikerne kappedes om, hvem der kunne tilbyde de største velfærdsforbedringer. Udlændinge- og integrationspolitikken spillede også dengang en hovedrolle, og Ny Alliance blomstrede kortvarigt op på sloganet vendt mod Dansk Folkeparti om, at ”nok var nok”.
De økonomiske vismænd har netop erklæret, at Danmark efter 10 år igen befinder sig i en økonomisk højkonjunktur, og som i 2007 mener den Venstre-ledede regering, at der er råd til både velfærdsforbedringer og skattelettelser. På ét væsentligt punkt er situationen dog en anden end dengang. I dag er der et meget tæt politisk samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, som sætter regeringen under et langt større pres end tidligere.
Så sent som i går svang de to partier igen taktstokken i forhandlingerne om en ny energiaftale. De afviste væsentlige dele af regeringens finansieringsforslag. Regeringen ville tage 7,7 milliarder kroner af det såkaldte råderum til at bygge havvindmøller og sænke energiafgifter for, men den går ikke. Råderummet skal bruges til mere velfærd, og dermed må regeringen finde en anden finansiering, lød det.
Hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti bryder sig om skattelettelser, og for Dansk Folkeparti er det en ekstra bonus, at man igen kan genere især Liberal Alliance, der nødigt i næste valgkamp skulle kunne flage med, at man har skaffet borgerne en billigere elregning.
Parløbet mellem Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF) blev for alvor indledt i et fælles interview i fagforeningen 3F’s Fagbladet i februar 2017, og siden har de to partier i sag efter sag tvunget regeringen til at rette ind.
Regeringens stort anlagte 2025-plan, der skulle give massive skattelettelser og øge arbejdsudbuddet betragteligt, endte som forholdsvis små tekniske justeringer, der især skulle gøre det mere interessant for lavtlønnede at spare op til pensionen.
Nogle skattelettelser er det dog blevet til, men de har ikke den store effekt på arbejdsudbuddet, hvad der ellers er nok så væsentligt under en højkonjunktur, hvor virksomhederne begynder at mangle arbejdskraft. Det vil De Radikale formentlig gøre en del ud af under dagens afslutningsdebat, og regeringen har bebudet, at den vil erklære omkring 20.000 kontanthjælpsmodtagere for jobparate, men ellers får det med arbejdsudbud næppe den store opmærksomhed.
Politikerne har i høj grad blikket rettet mod valget. Det er her, Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis tætte samarbejde for alvor bliver interessant for, hvad der langsigtet skal ske i dansk politik.
I udlændinge- og retspolitikken har Socialdemokratiet lagt sig tæt op ad Dansk Folkeparti og står derfor også bag den seneste ghettopakke, som har været regeringens værdipolitiske slagnummer det seneste halvår.
Mette Frederiksens problem er, at hverken De Radikale eller Alternativet køber S-DF-alliancen. De to mulige støttepartier for en mulig socialdemokratisk regering vil ikke skrive under på et regeringsgrundlag, der kopierer den nuværende udlændingepolitik. Det kommer Socialdemokratiet til at forholde sig til, senest i valgkampen.
For regeringen og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bliver Dansk Folkepartis parløb med Socialdemokratiet imidlertid også et stigende problem, fordi det bliver stadig sværere at argumentere for, at VLAK-regeringen vil kunne fortsætte efter valget, selv hvis der igen bliver borgerligt flertal.
I et lidt større perspektiv kan problemet blive, at landet reelt ikke kan regeres, og at der ikke kan gennemføres en ”nødvendig” politik, som dæmmer op for den næste store krise. I 2007 gik der kun et år fra den buldrende højkonjunktur til den finanskrise, der skabte det største økonomiske tilbageslag i Danmark siden Anden Verdenskrig.