Prøv avisen

Naser Khaders velkomstbrev til flygtninge: Lad være med at låse jer inde

Kristeligt Dagblad har bedt en række markante danskere skrive et velkomstbrev til de flygtninge, der netop nu kommer til landet. Naser Khader har skrevet det første brev, og de resterende bringes i den følgende uge. Foto: Thomas Lekfeldt

Kristeligt Dagblad har bedt en række markante danskere skrive et velkomstbrev til de flygtninge, der netop nu kommer til landet. Lær sproget, kom ud blandt danskerne og tro ikke på dem, der siger, at Danmark er et racistisk land, lyder det fra Naser Khader i det første brev

Fortalt af Naser Khader

Kære flygtninge. Hvis I har flygtningestatus, vil jeg gerne byde jer velkomne som medborgere i et nyt land. Det vil jeg ikke, hvis I er illegale immigranter eller på anden vis ikke er berettiget til opholdstilladelse i Danmark.

For det første skal I vide, at vi fra det danske samfund kræver, at I er totalt lovlydige, og at I totalt vil assimilere jer selv i forhold til demokratiet. I behøver ikke at assimilere jer kulturelt og religiøst, men folkestyret kan vi ikke gå på kompromis med.

Når jeg holder oplæg for nyankomne flygtninge i Danmark, bruger jeg tit det billede, at her i jeres nye land skal I bygge et nyt hus.

Kravet er, at fundamentet er det samme for alle borgere, også jer, nemlig demokrati, lighed for loven, frisind og tolerance. Hvordan I så vil bygge oven på fundamentet, hvor mange etager, hvor mange rum, hvilke farver, er op til jer selv.

Her er der plads til forskellighed, blot I ikke undergraver demokratiet og skaber parallelsamfund.

For det andet skal I vide, at vi I Danmark ikke har en maskine, hvor vi trykker på en knap til god integration. Hovedansvaret for integrationen ligger hos jer.

I skal være aktive. Engagér jer i foreningsliv og fritidsaktiviteter. Sørg for, at jeres børn kommer til kammeraternes fødselsdage og invitér selv kammerater til jeres børns fødselsdage.

Det er ved at opbygge netværk, man kommer ind i det danske samfund. Tre fjerdedele af alle job går til nogen, som kender én, der i forvejen er på arbejdspladsen. Jeg blev selv som syrisk indvandrerdreng integreret i Danmark gennem at gå til karate og fodbold, og jeg kan huske, når der var én, der fik en praktikplads hos elektriker Rasmussen, fordi han havde lært nogen at kende derfra via fodboldklubben.

For det tredje skal I vide, at jeres største og vigtigste udfordring bliver at lære det danske sprog.

Jeg hørte engang en sprogekspert sige, at man højst lærer en tredjedel af det dansk, man skal kunne, i skolen. Resten lærer man ved at omgås folk uden for skolen, ved at tale sproget med andre. Der er i Danmark mange ting, som ikke bliver direkte sagt, men ment. Der er mange hentydninger og antydninger, som man ikke kan læse sig til, men må leve sig ind i. Ligesom demokratiet.

I Danmark er det desværre sådan, at ni tiendedele af flygtninge og indvandrere ikke omgås danskere, og ni tiendedele af danskerne ikke omgås flygtninge og indvandrere. Det er et stort problem. Jeg plejer at sige, at det vigtigste møbel i Danmark er bordet. Det er omkring dét, vi allesammen skal sætte os og få integrationen til at fungere.

Jeg har tidligere arbejdet som integrationskonsulent, og jeg plejede altid at sige, at I skal lade være med at låse jer inde bag fordomme om danskerne.

Tro ikke, at I ikke har en chance på grund af jeres hudfarve, jeres religion eller fordi I hedder Muhammed. Hvis I kan blive synliggjort som enkelte individer, vil I også blive opfattet og vurderet som enkelte individer. Lyt ikke til dommedagsprofeterne, som siger, at Danmark er et racistisk land og et forfærdeligt sted at være for flygtninge. Jeg kender danskerne, og jeg ved, at det kun er meget få, som er racister. Nogle fordomme om danskerne er der hold i, men mange af dem er overdrevne.

Jeg snakkede engang med en ung fyr, som sagde, at han hadede danskerne, fordi de ikke ville give ham et arbejde. Jeg spurgte, om han havde prøvet at søge et job. Det havde han ikke. Det, at han ikke kunne få job, var bare noget, han havde hørt.

Hvis I kan sproget, er udadvendte, åbne og engagerede, så vil I opleve, at danskerne er farveblinde over for hudfarve og religion. Men hvis I kommer og råber: ”Islamisk Stat!”, ”Vi elsker Osama bin Laden!” eller ”Sharia!” - så skal I ikke blive overraskede, hvis der er danskere, der svarer: ”Skrid!”