Prøv avisen

Venø Kirke er Danmarks mindste

Venø Kirke, der måler 12 gange 6,2 meter -- inklusive kirkeskib og kor, der går ud i ét -- har måttet installere udendørs højtaleranlæg, fordi kirkegængerne ved større begivenheder ofte er henvist til kirkegårdspladsen. En udvidelse af kirken, og dermed faren for at miste betegnelsen som Danmarks mindste kirke, har derimod ikke været på tale. -- Foto: Vibeke Tofte.

Den 74 kvadratmeter store Venø Kirke var tidligere så fattig, at den hverken havde råd til inventar eller ordentlige kirkebænke. I dag kæmper den ofte med pladsmangel og såmænd også om retten til at kalde sig landets mindste kirke

Selvom Venø Kirke i Limfjorden med sine blot 12 gange 6,2 meter ikke syner af meget, rummer den ikke desto mindre en masse fortællinger og historie. Om gale præster, et ludfattigt sogn og senest retten til at kunne kalde Danmarks mindste kirke.

For at begynde med det sidste har både Venø Kirke og Lodbjerg Kirke i Thy gennem flere år hævdet at være landets mindste. Men nu er sagen tilsyneladende afgjort. Ifølge mag.art. Hugo Johannsen fra Nationalmuseet, der er redaktør på bogværket Danmarks Kirker, måler Lodbjerg Kirke nemlig 17 gange 7,2 meter. Og derfor vil Venø Kirke i museets kommende udgivelse om kirkerne i det gamle Ringkøbing Amt blive betegnet som "Danmarks mindste".

Kirken, der er Venøs ubestridt ældste bygning, stammer tilbage fra slutningen af 1500-tallet og afløste et lille middelalderligt kapel af træ. Og endda blev stenkirken, som endnu i 1600-tallet var stråtækket, bygget i to etaper – først den østlige halvdel og efter nedrivningen af trækapellet den vestre del. Først i 1863 har sognet haft råd til at give kirken den nuværende størrelse med et våbenhus, der ifølge menighedsrådsformanden i Venø Sogn, Ove Bjerre-Pedersen, er så lille og lavtloftet, at det "sandsynligvis er det sted på Venø, hvor der bliver bandet mest, fordi folk slår hovedet op i loftet eller ind i bjælkerne".

– Våbenhusets størrelse skyldes, at man allerede havde bygget kirkeklokken ind i kirkemuren på det tidspunkt. Og da man ikke ville flytte den, måtte våbenhuset blive derefter, siger han.

Netop kirkeklokken er ligesom kirkens sølv, døbefont, alterkalk og alterlysestager doneret af godsejeren fra det nærliggende Volstrup gods eller af nogle af de præster, kirken har haft gennem tiden.

Historisk set har Venø nemlig været ludfattig. Faktisk så fattig, at man i sin tid var nødt til at male imiterede bænkegavle med folks initialer på kirkens nordlige væg. Man havde ganske enkelt ikke råd til ordentlige kirkebænke.

Sognets fattigdom og kirkens geografiske placering betød også, at ingen præster havde lyst til at virke på Venø.

Derfor indførte digterpræsten H.A. Brorson, der var kirkens biskop i 1750, en ordning, hvor præsterne "efter seks års tro tjeneste på Venø" havde ret til et "ordentligt embede".

Og det var det ikke sjældent, at øen endte med at få en præst, der enten var drikfældig, bindegal eller begge dele.

Straffen var tilmed dobbelt for Venøs børn, der også skulle trækkes med præsten i dagligdagen, idet stillingen også indebar, at man var øens skolelærer. Værst var dog præsten Johannes Mathiesen Bakke fra slutningen af 1700-tallet, der ikke bare tævede skolebørnene og konfirmanderne, men også ønskede menigheden "døden og djævlen i vold" under velsignelsen.

– Historisk set har øen været kendt for, at hver anden præst ikke var rigtig klog – enten fra begyndelsen eller i det mindste, når de tog herfra. Men det er heldigvis fortid nu, ler Ove Bjerre-Pedersen.

I dag slås kirken med helt andre problemer. Af den mere positive slags forstås.

Kirken, hvor der er plads til mellem 50 og 55 kirkegængere alt efter årstidens påkrævede påklædning, er meget velbesøgt. Menighedsrådet måtte derfor få ophængt højtalere udendørs for et par år siden, så de mange besøgende, der ikke har fået plads inde i kirken, kan følge med i, hvad der foregår i det lille kirkerum ude fra selve kirkegården. Særligt giftelystne par udefra er valfartet til kirken de senere år. En interesse, der i de seneste år er blevet så stor, at kirken har måttet lægge restriktioner på, hvem der kan gifte sig i kirken.

Men også i hverdagen uden for sommersæsonen er kirken populær. Det er således flere år siden, at kirken har haft messefald på grund af manglende fremmøde, fortæller Ole Bjerre-Pedersen.

– I gennemsnit har vi en kirkegangsprocent på over 15. I søndags, der var en helt almindelig kedelig søndag, var vi 23 kirkegængere. Det synes jeg er godt gået, når man tænker på, at vi er 180 mennesker i hele sognet, siger han.

Må vi har fra bagsideredaktionen foreslå, at det med sådan en popularitet måske var på tide med en udvidelse af kirken?

revsbech@kristeligt-dagblad.dk

Ifølge menighedsrådsformand Ove Bjerre-Pedersen er der plads til 50 kirkegængere i Venø Kirke om vinteren og op imod 55 om sommeren, når folk ikke længere har vinterfrakkerne på. -- Foto: Arnold Mikkelsen/Danmarks Kirker/Nationalmuseet.