Prøv avisen

Venskab er den bedste kur mod krigens traumer

Popal Naseri og René Meyrowitsch i Popals ungdomshybel i Værløse. Selvom der er 49 års aldersforskel på de to, og deres livshistorier er vidt forskellige, beskriver de begge følelsen af ensomhed som den største omkostning ved at have oplevet en traumatiseret barndom. Foto: Leif Tuxen

Fællesskaber og venskaber med andre børn og voksne er helt afgørende for at slippe barndommens traumer, siger den 22-årige Popal Naseri, der kom til Danmark som uledsaget flygtningebarn efter tvangsrekruttering af Taleban og en farlig flugt fra Afghanistan. 71-årige René Meyrowitsch, der havde en barndom i skyggen af holocaust, er enig

Den 71-årige René Meyrowitsch kan ikke huske, at hans mor nogensinde har givet ham et kys eller et kram. Men han kan huske forældrenes skænderier og deres korte lunte, der betød, at de ofte skældte ud.

Hans familie er af jødisk afstamning, og forældrene og hans otte år ældre storebror var blandt de cirka 500 danske jøder, der blev ført til koncentrationslejren Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet i oktober 1943. I foråret 1945 var hans familie blandt de danske jøder, der blev reddet af de berømte hvide busser. Men mange år efter krigen var familiens 18 måneder lange ophold i den nazistiske koncentrationslejr stadig omgærdet af tavshed.

”Jeg er født den 17. januar 1946. Jeg plejer at sige, at enten er jeg undfanget i kz-lejren eller på vej til Danmark, mens amerikanske bomber regnede ned over den skov, hvor bussen søgte skjul. Jeg er vokset op i et hjem, hvor mine forældres traumer prægede min barndom. Mine forældre gjorde det så godt, de kunne, men på grund af de oplevelser, de havde haft, magtede de ikke at give deres børn ret meget omsorg. Deres manglende nærvær har betydet, at jeg altid har en grundlæggende følelse af at være alene og føle mig anderledes. Så jeg forstår rigtig godt de børn, der i dag bliver påvirket af krig og flugt,” siger René Meyrowitsch, der i mange år var leder af en daginstitution og i dag arbejder frivilligt med at hjælpe uledsagede flygtningebørn.

Blandt andet arrangerede han sidste år en støttekoncert, der resulterede i et overskud på 80.000 kroner til en Røde Kors-ferielejr for flygtningebørn.

Den 22-årige Popal Naseri kom til Danmark i 2010 som uledsaget flygtningebarn fra Afghanistan efter en turbulent flugt fra Taleban, der havde forsøgt at tvangshverve ham til at begå et selvmordsangreb. Selvom hans historie på mange måder er helt forskellig fra René Meyrowitschs, har de begge oplevet, at følelsen af at være alene i verden er den største omkostning ved de traumatiske oplevelser, de var igennem som børn.

Kristeligt Dagblad møder den 71-årige tidligere pædagog og den 22-årige flygtning i Popal Naseris lille værelse i en ungdomsbolig i en nedlagt bondegård i Værløse nord for København. De deltager begge i en konference om det gode børneliv for flygtningebørn, der holdes af Center for Børneliv i samarbejde med Børns Vilkår og Dansk Flygtningehjælp i København på torsdag.

Popal Naseri voksede op i en by i det sydlige Afghanistan. Hans far var regeringstro politiofficer og blev myrdet ved et bombeattentat, da Popal Naseri var 10 år, og efter faderens død mistede han sin mor. Det var moderens brødre, der tog sig af den forældreløse dreng. De var i modsætning til Popals far støtter af Taleban-bevægelsen, og Popal Naseri fortæller, at hans onkler gradvist forsøgte at indrullere ham i den yderligtgående islamistiske gruppe. Popal Naseri var 11 år, da han fik spændt et selvmordsbombe om livet. Men han kunne ikke få sig selv til at trykke på udløseren, så angrebet blev ikke fuldført.

Med hjælp fra en ældre søster lykkedes det ham senere at stikke af fra Taleban og flygte først til Iran og siden til Tyrkiet og Europa. Flugten blev organiseret af menneskesmuglere, som familien hyrede. Rejsen var farlig. Popal Naseri fortæller, at han pådrog sig et alvorligt benbrud, da han faldt ned fra en lastbil i Tyrkiet og derefter blev kørt over. Som 13-årig levede han flere måneder som illegal flygtning i Istanbul, inden han illegalt blev ført over Middelhavet til Grækenland i en gummibåd.

Han kom til Danmark som uledsaget flygtningebarn i maj 2010. I dag har han opholdstilladelse i Danmark de næste seks år, og han har fast arbejde i en kantine og planer om at gå på hf. For nylig kom hans bror til Danmark som uledsaget flygtningebarn, men ellers har Popal Naseri ikke kontakt med sin familie i Afghanistan.

De første år efter flugten havde Popal Naseri mareridt næsten hver nat.

Han drømte om krigen i Afghanistan og flugten. I dag har han sjældent mareridt. Til gengældbetegner han ensomheden som det største problem efter ankomsten til Danmark.

”Det var virkelig svært at glemme de ting, jeg havde oplevet. Da jeg kom, var jeg helt alene, og samtidig var det svært at lære sproget. Jeg havde en følelse af at være meget anderledes, og at ingen rigtig forstod, hvad jeg havde været igennem. De første fire år i Danmark følte jeg mig virkelig ensom, selvom jeg dyrkede taekwondo og gjorde meget for at komme i kontakt med andre unge,” fortæller Popal Naseri.

Men hans tilværelse tog en drejning, da han mødte ægteparret Merete og Jarle Tangsted fra frikirken Kirken i Kulturcentret. De åbnede deres hjem for ham, og i dag besøger han familien Tangsted i weekenderne.

”Jeg kan snakke med dem om alt. For tre år siden spurgte jeg, om jeg måtte kalde Merete og Jarle mor og far, og de sagde ja. I dag er jeg ikke ensom på samme måde som før, fordi jeg har en familie, jeg kan komme hos,” siger Popal Naseri, der betegner sig selv som sekulær muslim.

Han forsøger i dag at hjælpe andre flygtningebørn i Dansk Flygtningehjælps ungdomsnetværk. Netværket arrangerer gratis udflugter, lektiehjælp og andre aktiviteter for børn og unge, der er kommet til Danmark som flygtninge.

”Der er så mange muligheder i Danmark, og det er med at bruge dem. I forhold til at komme videre med mit liv her i Danmark betyder det meget for mig, at jeg kan hjælpe andre unge – også de unge, der lige nu søger asyl. Det har givet mig en mening i tilværelsen, at jeg kan hjælpe andre,” siger Popal Naseri.

Réne Meyrowitsch var barn i Brønshøj i 1950’erne. Hans far var finmekaniker på en telefonfabrik, og hans mor var hjemmegående.

”Min mor kom fra Litauen. Hun havde mistet næsten hele sin familie under Anden Verdenskrig, og hun var meget nedbrudt efter krigen og havde ikke ret meget overskud til at tage sig af sine børn. Men til gengæld var der en onkel og tante, som sagde: ’Kom hjem til os’. Noget af det bedste var at komme i deres lejlighed i Vanløse. Jeg kunne komme og gå i deres hjem, som jeg ville, og de havde altid tid til at snakke. Det gode børneliv kræver, at børn er sammen med voksne, der har overskud til at tage sig af dem,” fortæller René Meyrowitsch.

Hans positive minder fra barndommen skyldes i høj grad fællesskaberne i fodboldklubben, feriekolonier og samværet med andre børn i Brønshøj.

”Uden fællesskaberne og de venskaber, det gav, var jeg ikke kommet igennem barndommen,” siger René Meyrowitsch.

Han betegner følelsen af at føle sig alene som både en styrke og en svaghed.

”Jeg har brugt mange år på at bearbejde de sår, barndommen gav ved blandt andet at gå i terapi. Men min livshistorie har også givet mig vedholdenhed og styrke samt lysten til at hjælpe og danne fællesskaber med andre mennesker. Selvfølgelig kan man som traumatiseret flygtningebarn gå til psykolog, men psykologen kan ikke erstatte det nære samvær med andre børn og voksne,” siger René Meyrowitsch.

Hans indsats for at hjælpe flygtningebørn bunder ikke mindst i den taknemmelighed, han føler over, at en gruppe frivillige danskere og svenskere reddede hans familie ud af Theresienstadt:

”Hvis ikke det var for de frivillige, der hentede de danske jøder, havde jeg ikke siddet her i dag.”

Den 22-årige Popal Naseri kom til Danmark i 2010 som uledsaget flygtningebarn fra Afghanistan efter en turbulent flugt fra Taleban, der havde forsøgt at tvangshverve ham til at begå et selvmordsangreb. Selvom hans historie på mange måder er helt forskellig fra René Meyrowitschs, har de begge oplevet, at følelsen af at være alene i verden er den største omkostning ved de traumatiske oplevelser, de var igennem som børn. Foto: Leif Tuxen