Prøv avisen

Venskabet gjorde mennesket dominerende

Den nyeste chimpanseforskning viser, at meget af abernes sociale liv er bygget op omkring udveksling af varer og ydelser. Endda i sådan en grad at man kan tale om venskab i sin mest grundlæggende form. Foto: sxc.xchng

Det er menneskets natur at forlange noget for det, vi giver andre, viser ny abeforskning. De, der har trodset naturen, har vi dog glorificeret gennem historien

Øje for øje, tand for tand, lyder det i Det Gamle Testamente, og det er ikke tilfældigt. Princippet om gensidighed er en rodfæstet del af den menneskelige natur. Så rodfæstet, at den kan spores flere millioner år tilbage og kan iagttages hos vores nærmeste artsfælle, chimpansen.

LÆS OGSÅ: Aber afslører venskabets oprindelse

Den nyeste chimpanseforskning viser således, at meget af abernes sociale liv er bygget op omkring udveksling af varer og ydelser. Endda i sådan en grad at man kan tale om venskab i sin mest grundlæggende form. Den sociale aktivitet har altså overlevet evolutionens gang, fordi det åbenbart kan betale sig at give fra sig i den forventning, at man får noget igen.

Det Nye Testamente illustrerer dog menneskets påvirkning på dette urvenskab, mener professor i social- og personlighedspsykologi ved Aarhus Universitet Henrik Høeg-Olesen. Her er øje for øje nemlig udskiftet med det noget mere komplicerede budskab om at vende den anden kind til:

Det er unikt for mennesket og meget sigende, at vi får Det Nye Testamente som overbygning på Det Gamle Testamente. Man skal ikke bare tage tilbage, hvad der er taget, man skal give for at få. Man skal endda være selvopofrende. Det magter aberne slet ikke i samme grad. Det har så vist sig at være noget, mennesket også har svært ved. Kun de færreste kan tilsidesætte behovet for at få noget igen, fordi det er at gå i rette med vores natur. Måske netop derfor har vi glorificeret eller helgenkåret de få, der har evnet at gøre det.

Mennesket og chimpansen har næsten 99 procent af deres gener til fælles. Men med udviklingen af den menneskelige hjerne har vi fået mulighed for at redigere langt mere i, hvor meget vi lader naturen styre os, og hvor meget det miljø, vi er i, får lov til at påvirke vores adfærd. Det er derfor ganske enestående for menneskearten, at vi umiddelbart kan samarbejde med helt fremmede. Vi kan sidde til store festivaler, rejse rundt i verden og koordinere vores adfærd med næsten hvem som helst. Vi indordner os endda under hele samfunds normer. Så langt rækker vores tillid til gensidigheden, hvorimod abernes kun gælder deres nære gruppe. De angriber fremmede artsfæller pr. instinkt med livet som indsats, forklarer Henrik Høeg-Olesen:

Noget tyder på, at naturen har selekteret en bestemt form for socialitet: venskaber i forskellig form. Ved at hjælpe og stole på hinanden har vi udviklet os til at blive den klart dominerende art.

henriksen@k.dk