Prøv avisen

Venstre bøvler med magtens træthed

Den sidste time af landsmødet søndag blev brugt til at reklamere for de resultater, Venstre har opnået i den seneste valgperiode. Derimod var det småt med budskaber til offentligheden om, hvad partiet vil fremover. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Hvad vil Venstre med regeringsmagten efter næste valg? Det kom der ikke mange bud på fra partiets landsmøde i Herning denne weekend. Det blev i stedet præget af formandsdiskussion

Det mærkelige er ikke, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har viljen til at blive Venstres formand. Det mærkelige er, at hun i weekenden benyttede Venstres landsmøde i Herning få måneder før næste folketingsvalg til at så tvivl om næstformand og finansminister Kristian Jensens position som partiets kronprins.

Men det gjorde hun. Ikke ved at erklære et officielt kandidatur til at overtage formandsposten, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et tidspunkt må trække sig eller bliver væltet, men ved før og under landsmødet i interviews til højre og venstre at tale om sin vilje til en dag at lede sit parti – hvis ”det kom dertil”, som hun formulerede det i det første af interviewene med Altinget.dk.

Selv afviste hun, at hun havde meldt sig som formandskandidat – hun svarede blot på de spørgsmål, hun blev stillet, og at hun svarede det samme, som hun havde gjort i årevis. Samt at hun i øvrigt stadig slet ikke har gjort op, om hun faktisk vil stille op.

Det er en af den slags formelle politikerforklaringer, som ikke holder, for Inger Støjberg ved udmærket, at den slags udtalelser rydder mediernes dagsorden op til et landsmøde. Og at hun uden at få problemer blot kunne have holdt sig til, at spørgsmålet om formandsjobbet slet ikke er aktuelt.

En del Venstrefolk var irriterede over, at Inger Støjberg dermed genåbner den giftige fløjkrig efter formandsopgøret mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen i 2014.

Lars Løkke Rasmussen afviste at kommentere, hvem der eventuelt skulle efterfølge ham, men han kunne alligevel ikke nære sig for en spids kommentar lørdag om, at han simpelthen ikke kan gennemskue, om Inger Støjberg har ”alderen og fysikken” til at bestride formandsposten, når det en dag måtte blive aktuelt.

Formandsdebatten spejler de ideologiske skillelinjer mellem nationalkonservative og mere liberale Venstrefolk, hvor de liberale foreløbig står stærkest i partiapparatet, mens de nationalkonservative muligvis er i overtal blandt vælgerne.

Når formandssnakken i den grad stjal billedet, hænger det imidlertid også sammen med, at landsmødet ikke ligefrem spruttede af nyheder eller budskaber til offentligheden om, hvad Venstre vil.

Lørdag holdt Lars Løkke Rasmussen sin landsmødetale, der handlede om balancen mellem frihed og fællesskab. Han trak de historiske linjer op, fra Det Forenede Venstre blev dannet i 1870 til dagens udfordringer.

Trods udsagnet om, at der skal være balance mellem frihed og fællesskab, efterlod han ingen tvivl om, at den ideologiske tyngde for Venstre for tiden ligger på fællesskabet.

Det sociale fællesskab, det nationale fællesskab og familiens fællesskab var i fokus. Han talte om den danske frihedstradition, der tillader for eksempel frikirker og friskoler at virke, men understregede samtidig, at frisind ikke må forveksles med holdningsløshed.

Det blev optakten til et afsnit om, hvorfor det har været nødvendigt at sætte grænser for skoler og trossamfund, der vil formørke i stedet for at oplyse. Om hvorfor det har været nødvendigt at kræve håndtryk af mennesker, der vil have et dansk statsborgerskab.

Senere kom han ind på de aktuelle finanslovsforhandlinger med Dansk Folkeparti, hvor regeringen forsøger at finde det paradigmeskifte, der kan sikre, at flygtninge i langt højere grad vender hjem, når det er muligt.

Han kaldte det ”det moralsk rigtige” at sende familier hjem, selvom de er faldet til i Danmark, har fået arbejde, og børnene taler dansk.

Principielt er der ikke noget nyt i ønsket om, at flygtninge skal vende hjem, men i praksis har det vist sig meget vanskeligt, eftersom ni ud af ti flygtninge ender som indvandrere. Det tager ofte 10-15 år at skabe tålelige forhold i deres hjemlande, og derfor når mange flygtninge at blive fuldt integrerede, og nogle opnår endda statsborgerskab i Danmark.

Det afgørende for statsministeren og Venstre er at kunne indgå en finanslovsaftale med Dansk Folkeparti, som man kan gå til valg på. Derfor har statsministeren heller ikke villet risikere at forplumre forhandlingerne med nye udspil, for eksempel den længe ventede sundhedsreform. Den præsenteres først senere, selvom sundhed også blev diskuteret ivrigt på mødet.

Søndag satte partiet EU og Danmarks internationale rolle på tapetet, og som omtalt i Kristeligt Dagblad lørdag farver partiet nu sine EU-sokker mere blå. EU-ordfører Jan E. Jørgensen poserede ligefrem med sokkerne i en tale om alle de skadelige virkninger af Storbritanniens Brexit.

Koryfæer som tidligere partiformand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, tidligere europaparlamentsmedlem Karin Riis-Jørgensen og tidligere minister Bertel Haarder argumenterede for, at begejstringen for EU skulle tilbage. Morten Løkkegaard deltog i hyldesten af EU og blevet kåret som spidskandidat til det kommende parlamentsvalg næste forår.

I strid med bestræbelsen på ikke at genere Dansk Folkeparti alt for voldsomt, blev der langet ud efter populister i Europa-debatten. For eksempel sagde Karin Riis Jørgensen under stort bifald, at man skulle give Kristian Thulesen Dahl (DF) og hans folk ”sådan en”, når de får alt, alt for let spil til at komme med ”knipsesvar” på Europas problemer.

Landsmødet kom i høj grad til at fremstå som et til indvortes brug. Baglandet skulle indprentes partiets grundlæggende værdier – uden at skabe forventninger om, at valget udskrives i allernærmeste fremtid. Balancen mellem de national-konservative og de liberale partifolk skulle afstemmes.

Venligt udlagt holder Lars Løkke Rasmussen krudtet tørt, til valget udskrives. Mere kritisk blev der tegnet et billede af et tilbagelænet og selvtilfreds parti.

Det går økonomisk godt i Danmark, balancen mellem frihed og fællesskab er den helt rigtige, for eksempel meget bedre end i USA, det er lykkedes at stoppe flygtningetilstrømningen, og der er ikke længere behov for de store økonomiske eller værdipolitiske reformer.

Meget sigende blev den sidste time af landsmødet brugt til at reklamere for de resultater, partiet har opnået i den seneste valgperiode. Valgforskere kan fortælle, at man sjældent vinder valg på at fortælle vælgerne om, hvad man har gjort, men om hvad man vil gøre i fremtiden.

Hvad man vil med nøglerne til Statsministeriet efter næste valg, kom der ikke mange bud på.

Dermed kunne landsmødet høres som et udtryk for den træthed, der uvilkårligt følger med at have haft regeringsmagten længe.

Det var den samme træthed, der ramte de konservativt ledede regeringer i begyndelsen af 1990’erne, og den træthed, der ramte Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regeringer i 2001.

Lars Løkke Rasmussen er kendt for at kunne føre en skarp valgkamp, men den blev i hvert fald ikke sat på skinner i Herning. Måske fordi valget faktisk først kommer et godt stykke ind i det nye år.