Prøv avisen
Politisk set

Venstre er et parti i krise

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Historisk set har Venstre mistet magten, når det havde statsministerposten ved et valg, og meget tyder på, at det samme kan ske i år

Godt nok er Venstre et regeringsparti med statsministerposten, men det er også et parti i krise. Opinionsundersøgelserne tyder på, at Venstre får et valgresultat under folketingsvalget i 2015, som var det dårligste valgresultat i 25 år.

Med et forventet resultat et godt stykke under 20 procent er partiet således meget langt fra opbakningen ved valget i 2001, hvor man fik 31 procent af stemmerne og blev, hvad Anders Fogh Rasmussen dengang kaldte ”det store, brede folkeparti”.

Anders Fogh Rasmussen blev også venstremanden, der brød den forbandelse, som i de seneste 100 års parlamentarisme har redet Venstre som en mare. Den bestod i, at nok vandt Venstre af og til statsministerposten, men man beholdt den kun kortvarigt. Venstres statsministre i de seneste 100 år er Niels Neergaard (sad i fire år), Thomas Madsen-Mygdal (to år), Knud Kristensen (to år), Erik Eriksen (tre år), Poul Hartling (et år), Anders Fogh Rasmussen (syv år) og Lars Løkke Rasmussen (to plus fire år).

Lars Løkke Rasmussen har siddet i to perioder, men han har som alle andre af Venstres statsministre i 100 år – med undtagelse af Anders Fogh Rasmussen – hver gang tabt valget, når han har haft statsministerposten, hvis han også taber folketingsvalget inden for de næste måneder.

Lars Løkke Rasmussen vil således have bragt partiet tilbage til den tradition, som indebærer, at man altid taber folketingsvalget som statsministerparti, hvis det går, som opinionsundersøgelserne spår.

Venstre var oprindeligt et parti med stærke rødder i landbruget. Det er en type politiske partier, som i Europa kun fik lang levetid i Skandinavien, hvor Venstres søsterpartier historisk var Senterpartiet i Norge – Venstre i Norge svarer derimod til Radikale Venstre i Danmark – og Centerpartiet i Sverige, som havde samme baggrund. I modsætning til de to andre skandinaviske partier er det imidlertid lykkedes for Venstre i Danmark at transformere sig til også at have stærke rødder i byernes middelklasse med liberale holdninger. Det ydre tegn herpå var tilføjelsen af ordene ”Danmarks liberale parti” i 1963 til partinavnet Venstre.

I mange år talte man om, at Venstre både bestod af Højskolevenstre og Handelshøjskolevenstre. I dag taler man nok mere om Storbyvenstre versus Udkantsvenstre. Eller man taler om et Venstre med værdipolitisk set konservative holdninger, personificeret ved blandt andre Inger Støjberg, over for et mere ”ægte” liberalt Venstre, personificeret ved blandt andre Jan E. Jørgensen.

Når Venstre har fået høje stemmetal, har man forstået at appellere til både potentielle liberale vælgere i byerne og mere traditionelle vælgere i landdistrikterne og mindre byer.

Ved valget i 2015 skyldtes Venstres dårlige valg i betydeligt omfang, at vælgerne i ikke mindst det sydlige Jylland forlod Venstre til fordel for Dansk Folkeparti.

I de seneste fire år har Venstre forsøgt at udbedre sit ry som et centraliseringsparti ved at udflytte en lang række statsinstitutioner fra det storkøbenhavnske område og til resten af landet, hvad der imidlertid har fået politikere valgt i København og omegn til at advare imod, at Venstre er ved at tabe den liberale vælgerbase i netop dette område, som i stedet foretrækker Liberal Alliance eller det socialliberale Radikale Venstre.

Regeringen med Venstre i spidsen har netop fremlagt et stort oplæg om en omfattende ændring af sundhedspolitikken i Danmark, som samtidig indebærer nedlæggelsen af regionerne og i stedet oprettelsen af én styrelse, som skal stå for den overordnede planlægning af området i Danmark. At det har affødt en stor debat om, hvor meget og hvor lidt centralisering planen indeholder, tegner ikke godt for Venstre ved folketingsvalget, fordi det ripper op i partiets evige sår.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.