Venstre forregner sig i EU-opgør med regeringen

Regeringen stod til et nederlag, fordi den forventeligt må acceptere en høj EU-regning til
Danmark. Det er dog på flere måder lykkedes Venstre helt at fjerne spotlyset fra det nederlag

Venstre regner sig selv for Danmarks mest EU-venlige parti, og partiformand Jakob Ellemann-Jensen tager gladeligt de blå EU-sokker på til Folketingets afslutningsdebat - alligevel har partiet afvist at give mandat til regeringens forhandlinger i EU.
Venstre regner sig selv for Danmarks mest EU-venlige parti, og partiformand Jakob Ellemann-Jensen tager gladeligt de blå EU-sokker på til Folketingets afslutningsdebat - alligevel har partiet afvist at give mandat til regeringens forhandlinger i EU. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det kan simpelthen ikke forklares. Venstre regner sig selv for Danmarks mest EU-venlige parti, og partiformand Jakob Ellemann-Jensen tager gladeligt de blå EU-sokker på til Folketingets afslutningsdebat – alligevel har partiet afvist at give mandat til regeringens forhandlinger i EU om et nyt syvårigt budget og om en såkaldt genopretningspakke af svimlende dimensioner, som skal bringe medlemslandene tryggere ud af coronakrisen.

Ikke alene er det et markant brud på årtiers sammenhold mellem de EU-venlige partier i Folketinget i afgørende spørgsmål, i hvert fald siden folkeafstemningen om det indre marked i 1986. Det er også yderligere en sten i skoen for det borgerlige sammenhold.

Men hvordan kom det dertil?

Folketinget havde i går en hasteforespørgsel med finansminister Nicolai Wammen (S) om forhandlingerne om EU’s genopretningsfond. Danmark har fra begyndelsen kæmpet sammen med Holland, Sverige og Østrig i ”sparebanden” for, at en kommende 750 milliarder euro stor hjælpepakke ikke skal ydes som tilskud, men som lån til de hårdest coronaramte lande. Desuden skal det nye syvårige EU-budget holdes uændret i forhold til det nuværende, mener de.

Artiklen fortsætter under annoncen

På begge områder står regeringen og Danmark til at lide nederlag. EU-Kommissionen har spillet ud med, at 500 milliarder euro skal gives som tilskud og 250 milliarder euro som lån. Den fordeling er Tyskland og Frankrig med på, og den forventes ikke at blive ændret nævneværdigt, når regeringslederne igen mødes til topmøde midt i sommerferien for at forhandle om budget og hjælpepakke.

Allerede ved en spørgetime i Folketinget den 9. juni blev statsminister Mette Frederiksen (S) udfordret på, hvor hårdt regeringen egentlig ville stå på, at budgettet ikke måtte stige. Her forklarede Mette Frederiksen, at hvis Danmark skulle betale mere til EU for at hjælpe landene i Sydeuropa, ville man enten få højere skatter eller lavere velfærd.

Bruttoregningen kunne komme til at lyde på 6,7 milliarder kroner om året, og afvikling af gælden fra den store genopretningsfond ville koste et par milliarder kroner om året.

Ingen kender dog de præcise beløb, før en aftale er i hus.

Alligevel greb Jakob Ellemann-Jensen den følgende uge fat i statsministerens udtalelse for at forpligte regeringen til selv at finde pengene.

Venstre ville ikke acceptere skattestigninger og foreslog, at man kunne tage dem fra det meget omtalte råderum i dansk økonomi. Venstre udlægger det selv som et udtryk for økonomisk ansvarlighed.

Men kravet har vakt bestyrtelse i regeringen. Ikke mindst fordi Venstre som regeringsparti aldrig selv ville have accepteret at få den slags håndjern på op til en vigtig forhandling.

Desuden har Socialdemokratiet helt andre planer med råderummet. Eksempelvis kan det få en central rolle, når man efter sommerferien skal forhandle tidlig tilbagetrækning for nedslidte Arne.

Der er med andre ord i den grad gået indenrigspolitik i dansk EUpolitik. I Venstre er der dyb frustration over, at Mette Frederiksen har trukket Socialdemokratiet i en EU-skeptisk retning, siden hun blev partiformand.

Idéen om at nægte hendes regering et mandat, hvis ikke der forelå en finansiering, var oprindeligt, at De Konservative og eventuelt De Radikale skulle være med på kravet. Men der forregnede Venstre sig.

De Konservative skulle ikke nyde noget af det, og dermed blev det overflødigt at spørge De Radikale. Regeringen sikrede sig derfor lige netop et flertal til et forhandlingsmandat i Folketingets Europaudvalg uden Venstre.

Det store oppostionsparti kom til at stå med det værst tænkelige resultat. Spotlyset er fjernet fra regeringens forventede nederlag om at undgå en højere EU-regning, og Venstre fik ingen indflydelse på dens forhandlingsmandat. Man fik sået tvivl i baglandet om, hvor blå Jakob Ellemann-Jensens EU-sokker i virkeligheden er.

Og De Konservative kunne dårligt tro deres eget held, nu de kunne fremstå som det godt EU-kritiske, men ansvarlige borgerlige parti, der vægter eksportvirksomhedernes interesser højere end indenrigspolitisk drilleri.

Endelig har Venstre givet Socialdemokratiet en chance for at tage revanche, hvis Jakob Ellemann-Jensen en dag skulle blive statsminister. Når de EU-venlige partier aldrig har blokeret for forhandlingsmandater om unionens langtidsbudgetter, skyldes det blandt andet, at de er syvårige, det vil sige, at de rækker ind over flere danske valgperioder.

En statsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) vil have meget svært ved at føre EU-politik med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige og vil være helt afhængig af Socialdemokratiets velvilje. Nu skylder Socialdemokratiet ham bare ikke noget i EU-politikken.