Prøv avisen
Politisk analyse

Venstre får svært ved at overføre EU-valgets succes til folketingsvalget

Ifølge valgforskningen deltager de veluddannede og vellønnede mere end gennemsnittet ved europæiske valg. Det kunne antyde, at partier som Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti trods alt vil klare sig bedre ved folketingsvalget, mens for eksempel De Radikale vil få knap så megen fremgang, som de fik søndag. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Selvom Venstre fik et fantastisk valg til Europa-Parlamentet, er vælgerne drejet voldsomt til venstre med lille v. Holder det også om en uge, rykker Mette Frederiksen ind i Statsministeriet, om end hendes regeringsforhandlinger kan blive vanskeligere

Den rigtige meningsmåling er valget, siger politikere ofte, når de bliver bedt om at kommentere en dårlig meningsmåling.

Søndagens meningsmåling i storskala – europa-parlamentsvalget – gav Venstre en overraskende stor fremgang, mens Dansk Folkeparti fik et endnu mere katastrofalt resultat end forudsagt.

At Venstre så ovenikøbet kunne overhale Socialdemokratiet har selvfølgelig givet nyt mod og begejstring i regeringspartiet forud for folketingsvalget om godt en uge. Alligevel er der god grund til at krydre optimismen med et pænt gran salt.

Den helt overordnede bevægelse ved valget gik fra højre til venstre med lille v. Øjensynligt gav valgets store fokus på klima og miljø ekstra stor fremgang til De Radikale og SF, samtidig med at Enhedslisten kunne tage et mandat fra Folkebevægelsen mod EU, også ved at fokusere voldsomt på klimaspørgsmålet.

Samlet tegner det stadig til, at de borgerlige partier, særligt Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, vil gå tilbage, mens alle andre partier, måske med undtagelse af Alternativet, vil gå frem ved det kommende folketingsvalg.

Dermed ligger vejen til Statsministeriet stadig åben for Mette Frederiksen.

Nu er europa-parlamentsvalg og folketingsvalg stadig to forskellige valg, og tendenserne fra det ene bliver ikke nødvendigvis kopieret direkte over i det næste.

For det første er der valgdeltagelsen. Den var usædvanligt høj for et europa-parlamentsvalg, nemlig 66 procent. Det ville stadig have været lavt ved et folketingsvalg, hvor stemmeprocenten typisk lander på omkring 85 procent. Det interessante er, hvad de ekstra 20 procent, der ikke stemte søndag, vil stemme på næste onsdag.

Ifølge valgforskningen har det traditionelt været især lavtuddannede, lavtlønnede unge og personer med indvandrerbaggrund, som har holdt sig fra stemmeurnerne ved europa-parlamentsvalg, men som er mødt frem ved nationale eller lokale valg.

Omvendt deltager de veluddannede og vellønnede mere end gennemsnittet ved europæiske valg. Det kunne antyde, at partier som Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti trods alt vil klare sig bedre ved folketingsvalget, mens for eksempel De Radikale vil få knap så megen fremgang, som de fik søndag.

En anden væsentlig forskel er den måde, kandidaterne er opstillet på. I det europæiske valg er hele landet en valgkreds, og alle vælgere kan stemme på alle kandidater. Det betyder, at nogle få personers stemmetal kan betyde meget for valgresultatet. Ved søndagens valg fik Venstres Morten Løkkegaard og Søren Gade henholdsvis 207.558 og 201.626 personlige stemmer. SF's Margrete Auken fik på tredjepladsen 199.522 personlige stemmer, og Socialdemokratiets Jeppe KOfod 188.757 på fjerdepladsen.

Endelig er der partier til folketingsvalget, som ikke var opstillet til europa-parlamentsvalget og omvendt. Det gælder særligt de mange partier på den borgerlige side: Nye Borgerlige, Stram Kurs, Kristendemokraterne og Klaus Riskær Pedersen-partiet. Folkebevægelsen mod EU stiller ikke op til folketingsvalget.

Samlet betyder det, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) får endnu sværere ved at genvinde regeringsmagten, end resultatet af europa-parlamentsvalget lader ane.

En væsentlig årsag er, at de borgerlige partier under ét ikke har fået ejerskab til klimadagsordenen. Kursændringen på det område kom alt for sent til at virke troværdig for vælgerne. Samtidig viser valget, at flertallet af vælgere har større begejstring for EU og en mindre bekymring for en slappere udlændingepolitik, end de borgerlige har kalkuleret med.

Internt i Venstre hviskes der så også om, hvad Søren Gades flotte valgresultat mon kommer til at betyde for den kamp om partiets ledelse, der meget let kan bryde ud efter et valgnederlag og tab af regeringsmagten. Vil det for eksempel udhule Kristian Jensens chancer over for en Inger Støjberg, hvis linje i forhold til EU- og udlændingepolitik ligger tæt på Søren Gades?

For Socialdemokratiet er resultatet dog heller ikke den rene dans på roser. Får SF og De Radikale lige så flotte valg til Folketinget, som de gjorde i søndags, bliver regeringsforhandlingerne endnu sværere, end de i forvejen så ud til at blive for Socialdemokratiet.

Som Mette Frederiksen selv sagde på valgnatten, er valget den 5. juni blevet mere spændende. Den er ikke hjemme endnu. SF og De Radikale fik tilsammen flere stemmer end Socialdemokratiet ved parlamentsvalget. På eksempelvis klimaområdet kan Socialdemokratiet blive mødt med meget skrappe og dyre krav til en ny klima- og miljøpolitik, og man risikerer at underminere holdbarheden i den økonomiske politik.