Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Eva Kjer er kommet i klemme mellem landbrug og folkelighed

Landbrugsproduktion og miljøhensyn går ikke altid hånd i hånd, men Eva Kjer Hansen (V) har ansvar for begge dele og skal balancere sine udtalelser, lyder det fra flere sider. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Landmand og tidligere formand for Folketinget Christian Mejdahl (V) mener, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er i klemme, fordi hun både skal tage hensyn til miljø og produktion. Valgforsker tror dog ikke på, at Venstre for alvor vil genoptage rollen som landbrugsparti

Kort efter at Folketingets tidligere formand Christian Mejdahl fik sit første landbrug i januar 1965, modtog han støtte fra staten til at købe handelsgødning for. Dengang var den politiske målsætning at få landbrugsproduktionen op.

Da var landbruget endnu Venstres centrale vælgerbagland, men siden er der blevet stadig færre landmænd, og Venstre har satset på at blive et bredt, folkeligt parti.

Konflikten mellem landbrugets og miljøets interesser er igen brudt ud i lys lue, efter at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er kommet i modvind med sit forslag om at tillade landbruget at bruge mere kvælstof for at øge indtjeningen.

Ministeren beskyldes for at have vildledt Folketinget om de miljømæssige konsekvenser, og på mandag skal hun stå til regnskab ved et samråd og en høring på Christiansborg. Allerede i går afviste Eva Kjer Hansen fem miljø- og naturorganisationers klage til EU-Kommissionen over, at regeringens landbrugspakke ”grøn realisme” skulle bryde med EU's regler for udledning af nitrat.

Kritikere mener desuden, at ministeren har været alt for direkte inspireret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, hvis mærkesag netop er, at landbruget skal kunne producere mere, så det bliver økonomisk mere bæredygtigt.

Ifølge Christian Mejdahl er den direkte årsag til, at Eva Kjer Hansen er kommet i klemme, at Venstre slog ansvaret for fødevarer og miljø sammen i én ministerpost, da regeringen blev dannet.

”Der er en indbygget konflikt i det, hvor ministeren skal prøve at finde en balance mellem hensynet til produktionen og til miljøet. Nu siger man i landbruget, at 'endelig er der en minister, der vil høre på os', og så prøver nogle selvfølgelig at påvirke ministeren, men hun skal også tage skyldigt hensyn til miljøet i rollen som miljøminister,” siger Christian Mejdahl.

Den tidligere VK-regering arbejdede frem til 2011 efter planen ”grøn vækst”, som skabte stor vrede i landbruget, og den daværende formand for Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsten, modtog den nye SRSF-regering med åbne arme og et håb om, at den ville skaffe bedre betingelser for landbrugsproduktion.

Ifølge Christian Mejdahl har landbruget været under pres i meget længere tid.

”Det går helt tilbage til 1973, da vi blev medlem af EF. Dengang var landbrugspolitikken delvist dikteret af EF, og målet var, at Europa skulle være selvforsynende med fødevarer. Derfor gav man tilskud til landbruget, men med tilskuddene fulgte også krav til produktionen. I 1980'erne fik vi vandmiljøplanerne, og der blev stigende fokus på miljøet,” siger han.

Selvom det politisk kunne se ud til, at Venstre nu forsøger at hele sårene, er der dog ikke tale om, at Venstre vender tilbage til rødderne for at genoprette de nære bånd til landbruget. Det vurderer valgforsker, forskningschef Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

”Der er ingen tvivl om, at relationen mellem landbruget og Venstre ikke er så hjertelig, som den var for 30 år siden. Det begyndte at smuldre i 1980'erne, og den første store ridse i lakken kom med den første vandmiljøplan i 1985. Endnu vigtigere var det, at Venstre i 1990'erne og især efter at Anders Fogh Rasmussen blev formand bevidst satsede på, at Venstre ikke skulle være så tæt lænket til landbruget. Hvis partiet skulle have en fremtid, skulle man ikke satse på det gamle højskolevenstre men på de bredere vælgergrupper. Det gav god mening. For 100 år siden var omkring 60 procent af befolkningen beskæftiget i landbruget, men nu er det kun tre-fire procent. Så at Venstre nu igen skulle satse på landbruget, er der ikke vælgermæssig ræson i,” siger Roger Buch.

Tre-fire procent af vælgerne er dog værd at tage med for et parti i krise, og det hører også med til billedet, at landbrugsorganisationer stadig bidrager til Venstres valgkampagner, nævner han.

Hvad der gør den aktuelle konflikt særlig politisk interessant er, at man har to ressortområder i samme ministerium med hver sin ideologiske ”farve”. Miljøområdet optager røde partier samt De Konservative, og derfor kan der teoretisk samles et politisk flertal imod ministeren.

Landbrugsinteresserne har derimod typisk været varetaget af blå partier.

Peter Munk Christiansen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, mener, at man principielt ville have den samme konflikt, selv om landbrug og miljø havde hver sin minister.

”Men det er klart, at når de områder har samme minister, foretager man inden for ministeriet en vurdering af, om hensynet til miljøet eller hensynet til landbruget skal veje tungest. Hvis man mener ét i Miljøministeriet og noget andet i Fødevareministeriet, kan det have konsekvenser for de vurderinger, man lægger frem,” siger han.

”I den situation er der et stort behov for koordination mellem embedsmændene, og når man skal koordinere mellem to ministerier, kan argumenterne fra det ene ministerium vinde over argumenterne i det andet. Derfor kan det være meget forståeligt, at oppositionen mener, at når vi nu har en borgerlig minister, og ovenikøbet en minister fra Venstre med tæt tilknytning til landbruget, kan der være en mistanke om, at lovgivningen vender i landbrugets retning,” siger Peter Munk Christiansen.

Der oprettes jævnligt dobbeltministerier i Danmark, men det er sjældent, at den ideologiske højre-venstre-modsætning er så klar, som den er mellem erhvervs- og miljøinteresserne i Miljø- og Fødevareministeriet.

Peter Munk Christiansen nævner som et andet eksempel, at en indenrigs- og sundhedsminister kan stå i et dilemma mellem at skulle tilgodese sundhedssektoren og en lang række andre, kommunale hensyn, men heller ikke her er den ideologiske konflikt så tydelig som i den aktuelle sag.