I mange målinger står De Konservative til at overtage Venstres rolle som det største parti af de to ved næste valg. Dermed vendes der endnu engang op og ned på relationen mellem de to toneangivende borgerlige partier.
De to partier har været i konkurrence med hinanden i mere end 100 år. Den er mestendels foregået med civiliserede midler som en lavintensitetskonflikt, fordi begge partier ved, at de ingen chance har overhovedet for at udgøre et regeringsalternativ til Socialdemokratiet, hvis den indbyrdes konkurrence blusser op og bliver til åben konflikt.
Det spiller stadig en rolle for de to partiers indbyrdes forhold, at deres rødder er vidt forskellige. Det Konservative Folkeparti dannedes i 1915 som et efterfølgerparti for Højre, som mange forbandt med provisorietiden, før parlamentarismen blev indført i 1901. Det indebar, at regeringer ikke længere udnævntes af kongen, men at de ikke måtte have et flertal imod sig i Folketinget.
De Konservative var partiet for byernes små og store selvstændige erhvervsdrivende, byborgerskabet og proprietærerne på landet. Venstre havde oprindeligt sin rod i gårdmandsstanden, som i Danmark var særlig talrig på grund af den måde, som landboreformerne i slutningen af 1700-tallet var gennemført på. I begyndelsen af 1900-tallet var Socialdemokratiet med rod i arbejderklassen dominerende i byerne, mens Venstre var dominerende på landet.
De Konservative var på dette tidspunkt ikke kun trængt i lokalpolitikken. Også i landspolitikken betød valgsystemet med flertalsvalg i enkeltmandskredse, at der kun blev valgt få konservative til Folketinget. Indførelsen af forholdstalsvalg i Danmark i perioden 1915-20 sikrede De Konservative (og De Radikale) en større repræsentation i Folketinget, fordi partierne nu fik mandater efter antallet af stemmer på landsplan.
Helt frem til slutningen af 1960’erne var Venstre større end De Konservative. Det var også i 1960’erne, at Venstres formand Erik Eriksen arbejdede for en sammenslutning af Venstre og De Konservative, således at man ville få ét stort slagkraftigt borgerligt parti, som man havde i visse andre europæiske lande. Det mislykkedes og medførte, at han forlod posten som formand for Venstre.
I 1968-71 indgik begge de to partier i VKR-regeringen med den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister. Venstre dannede i 1973-75 en étpartiregering og i 1978-79 en koalitionsregering med Socialdemokratiet. Begge regeringer holdt ikke mere end godt et år. I 1982 kom den konservative Poul Schlüter til som statsminister i en regering med Venstres deltagelse. Det var den første og hidtil eneste konservative statsminister siden systemskiftet i 1901.
Venstre var lillebror i Schlüter-regeringen, som varede til 1993, men partiet voksede i perioden. Venstre med Uffe Ellemann-Jensen i spidsen blev derfor oppositionsleder under Nyrup-regeringerne indtil folketingsvalget i 1998, da forsøget på at blive statsminister mislykkedes. I stedet blev Anders Fogh Rasmussen formand for Venstre, og han vandt regeringsmagten i 2001 sammen med De Konservative.
I 1990’erne havde De Konservative været præget af interne magtkampe. Formændene kom og gik. Bendt Bendtsen fik som partiformand fra 2000 stabiliseret partiet på omkring 10 procent af stemmerne, men det var i de efterfølgende 20 år Venstre, som var det klart største og førende borgerlige parti. Når de borgerlige var i regering, fik Venstre derfor også statsministerposten.
Først i 2021 fik De Konservative imidlertid meningsmålinger med Søren Pape Poulsen som formand, som tyder på, at partiet bliver større end Venstre ved næste folketingsvalg. Som altid beror den konservative fremgang imidlertid i betydelig grad på problemer i Venstre, hvor formanden, Jakob Ellemann-Jensen, har vist sig at have mere end svært ved at finde fodfæste og en profil efter Lars Løkke Rasmussens formandsexit. Store vælgergrupper er på vandring fra Venstre og mod De Konservative og Nye Borgerlige.
Socialdemokraten Svend Auken sagde engang, at forholdet mellem Venstre og De Konservative er et had-kærlighedsforhold – ”bare uden kærlighed”. Det er en overdrivelse. Der har imidlertid i årtier været en konkurrence neden under den omgængelige overflade mellem Venstre og De Konservative. Lige nu peger pilen i retning af sidstnævnte parti som vinder.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.