Tillykke med de 150 år: Venstres vej fra antistatslige til funktionærparti

Venstres har i sine 150 år leveret mere i den industrielle og postindustrielle tidsalder, end mange havde troet muligt for et parti med så stærke rødder i landbruget

Fra 1990’erne og frem har Venstre konstant haft mere end en femtedel af vælgerne ved folketingsvalgene. Venstres omdannelse fra gårdmandsparti til funktionærparti ser med andre ord ud til at være lykkedes. På billedet ses Uffe Ellemann Jensen under til valg i 1989.
Fra 1990’erne og frem har Venstre konstant haft mere end en femtedel af vælgerne ved folketingsvalgene. Venstres omdannelse fra gårdmandsparti til funktionærparti ser med andre ord ud til at være lykkedes. På billedet ses Uffe Ellemann Jensen under til valg i 1989. . Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Da Venstre dannedes, repræsenterede det den store gruppe i det danske samfund, som bestod af mellemstore bønder eller gårdejere. Det var personer, som på ingen måde var nødt til af og til at sælge deres arbejdskraft til andre, som det var husmændenes lod. Men det var også personer, som i større eller mindre udstrækning deltog i og traf beslutninger om gårdens drift. De kunne ikke som godsejerne og proprietærerne uddelegere alt dette til en forvalter.

Husmændene som vælgergruppe var oprindeligt sammen med Venstre, men da Det Radikale Venstre udspaltedes i 1905, gik husmændene med her. Proprietærerne og opefter støttede i hovedsagen Højre og senere Det Konservative Folkeparti.

Mellemgruppen af gårdejere, som støttede Venstre, udgjorde i Danmark langt den vigtigste gruppe i landbruget både talmæssigt og med hensyn til produktionsomfang.

Årsagen til gårdejernes dominans i Danmark skal i høj grad findes i de fremsynede landboreformer i slutningen af 1700-tallet. Venstre var dermed så at sige født med vælgermæssige muskler, som også ved parlamentarismens indførelse i 1901 gjorde, at partiet kunne overtage regeringsmagten.

Venstres ideologiske linje var fra begyndelsen vendt mod det embedsmændenes København og adelens Højre, som man havde oplevet alt for godt under konseilspræsident J.B.S. Estrups styre 1875-1894. Venstre var i et vist omfang et anti-statsligt parti. I stedet gik partiets støtter i form af gårdejerne stærkt ind for selvorganisering med egne andelsmejerier, andelsslagterier, andelsfoderstofforretninger, andelsejede brugsforeninger og så videre. Gårdejerne havde selv forstand på penge, de var vant til at træffe beslutninger, og de ville være lige så uafhængige i deres forsynings- og afsætningsled, som de var inde på gårdene. Samtidig ønskede de frihandel.

Alt dette kunne let fortolkes ind i en liberal politisk ideologi, og det blev den også blandt venstrefolkene, selvom det først var så sent som i 1963, at partiet fik navnet ”Venstre, Danmarks liberale parti”. At det agrare parti i Danmark blev det liberale parti adskiller Danmark fra Norge, Sverige og Finland, hvor det ikke var tilfældet. Det eksplicitte navneskifte var naturligvis også et forsøg på at få nye vælgere blandt erhvervsdrivende og funktionærer i byerne. Strukturudviklingen i landbruget efter Anden Verdenskrig indebar en kraftig afvandring fra land til by, og skulle Venstre blot nogenlunde bevare positionen, måtte der fanges nye vælgere ind.

Venstres mål om at få flere byvælgere lykkedes til sidst, men i mange år så det ikke sådan ud. Venstre fik ved folketingsvalget i 1957 cirka en fjerdedel af stemmerne, hvorefter partiet gradvis tabte stemmer i løbet af 1960’erne, til partiet nåede en 11-12-13 procent. Den andel måtte Venstre nøjes med frem til begyndelsen af 1990’erne med undtagelse af Venstres valgsejr med Poul Hartling som statsminister i 1975.

Fra 1990’erne og frem har Venstre konstant haft mere end en femtedel af vælgerne ved folketingsvalgene. Venstres omdannelse fra gårdmandsparti til funktionærparti ser med andre ord ud til at være lykkedes. For det andet traditionelt store borgerlige parti – Det Konservative Folkeparti – har konsekvensen været, at man har måttet finde sig i rollen som lillebrorparti i forhold til Venstre, hvilket adskiller den politiske situation i Danmark fra den i de fleste andre nabolande, hvor det store borgerlige parti er konservativt, mens det borgerlige lillebrorparti er liberalt.

Når det er anderledes i Danmark, skyldes det både en anderledes dansk historie, og at Venstre i moderne tid har sikret sig støtte fra den konservative fløj blandt vælgerne. Også i Venstres nutidige ledelse er både den liberale fløj (formand Jakob Ellemann-Jensen) og den konservative fløj (næstformand Inger Støjberg) repræsenteret. Venstres størrelse skyldes, at man kaprer vælgere på begge fløje i både mindre byer og storbyer.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab på Københavns Universitet