Venstre vil have bestyrelser på plejehjem

Venstre foreslår nu, at beboere og pårørende får mere at skulle have sagt på plejehjem. Idéen får opbakning hos Dansk Folkeparti og Alzheimerforeningen.

En dokumentar fra TV2 om forhold i ældreplejen har skabt heftig debat over sommeren. (Arkivfoto)
En dokumentar fra TV2 om forhold i ældreplejen har skabt heftig debat over sommeren. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Det er ikke nok blot at sende en masse penge i ældreplejen. Der er brug for gennemgribende ændringer.

Det mener Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der foreslår at lave bestyrelser på plejehjem, hvor beboere, pårørende, ledere og kommunale repræsentanter er med.

Forslaget kommer, efter en omtalt dokumentar på TV2, der dokumenterer svigt i ældreplejen. Her bliver flere ældre udsat for, hvad der i Jakob Ellemann-Jensens øjne er ydmygende behandling.

- Vi har set nogle optagelser på TV2 over sommeren, der viser, at nogle steder har man altså fokus rettet det forkerte sted hen og ikke rettet det mod beboere eller pårørende.

- Det handler om mennesker. Det handler ikke om systemer, siger Jakob Ellemann-Jensen

Det mener Venstres formand, at man ville kunne afhjælpe med de foreslåede bestyrelser.

- Det vil sikre, at ledere rent faktisk er ledere og inspirerer deres medarbejdere, hvis vi kan sikre, at de pårørende og beboerne er inddraget, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Desuden vil Jakob Ellemann-Jensen have flere friplejehjem - private plejehjem. Borgerne skal have et valg, siger han.

Både Dansk Folkeparti og Alzheimerforeningen ser positivt på Venstres forslag om bestyrelser på plejehjem.

Alzheimerforeningen beretter om at have fået flere hundrede henvendelser om svigt på plejehjem landet over.

- Det er rigtig fornuftigt at sørge for, at pårørende i langt højere grad bliver lyttet til end nu. Det, vi har været vidne til, er, at pårørende ikke bliver hørt, siger Nis Peter Nissen, direktør hos Alzheimerforeningen.

- Om det skal være bestyrelser eller en form for pårørenderåd må komme an på forhandlinger.

Hos Dansk Folkeparti siger ældreordfører Karina Adsbøl, at der er brug for et "paradigmeskift" i ældreplejen og henviser til partiets eget forslag om at lave en decideret ældrelov.

- Vi skal sikre, at ældre mennesker får en værdig og omsorgsfuld pleje. Vi kan bare konstatere, at der trænger til en oprydning på det her område, siger hun.

I den røde del af det politiske spektrum mener også SF, at der skal gøres noget ved ældreplejen. Her lyder forslaget, at der bliver afsat en halv milliard ekstra til ældreplejen på finansloven for næste år.

Til Politiken siger Mona Striib, formand for FOA, at risikoen ved de foreslåede bestyrelser er, at der bliver truffet beslutninger på baggrund af følelser og ikke faglig ekspertise.

Det erkender Jakob Ellemann-Jensen. Men det, mener Venstre-formanden, kun er naturligt, når der er tale om mennesker.

- Så selvfølgelig vil der komme følelser i spil.

Han anerkender, at økonomi også er en faktor. Men løsningen på problemerne handler ikke kun om flere penge, mener Jakob Ellemann-Jensen.

- Jeg siger ikke, at ressourcer og tilstrækkelig tid og omsorgsfulde medarbejdere og dygtige ledere ikke betyder noget. Men i de udsendelser, vi har set her i sommeren, ville tilstedeværelsen af flere medarbejdere have betydet, at flere stod og kiggede på, at en ældre medborger blev behandlet ydmygende og grusomt, siger han.

- Hvis man gør borgernær velfærd til en konkurrence om, hvem der kan bruge flest penge, får vi en fattig velfærd, siger han.

/ritzau/