Venstre vil oprette dansk universitet i Afrika

Partnerskaber frem for almisser er fremtidens model for u-landsbistand, mener Venstre

Venstre vil oprette University of Denmark i Vestafrika, hvor 70-80 procent af en årgang typisk ikke tager anden uddannelse end grundskole. -
Venstre vil oprette University of Denmark i Vestafrika, hvor 70-80 procent af en årgang typisk ikke tager anden uddannelse end grundskole. -. Foto: stock.xchng.

I Vestafrika, hvor 70-80 procent af en årgang ikke tilbydes anden uddannelse end grundskole, og hvor dem, der bliver videreuddannet, typisk søger langt væk fra hjemlandet, vil Venstre oprette University of Denmark.

Det skal foregå sådan, at den danske udviklingsbistand kobles til et etableret universitet i Kenya, Tanzania eller et andet land i udviklingsprogrammet.

Hvor de studerende på universitetet nu selv betaler uddannelsen, skal Danmark fremover medfinansiere driften af University of Denmark, uddele stipendier og dermed uddanne landmænd, læger, ingeniører og ikke mindst embedsfolk og politikere. Blandt forbillederne er det amerikanske universitet i Beirut.

– Pointen er, at vi uddanner afrikanere, der ellers ikke ville få en uddannelse. Samtidig er det et lille forsøg på at modvirke hjerneflugten fra Afrika, siger Venstre udviklingsordfører, Karsten Lauritzen, om den såkaldte brain drain, der bliver et stadig større problem i Afrika.

– Modydelsen for en næsten gratis uddannelse på University of Denmark skal derfor være, at man forpligter sig til at arbejde i hjemlandet.

Projektet koster et tocifret millionbeløb i opstart. Dertil kommer de løbende udgifter, men ifølge Karsten Lauritzen "kan man få meget for 30 eller 40 millioner kroner om året". Pengene skal tages fra Danmarks samlede udviklingsbistand på 15,3 milliarder kroner om året.

I det hele taget skal Danmarks udviklingsbistand diskuteres og justeres i 2010. Projekter som University of Denmark er ifølge Venstre farbare, fordi udviklingsbistanden bør få mere karakter af partnerskab end almisser. I dette tilfælde består partnerskabet i, at de afrikanske studerende og undervisere får mulighed for studieophold på danske universiteter, og de danske universitet kan bruge University of Denmark som et brohoved for at lave forskning i området. Endelige er det en fredsommelig måde at plante det danske flag på det kontinent, hvor andre lande går mere aggressivt til værks.

– Lande som Kina, Rusland og Brasilien er i stigende grad på vej ind i Afrika efter ressourcer. Vi prøver at tilbyde et reelt partnerskab, hvor vi bidrager med penge, viden og engagement, siger Karsten Lauritzen.

Stig Jensen, leder af Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet, vurderer projektet som meningsfuldt. Først og fremmest som et godt modtræk til den uddannelsesmæssige tørke.

Tidligere har Stig Jensen været med til at evaluere ENRECA-programmet, der skulle lave kapacitetsopbygning på videregående uddannelser i Afrika. På baggrund af erfaringerne herfra peger han på faldgruber for University of Denmark: Ofte opstår der uoverensstemmelser mellem, hvilke uddannelser Danmark og de afrikanske lande ønsker prioriteret. Bøvl med budgettet er meget almindeligt. Og man skal gøre sig klart, at University of Denmark kræver et langvarigt engagement.

– Men jeg ser perspektiv i projektet, fordi det har kæmpe betydning for afrikanere, at de får det stempel, at de har gået på et vestligt universitet, siger Stig Jensen.

beck@kristeligt-dagblad.dk