Identitetspolitikken – det er den, der tager udgangspunkt i især minoriteters køn, seksualitet og etnicitet – er central for venstrefløjen. Derfor er det også rigtigt af venstrefløjen at gå forrest, mener tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten Pelle Dragsted.
”Man må gerne vise vejen, men der er ingen grund til at være 10 skridt foran alle andre,” siger han.
For hvis identitetspolitikken tager syvmileskridt, mens fordelingspolitikken halter bagud, er det med til at splitte de mennesker, som venstrefløjen skal samle.
”Derfor handler det om at finde balancen og ikke melde sig ind i en konkurrence om, hvem der kan være mest radikal og avantgarde,” siger Pelle Dragsted om debatten om fordelingspolitik og identitetspolitik.
Det er først og fremmest i USA, at venstrefløjen er kommet ud af trit med sig selv på grund af værdipolitikken, der især holdes i hævd af eliten i Washington og Hollywood.
De såkaldte kultur-krige fortrængte i flere år spørgsmålet om fordelingspolitik, fabrikslukninger og arbejdsløshed, mener Pelle Dragsted.
Som et klassisk eksempel på, hvor galt det kan gå, når de privilegerede har mistet kontakten til folket og sparker nedad, nævner han demokraternes Hillary Clinton, som i 2016 kaldte Trumps vælgere for ”en samling foragtelige personer”, som hun mente ofte var racister, sexister, fremmedfjendske, homo- og islamofobiske.
Trods undskyldning og bodsgang var katten ude af sækken, og udfaldet menes at have styrket Trump, der som bekendt vandt præsidentembedet.
Og den slags synes Pelle Dragsted godt, at venstrefløjen kan lære af.
”Hillary Clinton kaldte Trumps vælgere for a basket of deplorables (løseligt oversat ’en samling foragtelige personer’, red.). Herhjemme vil man kunne finde lignende udtalelser – jeg har i hvert fald hørt dem mange gange,” siger han.
Det med at gå 1 skridt foran – og ikke 10 – har Pelle Dragsted lånt fra en gammel revolutionær, den polsk-tyske Rosa Luxemburg (1871-1919).
”Sjovt nok var hun ikke fokuseret på sin egen identitet som jøde, kvinde og handicappet. Men hun havde en vigtig pointe. Nemlig at partiet – i dag kunne man sige venstrefløjen – skal turde vise vejen, men at det samtidig ikke nytter, at man går 10 skridt foran alle andre, så de taber en af syne.”
Og venstrefløjen har taget de 10 skridt i forbindelse med identitetspolitikken?
”Nogle steder i verden, ja, og det er særligt problematisk, hvis man samtidig fortrænger de spørgsmål om økonomi og fordeling, der vedrører det brede flertal – uanset hvilken minoritet, man tilhører.”
Ser man på Socialdemokratiets historie herhjemme, argumenterer Pelle Dragsted, bruger partiet de første årtier efter Anden Verdenskrig på at sikre lønmodtagerne nye rettigheder med dagpenge, folkepension og så videre.
”De seneste årtier bruger man så på at afvikle mange af de samme rettigheder. Efterlønnen er fjernet, dagpengene forringet. Mine børn vokser op med betydeligt dårligere rettigheder, end jeg gjorde. Selvom velstanden er vokset, er jobtrygheden og en lang række andre ting forværret,” siger han.
”Udviklingen er den samme i resten af Europa. Hvis venstrefløjen så samtidig skal markere sig mest på identitetspolitiske spørgsmål, kan man tabe mange af arbejdervælgerne, som historisk har dannet grundlaget for venstrefløjen. Især hvis de ovenikøbet bliver talt ned til og peget fingre ad – sådan som dele af Dansk Folkepartis vælgere er blevet dæmoniseret af dele af venstrefløjen. Debatten gik ikke på politisk uenighed, men at de nok var dumme og primitive.”
Har venstrefløjen skudt sig selv i foden med værdipolitikken?
”Den er svær. For på ene side er venstrefløjens projekt jo mere end økonomisk frigørelse – det er også frigørelse fra andre former for underordning. I den forstand er det vigtigt, at venstrefløjen går foran, også når det gælder kampen for minoriteternes rettigheder. Problemet er, hvis det kommer til at fortrænge de spørgsmål, der samler den brede befolkning. Så har det i hvert fald den effekt, at man ikke får skabt samfundsforandringer, for det kræver, at man kan samle et flertal,” siger Pelle Dragsted og pointerer, at han ikke mener, at venstrefløjen skal opgive identitetspolitikken, men være opmærksom på, at befolkningen ofte vægter anderledes.
”Spørger man til viljen til at betale skat for at få et velfærdssamfund, eller om man går ind for et nogenlunde lige samfund, er rigtig mange almindelige mennesker venstreorienterede. Men spørger man til nationalitet, globalisering og minoritetsspørgsmålet, forholder flertallet sig mange steder mere værdikonservativt. Så hvis man lader fordelingspolitikken glide i baggrunden til fordel for minoritetskampe, vil man blive udfordret,” siger Pelle Dragsted.
Identitetspolitikken stammer fra USA og Storbritannien, og det er her, den har atomiseret venstrefløjen.
I Danmark er den ikke det store problem og mest noget, der foregår på universiteterne og i medierne, mener Pelle Dragsted.
”Men der findes da giftige tendenser. For eksempel når hvide mænd over en bred kam kaldes privilegerede. Det, tror jeg faktisk, er ret provokerende at få at vide, hvis man er fattig, syg eller arbejdsløs, fordi ens virksomhed er flyttet ud af landet, og man ikke har til huslejen. Det er et eksempel på, at man i stedet for at tale om fællesskabet fokuserer på det, der skiller det ad.”
Værdipolitikken har også en tendens til at vægte menneskers erfaringer mere end tyngden af deres argumenter, mener Pelle Dragsted.
”Når man for eksempel afviser et argument, fordi det kommer fra en ’hvid heteroseksuel mand’, gør man det svært at føre en meningsfuld dialog. Og hvis man, inden nogen åbner munden, skal rangordne sig efter, hvem der er mindst eller mest privilegeret, ophører muligheden for en åben samtale også.”
Med egne ord er Pelle Dragsted vokset op med en deltidsarbejdende mor og en arbejdsløs stedfar, og hvor er man så placeret i privilegie-hierarkiet, spørger han retorisk.
Og så mener Pelle Dragsted, at forestillingen om, at man kun kan forstå et problem, hvis man selv har erfaret det, grundlæggende strider mod venstrefløjens verdenssyn.
”Det bygger jo netop på, at mennesket er empatisk, og at vi faktisk kan sætte os i andres sted. Det er derfor, et begreb som solidaritet altid har stået centralt for venstrefløjen,” siger Pelle Dragsted og tilføjer, at det ikke betyder, at man ikke skal have en følsomhed over for et mindretals oplevelser.
”Det er klart, at menneskers oplevelser og erfaringer skal veje tungt i en debat. Men det betyder ikke, at man har patent på sandheden, eller at andre ikke kan have fornuftige og vigtige holdninger uden at dele de erfaringer eller at tilhøre den minoritet.”8