Lars Aslan Rasmussen: Venstrefløjen tør ikke tale om forfulgte kristne

Hvor er de folkelige protester og fagforeningernes forargelse mod den chikane og forfølgelse, der foregår mod kristne i Mellemøsten, spørger det socialdemokratiske folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen

Lars Aslan Rasmussen
Lars Aslan Rasmussen. Foto: Jens welding øllgaard.

Der er noget, det socialdemokratiske folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen ikke forstår. Han har over årene set, hvor engageret venstrefløjen i Danmark har kastet sig ud i at protestere mod både apartheidstyret i Sydafrika og den israelske besættelse af palæstinensernes land.

Men når det kommer til den udbredte forfølgelse af kristne i hele Mellemøsten, er der en forstemmende tavshed lige fra den yderste venstrefløj til centrum af Socialdemokratiet.

”Der har været et kollektivt svigt over hele venstrefløjen. For hvorfor er det, at vi ikke kan tale om det? Især på den yderste venstrefløj har der været en tendens til, at alt i Mellemøsten er blevet sporet over på at handle om Israel og Palæstina, og så lukker man øjnene for andre konflikter. Man overser helt det åbenlyse problem, der i dag er for kristne i Mellemøsten,” siger han.

Lars Aslan Rasmussen, der selv har en kurdisk, muslimsk baggrund, har rejst meget i Mellemøsten gennem årene, hvor han gang på gang er blevet konfronteret med, hvordan landenes kristne minoritet bliver behandlet. I både Irak og Syrien er den kristne befolkning blevet halveret over en ganske kort årrække. Og i Egypten lider de kristne under jævnlige angreb fra islamister.

Derfor undrer det Lars Aslan Rasmussen, hvor lidt Mellemøstens kristnes problemer fylder i Vesten.

Det fik ham i denne uge til at skrive et indlæg i netavisen Altinget med overskriften ”Vestens allierede rovmyrder kristne – hvor er protesterne?”. Her spørger han, hvorfor fagforeningerne, der blandt andet støttede kampen mod apartheid, forholder sig tavse, og hvorfor vi ikke ser store, folkelige protester til støtte for de kristne.

Passiviteten er dog et problem, der rækker længere ud end blot venstrefløjen, uddyber han til Kristeligt Dagblad.

”Alle de, der normalt er optaget af rettigheder og mindretalsbeskyttelse – lige fra folkekirken til fagforeninger til politiske partier – er enormt stille,” siger han og tilføjer, at de kristnes situation ellers er meget velbeskrevet og kendt.

”Det er historien, der er ved at gentage sig, for det var det samme, der skete under det armenske folkedrab (i det daværende Osmanniske Rige, red.). Dengang vidste Vesten godt, hvad der foregik, men greb ikke ind. I dag ser vi også, at de kristne forsvinder, og at situationen er alvorlig, men ingen gør noget,” siger han.

Lars Aslan Rasmussen egen forklaring på, at så få herhjemme engagerer sig i de kristnes problemer, er blandt andet, at mange har en berøringsangst over at kritisere muslimer og islam.

”Jeg tror, det bliver opfattet som højreorienteret at skulle forsvare kristnes rettigheder i muslimske lande. Det oplever jeg selv ved, at jeg allerede har fået flere hademails for mit indlæg i Altinget. Men for mig at se er den her kamp mindst lige så relevant som at forsvare de rohingya-muslimer, der den seneste tid er flygtet fra Myanmar,” siger han.

Derfor ville han også ønske, at hans eget parti havde været bedre til at sætte fokus på de kristnes problemer, da det havde regeringsmagten. Det var først efter, at den nuværende regering kom til magten, at beskyttelse af forfulgte religiøse minoriteter blev skrevet ind i regeringsgrundlaget. Det har for nyligt resulteret i, at der fremover bliver afsat to millioner kroner årligt til et kontor i Udenrigsministeriet, der skal fokusere på problemer med forfølgelse af religiøse minoriteter.

Og det er et skridt i den rigtige retning, mener Lars Aslan Rasmussen.

”Jeg synes, at ethvert tiltag, hvor man gør opmærksom på problemet, er godt. Det er afgørende, at vi begynder at stille krav til disse lande, hvor problemerne er,” siger han.