Arbejderisterne blev de kaldt. En gruppe af unge politikere i SF, der op til valget i 2011 ville gøre partiet regeringsdueligt med en mere midtsøgende linje, tilpasset ”den almindelige, hårdt arbejdende lønmodtager”, blandt andet med en stram udlændingepolitik. Gruppen bestod af Thor Möger Pedersen, Nanna Westerby, Emilie Turunen, Astrid Krag, Jesper Petersen og Mattias Tesfaye. Deres mentor var den daværende partiformand Villy Søvndal.
2011-valget endte med, at SF kom i regering med Socialdemokratiet og De Radikale, som var et af de centrale mål med øvelsen. Desværre døde patienten næsten undervejs. Eksperimentet førte blot to år senere til en politisk nedsmeltning for SF, og de unge SF’ere blev enten socialdemokrater eller gik helt ud af politik.
I dag, næsten ti år senere, tyder meget på, at arbejderismen blev en større politisk succes, end det først så ud til dengang. Både Astrid Krag og Mattias Tesfaye sidder i dag på ministerposter i den socialdemokratiske regering, mens Jesper Petersen er politisk ordfører for Socialdemokratiet.
Sidstnævnte var en af nøglepersonerne i SF, da partiet slog ind på den mere midtsøgende kurs under Villy Søvndals ledelse fra 2005 og frem. Jesper Petersen skiftede til Socialdemokratiet, efter at SF trådte ud af SRSF-regeringen i 2014, men i dag vil han ikke udtale sig om forløbet. Han ønsker ikke at rippe op i konflikterne fra dengang, fordi Socialdemokratiet og SF siden har fået et godt samarbejde.
Selve begrebet arbejderisme var omdiskuteret, og blev afvist af gruppen selv som en karikatur. Deres mål var ikke, at unge ikke skulle tage en uddannelse, men at man skulle have fokus på de problemer, som optog almindelige lønmodtagere. Det gjaldt særligt de problemer, udlændingepolitikken skabte, hvor Jesper Petersen og Astrid Krag allerede i 2006 som medlemmer af SF’s Ungdom, SFU, skrev et oplæg til en ny politik, blandt andet med et maksimum for antallet af ikke etniske danskere og personer med svag familiebaggrund i skoler og i udsatte boligområder.
Det er synspunkter, Socialdemokratiet i dag bekender sig helhjertet til - og formentlig en væsentlig årsag til valgsejren for den røde blok og regeringsskiftet sidste sommer. Der lykkedes det at trække mange arbejderstemmer tilbage til Socialdemokratiet fra Dansk Folkeparti. At Socialdemokratiet har ændret kurs, kan naturligivis ikke alene tilskrives de tidligere SF-medlemmer - en række ”gamle” socialdemokrater som statsminister Mette Frederiksen, beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og boligminister Kaare Dybvad har trukket i samme retning, især efter partiets valgnederlag i 2015.
Men hvordan er det gået til, at arbejderisme som ideologisk mærkat har fået så stor politisk betydning, når antallet af arbejdere, i hvert fald i den gammeldags blå-kedeldragt-forstand næppe i den moderne industrialiserings tid har været lavere?
Det har samlingschef Margit Bech Vilstrup fra Arbejdermuseet et bud på. Hun skrev for et par år siden en ph.d.-afhandling ved Syddansk Universitet med titlen Kampen om arbejderne - Arbejderbegrebets politiske historie 1750-2017.
På en måde er det en historie om ”hen til kommoden og tilbaws igen”.
Da Socialdemokratiet blev dannet i 1872, handlede alt i partiet om arbejdere og deres livsvilkår.
I årtier startede Socialdemokratiets programskrifter med sætningen ”Arbejdet er Kilden til al Værdi og Arbejdets Udbytte bør derfor tilfalde dem, som arbejder.”
Men i midten af 1900-tallet blev projektet et andet - og den socialistiske arbejder blev ofret, da Socialdemokratiet skulle favne hele folket og udskiftede en ideologi forankret i produktionen med velfærdsideologien.
Arbejderne blev skrevet ud af det socialdemokratiske partiprogram i 1952, mens partier længere til venstre stadig var stærkt optaget af arbejderklassen. Ved folketingsvalget i 1966 stemte 81 procent af arbejderne på Socialdemokratiet eller et parti længere til venstre, og på venstrefløjen dyrkede man det ”arbejderflertal” uden De Radikale, som valget for første gang i Danmarkshistorien skabte, bestående af Socialdemokratiet, SF og de nordatlantiske mandater. Det blev gentaget i 1971, men ikke sidenhen.
Op gennem 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne blev velfærdsstaten udbygget, Socialdemokratiet rykkede mod midten, og antallet af arbejdere i traditionel forstand svandt yderligere ind. Muren faldt, venstrefløjen skrumpede, og gamle arbejderaviser som det kommunistiske Land & Folk og det socialdemokratiske (Det fri) Aktuelt måtte dreje nøglen om i henholdsvis 1990 og 2001.
Men ved valget i 2001 skete der en bemærkelsesværdig politisk forandring. For første gang stemte flertallet af arbejdere - det vil sige lønmodtagere i manuelle produktionsjobs - på et borgerligt parti (til højre for Socialdemokratiet).
”Jeg tror, det var en jordrystelse for mange på venstrefløjen, at de borgerlige partier følte, at de kunne tage et ejerskab til arbejdervælgerne,” siger Margit Bech Vilstrup.
”Dansk Folkeparti promoverede sig selv ved at tale den lille mands sag, det vil sige arbejderklassen over for den urbane, caffe latte-drikkende elite i storbyen. Det havde de i øvrigt arvet fra Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet, der allerede i 1970’erne talte rigtig meget om og til arbejderne, og prøvede at skabe en ny skillelinje mellem dem, han kaldte den herskende klasse af offentligt ansatte og den arbejdende klasse af arbejdere og arbejdsgivere i det private erhvervsliv.”
”I 2011 begyndte Venstre også at køre en kampagne på at være det moderne arbejderparti, og jeg er helt sikker på, at Venstre var blevet inspireret af det borgerlige parti Moderaterne i Sverige, som havde samme budskab.”
”Lars Løkke Rasmussen ville gøre Venstre til partiet for dem, der smører leverpostejmadder og får hjulene til at dreje rundt. Dermed blev der skabt en ny skillelinje. Ikke mellem arbejdere og arbejdsgivere, men mellem dem, der vil bidrage til samfundet, og dem, der ikke vil.”
”Næsten samtidig opstod der også den her gruppe af arbejderister i SF med folk som Thor Möger Pedersen og Mattias Tesfaye, der begyndte at tale til og om arbejderne.”
”Meget af det bundede nok i en kulturkamp, hvor også dele af Socialdemokratiet nåede frem til, at man måske var gået for langt i retning af kulturrelativisme. Holdningen var, at den kreative klasse havde fået for meget magt, og derfor skulle man tilbage og høre, hvad de helt almindelige danskere mente. Der genfandt man så begrebet arbejder,” siger Margit Bech Vilstrup.
Holger K. Nielsen var i en årrække partiformand for SF og er i dag ikke længere medlem af Folketinget. Han nikker genkendende til, at venstrefløjen blev udfordret af de borgerlige partiers kapring af arbejdervælgere især efter årtusindskiftet.
”Jeg tror, at det har at gøre med noget kulturelt. Især Socialdemokraterne og til dels SF var oprindeligt bygget op på en arbejderklassekultur med den faglige organisering, den måde man talte sammen på, bankospil og så videre,” siger han.
”Så kom der en akademisering ind både hos Socialdemokratiet og hos os på et tidspunkt, og vi fik en diskussion, som de vælgere, der tidligere havde været hos Socialdemokratiet og til dels hos os i SF, ikke følte, sagde dem noget.”
”Debatten blev meget akademisk og handlede om, hvordan man kunne finde nogle fikse løsninger på velfærdsstatens problemer, og det sagde dem ikke rigtig noget. Så kom Dansk Folkeparti, også med nogle persontyper som ikke var så akademiske, men snarere som naboen og venner, man kunne møde nede på værtshuset,” siger han.
”Det kom til at tiltrække mange venstrefløjsvælgere, at de talte et sprog, man kunne forstå, hvor vi på venstrefløjen begyndte at tale et sprog, der var svært at forstå for almindelige vælgere” siger Holger K. Nielsen.
Han var selv tvivlende over for ”arbejderismen” i SF og kunne ikke se noget perspektiv i at forsøge at holde fast i 1950’ernes arbejderbegreb. I hans optik burde SF have holdt fast i at være et bredere folkeparti. Han mener, at det var paradoksalt at trække arbejderbegrebet frem, når antallet af arbejdere blev ved med at falde, og arbejderbevægelsen og venstrefløjen selv har kæmpet for, at flere unge skulle uddanne sig.
”Det har lidt at gøre med det, den tidligere LO-formand Thomas sagde om, at vi har ’sejret ad helvede til.’ Det havde jo hele tiden været målet, at unge fra arbejderklassen skulle have en uddannelse, og det fik de jo også. Dem, som kom ud med en videregående uddannelse, kom fra arbejderklassen, men de tænkte og talte anderledes,” siger han.