Prøv avisen

Retten til at være krænket trumfer gammeldags venstrefløjspolitik

Illustration: Ole Munk

Den identitetspolitiske debat har slået rod i samfundet, og diskussioner om tiltaleformer på universiteterne, krænkende sange i højskolesangbogen og racistiske forlystelser sætter sindene i kog. Venstrefløjen skal passe på med at latterliggøre minoriteternes krav, mener politisk lektor

Denne artikel indeholder ord og begreber, der bruges i identitets- politik, og som vil være nye for mange. Benyt derfor den identitetspolitiske ordbog i boksen i bunden af artiklen.

I forrige weekend fik en gruppe ældre lesbiske kvinder fra facebookgruppen Lesbiske Feminister sig noget af et chok. Ved indgangen til Kvindehuset i København, som nogle af gruppens medlemmer havde været med til at besætte i 1978, blev de mødt af en gruppe unge transkønnede, der nægtede dem adgang.

Sagen var den, at de unge anklagede de ældre lesbiske kvinder for at have en fobi over for transkønnede, da de lesbiske kvinder ikke mener, at transkvinder og biologiske kvinder er kvinder i én og samme forstand. For en god ordens skyld er en transkvinde en person, der opfatter sig som kvinde, selvom vedkommende er født som en mand.

De ældre lesbiske kvinder forsøgte at tale deres sag. De forklarede, at de i sin tid var en del af kvindekampens fortrop som både rødstrømper og slumstormere, men lige lidt hjalp det. I de unges øjne var de ældre en flok diskriminerende og ekskluderende kvinder, hvis tanker hørte fortiden tid.

Hændelsen tilføjede endnu et kapitel i fortællingen om identitetspolitiske slagsmål herhjemme. Mange Kristeligt Dagblad-læsere husker sikkert debatten om højskolesangen ”Den danske sang er en ung blond pige”, hvor en underviser følte sig krænket og ekskluderet. Begivenheden fik forhenværende forstander på Testrup Højskole og nuværende formand for højskolesangbogsudvalget Jørgen Carlsen til i Ekstra Bladet at kalde identitetspolitikken for ”en giftsky over samfundet”.

For nylig gik det tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten Pelle Dragsted også ind i identitetsdebatten. På det sociale medie Twitter skrev han:

”Problemet ved den ensidige fokus på kønsorientering, etnicitet og seksualitet er, at den ofte ser bort fra, at en lesbisk antropolog i Deadline måske skal tjekke sine privilegier mere end en arbejdsløs, lavtlønnet, hvid heteroseksuel cis-mand i et udsat boligområde.”

Kommentaren var en reaktion på en debat om, at ledelsen på institut for kunst og kulturvidenskab på Københavns Universitet for nogle uger siden havde sendt en mail til instituttets undervisere med tre råd til, hvordan de med fordel kunne titulere transkønnede studerende – og derved undgå at omtale dem som han eller hun.

Den affødte hundredvis af reaktioner, og en af dem kom fra boligminister Kaare Dybvad (S). Han tilføjede, at Dragsteds kommentar, var ”det klogeste, der er skrevet om den sag”.

Skulle nogen efterhånden være i tvivl, så er den identitetspolitiske debat på venstrefløjen ophedet, grænsende til uforsonlig. En kendsgerning, der i sagens natur er guf for medier, der sjældent viger tilbage for en god konflikt med linjerne trukket skarpt op.

Ét er imidlertid forsøget på at udstille en debat, noget andet er at prøve at forstå den identitetspolitiske strømning, der er blevet en del af venstrefløjen i dag. Det forsøger Jan Thorhauge Frederiksen, ph.d. og lektor i pædagogik ved Københavns Universitet. I hans optik bør vi ikke alene forstå identitetspolitikken ved at kigge på de minoritetsgrupper, der kæmper for at bliver anerkendt. Nutidens identitetspolitik findes i lige så høj grad i det, nogle opfatter som samfundets modvilje mod at anerkende minoriteterne.

Han nævner debatten om Hottentot-karrusellen i Djurs Sommerland, der blev beskyldt for at symbolisere racisme, og som i dag har ændret navn til Abekatten.

”Debatten om karrusellen var udtryk for, at nogle mennesker reagerer på noget, de synes, er et symbol på manglende anerkendelse. Det, som ofte sker efterfølgende, er, at denne krænkelsesoplevelse bliver sidestillet med et krav om forbud. Pludselig handler debatten altså om, at nogen forlanger, at man tager hensyn til dem, mens andre kaster sig ind i kampen for den danske kultur eller retten til at krænke. På den måde findes identiteten på begge sider af debatten.”

I sidste ende, mener Jan Thorhauge Frederiksen, så handler identitetsdebatten på venstrefløjen grundlæggende om ny form for ulighed. Han henviser til den amerikanske filosof Nancy Fraser, der mener, at uligheden i det moderne samfund ikke længere kun kendetegnes af materiel og økonomisk ulighed, men i højere grad også af ulighed i adgang til anerkendelse og respekt.

Han nævner som eksempel, at sygeplejersker og hjemmehjælpere med en ikke-vestlig baggrund oplever, at nogle borgere ikke vil behandles eller hjælpes af dem.

”Dermed berøves de deres faglighed og ligeværd, da de placeres i en slags professionel underkategori – og det er her, at venstrefløjens identitetspolitik over en bred kam placerer sig i dag,”siger han.

Malte Frøslee Ibsen er ekstern lektor i politisk teori ved institut for statskundskab på Københavns Universitet og forfatter til bogen ”Det nye internationale”, der diskuterer, hvordan den europæiske venstrefløj på ny skal forene sig – denne gang i EU.

Han mener, at faren for splittelse på venstrefløjen er reel. Problemet består imidlertid ikke i de identitetspolitiske krav, som identitetspolitiske grupper og bevægelser formulerer eller i samfundets hensyntagen, som den vejledende mail, ledelsen på kunst og kulturvidenskab på Københavns Universitet sendte sine undervisere. Problemet består også i den klassiske venstrefløjs ”latterliggørelse” af kravene og den manglende vilje til at bygge bro.

”Dynamikken i den offentlige debat vidner ofte om, at der opstår en form for latterliggørelsesrus, hvor alle mulige på forhånd konkluderer, at de identitetspolitiske synspunkter er latterlige. Jeg kan godt frygte, at denne dynamik betyder, at vi affejer en masse legitime krav om ligestilling og ender med at rette en kritik tilbage mod den, der oplever en reel uretfærdighed,” siger han.

Frøslee Ibsen medgiver, at han af og til selv er kommet til at trække på smilebåndeteller umiddelbart har svært ved at forstå konfliktens omdrejningspunkt,når eksempelvis transkønnede unge blokerer vejen til Kvindehuset for ældre lesbiske kvinder, som tilfældet var i sidste uge.

”Personligt mener jeg, at nogle af kampene for lighed risikerer at blive så snævre, at kravet til sidst kommer så langt ned i et kaninhul, at det for uden forstående kan fremstå som forkælet,” siger han, men pointerer, at omverdenen i videst mulig omfang bør forsøge ”at rekonstruere intentionen bag kravet” i stedet for at latterliggøre det.

At kravene på dele af venstrefløjen er blevet mere snævre og individualistiske genkender professor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet Ulf Hedetoft. Han forsker i nationalisme og migration med særlig fokus på identitetsspørgsmål og mener, at der er sket en såkaldt subjektivering af identitetspolitikken de senere år.

Ifølge ham er dele af venstrefløjen gået fra en 1968- tankegang, der var optaget af en række – i egen optik – mere eller mindre objektive sandheder, såsom at kapitalismen var syg. Til i dag, hvor ”den objektive tilgang i stigende grad drages ind i et subjektivt univers”:

”Før handlede den identitetspolitiske kamp om verden omkring os, nu handler den om, hvordan vi opfatter os selv i forhold til omverdenen,” siger han og bruger det stigende antal af sager, der vedrører personer, der føler sig krænket, som eksempel:

”En krænkelse refererer til, at jeg inderst inde føler, at min identitet er blevet krænket. I virkeligheden handler meget identitetspolitik derfor i sin essens om at genindføre grænser og territorier. For den enkelte handler det om at sige hertil og ikke længere.”

Sidste år udgav Asad Haider bogen ”Mistaken Identity”. Fra sit kontor i USA forklarer han, at identitetspolitik i årtier har spillet en afgørende rolle for venstrefløjens kamp for at få kvinder på arbejdsmarkedet og for at skabe bedre rettigheder for sorte og homoseksuelle. Dengang, mener Haider, bestod den identitetspolitiske kamp af en massebevægelse, der kæmpede for en grundlæggende samfundsomvæltning. Sådan er det ikke længere: ”Den identitetspolitiske kamp er blevet erstattet af et politisk syn, der handler om individuel anerkendelse i stedet for et fokus på at ændre sociale strukturer,” siger han og betegner nutidens identitetspolitik som ”en neutralisering” af massebevægelser mod for eksempel racisme.

Adspurgt om, hvorvidt den nutidige identitetspolitik er et udtryk for et potentiale eller problem for venstrefløjen, er han ikke i tvivl.

”Den er et problem, fordi den er blevet en erstatning for massebevægelser mod undertrykkelse. Så længe venstrefløjen hænger sig i et individuelt anerkendelsesmantra, så blokeres vejen for de kampe, venstreorienterede burde kæmpe i fællesskab,” siger han.

Ved Kvindehuset i København holdt de unge transkønnede stand, så de ældre lesbiske kvinder til sidst forlod det hus, de i sin tid havde været med til at grundlægge. Oplevelsen fik Karen M. Larsen, stifter af netværket Ny Lesbisk Bevægelse Danmark, som udelukkende er for biologisk fødte kvinder, som er til andre biologiske kvinder, til tasterne. I et læserbrev i avisen Arbejderen formulerede hun et retorisk spørgsmål:

”Efterhånden kan man spørge sig selv om, hvorvidt der i de feministiske miljøer henholdsvis LGBT-miljøet er plads til homoseksuelle og transkønnede i mere klassisk forstand.”8