Regeringens forslag om håndtryk til gengæld for statsborgerskab er endt med at udstille den interne splittelse, som igennem flere år har vokset sig større og større i Venstre. Symbolpolitik, en løsning på et ikke-eksisterende problem og et klart brud på de liberale principper er nogle af kritikpunkterne.
Klinger det bekendt, er det, fordi kritikken nærmest er identisk fra den tidligere på året, da regeringen indførte et tildækningsforbud, ofte kaldet burkaforbuddet.
I Venstre er uenighederne om udlændinge- og integrationspolitikken, senest med kravet om håndtryk for statsborgerskab, blevet ”fundamentalt store”, siger Jarl Cordua, borgerlig politisk kommentator.
”Spørgsmålet er nu, om de er uoverstigelige. Der er jo en fløj i partiet, anført af udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, som er helt enig med Dansk Folkeparti. Hun har det med at sælge indrømmelserne til Dansk Folkeparti hurtigere, end statsministeren kan nå at følge med, og det skaber en vis irritation. Man mener jo, at Inger Støjberg er en solorytter,” siger Jarl Cordua.
Han peger på, at Inger Støjberg støttes af folketingspolitikere fra Venstre som forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, tidligere minister Hans Christian Schmidt, Mads Fuglede samt udlændinge- og integrationsordfører Marcus Knuth.
I Venstres folketingsgruppe talte undervisningsordfører Anni Matthiesen og ligestillingsordfører Martin Geertsen i går åbent imod forslaget om håndtryk som en betingelse for statsborgerskab. Indfødsretsordfører Jan E. Jørgensen forstår frustrationen, men påpeger, at det ikke var Venstre, men derimod Dansk Folkeparti, som fik idéen.
”Diskrimination er ikke særlig liberalt. Og dem, der nægter at give hånd, diskriminerer jo. Omvendt er det heller ikke særlig liberalt at skulle gå ind og lave regler for, hvordan folk skal hilse på hinanden, men vi har så heller ingen planer om, at det skal udvides med en lov om, hvordan folk skal hilse på hinanden i privatsfæren,” siger Jan E. Jørgensen.
Han forklarer, at han selv er træt af, at der skal bruges tid ”på at diskutere problemer, der er så små og omfatter så få mennesker”.
”Der er helt klart en frustration over, at vi skal bruge så meget tid på nogle af de her debatter. For vi har egentlig meget mere lyst til at fortælle, hvor godt det går i Danmark, og at vi skal holde opsvinget i gang. Så den frustration deler jeg sådan set også,” siger han.
Og det er netop heri, at polariseringen består, siger Jarl Cordua.
”Der er en anden fløj, som dybest set mener, at alt det her symbolpolitik er det rene vanvid. At det undergraver Venstres troværdighed som politisk parti. Det er specielt dem, der har været med i partiet i mange år og er vokset op med statsminister Lars Løkke Rasmussen i det liberale parti. Dem, man lidt hånligt siger hænger fast i 1990’erne. Men den fløj er ikke særlig stærkt repræsenteret i regeringen i øjeblikket. Og hvis den er, er den optaget af andre ting. Det er meget, meget stærke kræfter, der støtter op om Inger Støjberg,” siger Jarl Cordua.
Skismaet ligger i, mener Peter Nedergaard, professor i statskundskab på Københavns Universitet, at ”flere i folketingsgruppen og andre meget aktive Venstre-folk sympatiserer med den ultra-liberale fløj, når det kommer til udlændingespørgsmål”, mens de fleste af Venstres vælgere og det generelle vælgerhav i høj grad erklærer sig enige i den stramme udlændingepolitik. Og i sidste ende er logikken klar:
”Det er sidstnævnte, der skaffer magten,” siger Peter Nedergaard.
”Den egenskab har udlændingepolitikken jo. Både den ene og anden vej. Den trækker vælgere over til DF, men også til Venstre, fordi mange har syntes, at de havde en mere fornuftig linje. Og det er ikke mindst den, der har givet Venstre magten de sidste 17 år med godt tre års undtagelse,” siger han.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen skal altså både holde vælgere og en splittet folketingsgruppe til sig frem mod et valg, der formentlig kommer til at have udlændinge- og integrationspolitik som en af de vigtigste dagsordener.
Jarl Cordua bider dog mærke i, at kritikken fra De Konservative og Liberal Alliance i den aktuelle håndtrykssag har været nærmest ikke-eksisterende. Modstanden findes hos ”et mindretal i ét stort regeringsparti, hvorimod alle andre er enige”. Men den værdipolitiske uenighed kan alligevel blive et problem for partiet til valget, hvor regeringen agter at gå i samlet front for at fortsætte VLAK-samarbejdet.
”Men det kommer meget an på, om der kommer nye forslag. Hele problematikken er jo, at Inger Støjberg kører sit eget løb,” siger Jarl Cordua.