Venstres nye, markante gruppeformand vil dæmpe tonen: Nu har jeg en anden rolle

Venstre har valgt Thomas Danielsen til ny gruppeformand. Han er kendt for sine egne skarpe udmeldinger – men ser det som ærinde at samle en hårdt prøvet folketingsgruppe.

Tirsdag blev Thomas Danielsen valgt til ny formand for Venstres folketingsgruppe. Han afløser Karsten Lauritzen, som i stedet skal være direktør i Dansk Industri Transport.
Tirsdag blev Thomas Danielsen valgt til ny formand for Venstres folketingsgruppe. Han afløser Karsten Lauritzen, som i stedet skal være direktør i Dansk Industri Transport. . Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Tirsdag blev Thomas Danielsen valgt til ny formand for Venstres folketingsgruppe. Han afløser Karsten Lauritzen, som i stedet skal være direktør i Dansk Industri Transport – og han arver en folketingsgruppe, der har været plaget af medlemsflugt, interne uenigheder og dårlige meningsmålinger.

Hidtil har Thomas Danielsen været jagt-, søfarts- og såkaldt minkordfører, men nu skal han være med til at tegne partiet i offentligheden og styre en folketingsgruppe, der i årtier har været kendt som et af de steder i dansk politik, hvor bølgerne kan gå højest.

Hvad er dit vigtigste ærinde som gruppeformand?

Det er at alle medlemmer af Venstres folketingsgruppe kan se sig repræsenteret gennem mig. Og sikre, at vi fortsat har den her gode debatkultur i gruppen, hvor vi ikke altid er enige fra start, men diskuterer med et smil. Det gør vi nu, men det har vi bare ikke gjort i lang tid.

Alene i denne folketingsperiode har blandt andre Lars Løkke Rasmussen, Inger Støjberg, Tommy Ahlers, Britt Bager, Marcus Knuth og Kristian Jensen forladt partiet. Hvordan vil du sætte prop i badekarret?

Det vigtige er jo, at en gruppeformand kan fornemme, hvis nogen finder sig frustrerede eller ikke hørt. Det er afgørende vigtigt for mig, at alle kommer til orde og føler sig godt og fair behandlet, selvom alle selvfølgelig ikke kan få deres holdning igennem én til én.

Du er kendt som en person med markante holdninger, for eksempel stemte du som et af få gruppemedlemmer mod rigsretssagen mod Inger Støjberg. Nu er hun dømt. Var det den rigtige beslutning?

Folketingsgruppen var stillet frit i forhold til afstemningen, og derfor har min stemme ikke haft betydning internt. Men det står åbenlyst tilbage, at jeg tog fejl, for jeg troede ikke, der kunne ske en domfældelse. Det er vigtigt, at man kan anerkende, at man tager fejl, så vi kan komme videre og fortsat arbejde sammen.

Vil man se en anderledes Thomas Danielsen i din nye post, end den åbenmundede person med stærke holdninger du er kendt som?

Dem, der kender mig, tror jeg, alle sammen ville sige, at når jeg agere i rollen som formand, så gør jeg det meget fair og loyalt. Jeg har siddet i formandsstolen lige fra kommunaludvalget for år tilbage til klima- og energiudvalget. Der har jeg kun fået positive tilbagemeldinger fra både rød og blå blok om, at jeg er meget fair.

Men vil du i offentligheden være lige så markant i dine holdninger?

Jeg er jo den, jeg er, og jeg siger tingene ligeud, men nu har jeg en anden rolle som gruppeformand. Derfor kan det godt være, at noget skal siges i direkte tale, men det ændrer ikke på, at det er vigtigt, at det så er noget, folketingsgruppen kan se sig selv i.

Hvilken Venstrefløj tilhører du – by- eller landfraktionen?

Jeg vil sige sådan, at der i hvert fald er både by og land i Danmark, og derfor er det vigtigt, at det også er en balance, vi tager hensyn til i folketingsgruppen. Det er vigtigt, at man ikke hælder for meget til den ene eller den anden side.

Men din naturlige loyalitet ligger vel på landet?

Det er korrekt, at jeg har lavet meget arbejde som landdistriktsordfører, og mange kender mig som landdistrikts-forkæmperen. Men det ligger mig meget på sinde, at uanset om man kommer fra land eller by, skal ingen forfordeles.

Hvis du kunne få ét politisk mål opfyldt, hvad skulle det så være?

Min vigtigste politiske dagsorden er klart at få Jakob Ellemann-Jensen i statsministeriet og få en borgerlig regering.

Men hvad skulle magten bruges til – hvis du kunne drømme helt frit?

Jeg ser nogle tendenser, hvor jeg synes, man bliver meget omklamret, og jeg frygter, hvis det sætter sig for meget og for bredt, at vi bliver mere umyndiggjort som danskere og fattigere som samfund.