Ville fortidens Venstrefolk, der grundlagde Det Forenede Venstre i 1870, kunne genkende deres parti i dag?
Det ville de godt, mener Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, der på et ekstraordinært landsmøde i Herning i lørdags blev hyldet med blå konfetti som Lars Løkke Rasmussens efterfølger. Han fik følgeskab af tidligere udlændingeminister Inger Støjberg, der ved valget til næstformand vandt overbevisende over Ellen Trane Nørby med stemmerne 577-206.
Landsmødet var præget af en dyb tristesse over de magtkampe, der førte til Lars Løkke Rasmussens og den hidtidige næstformand Kristian Jensens fald. Men nu skal der være sammenhold i partiet, og det skal være slut med fløjkrige og fløjkrigere, som den nye formand var ”dødtræt” af. Han forventer fuldstændig loyalitet, både fra partiorganisationen og folketingsgruppen, samtidig med at der dog fortsat skal være ”højt til loftet og langt til døren”.
Men hvor vil han føre sit parti hen politisk?
Venstre og det borgerlige Danmark står med ryggen mod muren og har ikke kunnet give svar, som et flertal af vælgerne ville købe. I valgkampen trak Venstre som det eneste borgerlige parti vælgere tilbage fra Socialdemokratiet, primært på grund af Lars Løkke Rasmussens overraskende udspil om en SV-regering midt i valgkampen.
Med Jakob Ellemann-Jensen ved roret er den idé imidlertid stendød. Samarbejde mellem S og V er én ting, et regeringssamarbejde noget ganske andet, og det sidste bliver ikke aktuelt. Venstre er et borgerligt parti og vil stå i spidsen for en borgerlig regering, når det måtte blive muligt igen. Og den nye formand vil invitere alle de borgerlige partiledere, inklusive Nye Borgerliges Pernille Vermund, på kaffe for at undersøge mulighederne for et samarbejde.
Dermed lægger han klar afstand til den midtsøgende linje, Lars Løkke Rasmussen gjorde til sit projekt.
Kort efter at både han og Kristian Jensen i august af Venstres forretningsudvalg blev tvunget til at gå af, lagde den tidligere partiformand en udtalelse op på Facebook, som han ville have haft Venstres landsmøde til at forholde sig til, hvis ellers forretningsudvalget havde accepteret det. Det gjorde udvalget ikke.
Her skrev han blandt andet, at ”hvis prisen for samarbejde med højrefløjen er for høj, eksempelvis i form af ultimative krav om ekstreme udlændingestramninger, opgør med Danmarks internationale forpligtelser eller en urealistisk økonomisk politik, så skal Venstre også kunne afsøge muligheden for forpligtende samarbejde over midten.”
Jakob Ellemann-Jensen vil heller ikke acceptere ultimative krav, men han vil gerne tale om, hvad en moderne borgerlig-liberal politik skal indeholde.
På mødet i lørdags blev det foreløbig til nogle brede overskrifter i fem punkter:
1. Venstre skal være et økonomisk ansvarligt parti, og pengene skal tjenes, før de kan bruges.
2. Venstre skal føre en stram udlændingepolitik, samtidig med at virksomheder nemt skal kunne rekruttere udenlandsk arbejdskraft.
3. Venstre skal være bedre til at lytte, både til baglandet og resten af samfundet. Det har partiet været for dårlig til, hvorfor man for sent blev opmærksom på klimakrisen og på, at for mange børn og unge mistrives.
4. Venstre skal være et grønt parti, selv om det er svært at finde liberale svar på klimatruslen, og som samtidig tager hensyn til landbruget.
5. Endelig skal Venstre altid være et ”optimistisk parti”, der ikke vrisser, og som er åben for resten af verden, lod den nye formand forstå.
De fem punkter peger indirekte på årsagerne til, at det har været så svært for borgerligheden at finde sammen de sidste fire år. Og hvorfor det er vanskeligt at definere en moderne version af liberalisme.
Spurgt lidt skævt: Går en moderne liberalist ind for frihed for Loke, Thor, eller dem begge?
Ellen Trane Nørby understregede netop friheden som den bærende værdi i sin tale til de delegerede. Hun talte om internationalt udsyn, ånd og Grundtvig, men blev altså klart slået af Inger Støjberg i kampen om næstformandsposten. Det kan nok ikke tages som udtryk for, at venstrefolk generelt ikke er optaget af de emner, Ellen Trane Nørby rejste, men det overordnede indtryk fra landsmødet er alligevel, at ”højskolevenstre” er efterladt med en beskeden plads.
For mange år siden blev det stillet op som en modsætning til ”handelshøjskolevenstre”, men den modstilling giver knapt mening længere.
Jakob Ellemann-Jensen nævnte ganske vist traditionelle liberale teser om, at det ”skal kunne betale sig at arbejde”, at skatten ikke må være ”for høj”, og at danske virksomheder skal have mulighed for at trives. Men han plukkede også blomster i den nationalkonservative have: Børn skal lære noget i skolen, forbrydere skal i fængsel, og danskerne er bundet sammen af sprog, sted og ånd og er ikke bare en tilfældig samling af mennesker.
Alt i alt en del overskrifter, der ikke gik i dybden med den politik, Venstre vil generobre magten med.
Det afspejler, at Jakob Ellemann-Jensens første og vigtigste opgave bliver at cementere sammenholdet internt i partiet, som baglandet så stærkt har efterlyst.
Historien fra andre fløjkrige viser, at de grøfter, der bliver gravet i den slags opgør, kan være svære at kaste til, trods alle gode intentioner. Opgavens vanskelighed lagde han heller ikke selv skjul på, og med sin typiske underfundige humor refererede han partifællen Bertel Haarder for en udtalelse under et meget ophedet møde i Venstres folketingsgruppe. Der var voldsom uenighed om et konkret lovforslag, hvorefter Bertel Haarder sagde, at han var enig med alle. Sådan har Jakob Ellemann-Jensen det angiveligt selv med de seneste måneders fløjkrig.
Problemet er, at hans enighed med alle andre ikke i sig selv fører til, at konflikterne bilægges. Gælder det den politiske linje, afklarer mantraet heller ikke, hvor Venstre vil lægge sig under den nye formand.
Men måske bliver man klogere på det, når Venstre holder sit ordinære landsmøde midt i november.