Prøv avisen

Asylansøgere oplever ventetid som tortur

Beboerne på Gunderuplund får 3000 kroner i lommepenge om måneden til mad. – Foto: Simon Skou

På et asylcenter i en lille landsby uden for Hjørring sidder nogle af de mange asylansøgere, som venter på myndighedernes afgørelse. Nogle må vente flere år, hvilket nedbryder dem både psykisk og fysisk, lyder det fra eksperter

Værelset er ikke større end et lille børneværelse på få kvadratmeter. To slidte læderstole og en køjeseng, der ligner noget fra en barak, optager det meste af pladsen. I hjørnet er en kommode blevet til et lille tekøkken med elkedel og nogle ridsede aluminiumsgryder. Her lever to liv på flugt klemt sammen. Det ene tilhører 29-årige Hamad Mobarak Alanzi.

Han sidder i den nederste køje og venter og tænker, ligesom han har gjort det i mere end halvandet år. Det eneste, der betyder noget, er asyl. Hvis ikke han får det, skal han tilbage til Kuwait, hvor han ikke eksisterer. Hamad Mobarak Alanzis etnicitet er bedoon, som på arabisk betyder statsløs.

Det eneste, han nogensinde har haft som bevis på sin eksistens, er id-kortet, han modtog, da han blev asylansøger i Danmark. Han er flygtet fra et liv uden adgang til lægehjælp, uddannelse eller retten til at eje et hjem.

Ligesom mange andre på Gunderuplund, lidt syd for Hjørring i Nordjylland, har han intet at vende tilbage til, og han har derfor måttet se mod Europa og Danmark og chancen for et liv med rettigheder for første gang.

Et år, syv måneder og fem breve fra Udlændingestyrelsen senere er der endnu ikke blevet truffet en afgørelse i hans sag. Beskeden i brevene er den samme:

”Du har været til samtale med Udlændingestyrelsen vedrørende din asylansøgning. Vi oplyste i den forbindelse, at vi forventede at træffe afgørelse i sagen inden for tre uger efter samtalen. Vi har imidlertid endnu ikke kunnet træffe en afgørelse i sagen. Vi forventer at kunne træffe afgørelse i sagen om senest otte uger.”

Men afgørelsen kommer ikke, og Hamad venter stadig med en voksende følelse af at have mistet kontrollen i et system, der for ham synes uden logik.

”Jeg tænker kun på brevene og på at få opholdstilladelse. Jeg er bange hele tiden. Mange af dem, jeg kender, får afslag, og hvad så med mig? Du kan kun vente. Det er ligesom et fængsel, selvom du er fri,” siger han.

De fleste, der bor på Gunderuplund, venter på asyl. Når brevene med det endelige svar kommer, får en del afslag. Især de, der er flygtet fra Somalia og Irak, sendes hjem. Deres land er bedømt sikkert. En dom, de ikke forstår eller er villige til at acceptere. Derfor venter de videre på en beskikket advokat, som er deres sidste chance for et liv i Danmark.

Men det er svært, for dagene er ensformige og synes uendeligt lange. De oplever ventetiden som en pinebænk, hvor uvisheden lænker dem fast i en tilstand af afmagt og frygt. Selv efter at de får svar på deres asylansøgning, sidder de endnu fast.

Psykolog og lektor på institut for psykologi på Københavns Universitet Torben Bechman Jensen har forsket i ensomhed og sociale forhold. Han betegner ventetiden som en utrolig belastning, som det kræver et enormt overskud at håndtere. Det overskud har de færreste, som er flygtet fra krig og konflikt.

”På mange måder er asylansøgere, som venter flere år i uvisheden, udsat for torturlignende tilstande. Det er grænsende til tortur. Der er nogle af de samme elementer, der kommer i spil, som når man bevidst udsætter folk for smerte,” forklarer Torben Bechman Jensen.

I den første del af processen bliver asylansøgerne ukoncentrerede. Senere forsvinder indholdet langsomt i hverdagen, for livet bliver uoverskueligt, når de venter i uvished, og nogle ender med helt at opgive. Derfor afløses trygheden, som mange flygtninge får, når de kommer til Danmark, hurtigt af uro.

Bag en af dørene på Gunderuplunds gange har tre irakiske mænd samlet sig. De har alle fået afslag, og alle skal tilbage til Irak.

”Hvorfor får alle syrerne asyl og ikke vi? Hvad med krigen i vores land?”. Stemmen er frustreret, og ordene er hårde. De kommer fra en af de irakiske mænd.

Som så mange andre flygtninge har de også svært ved gennemskue systemet. De har alle tre ventet i mere end et år og forstår ikke, hvorfor de efter så lang tid har fået afslag. Nu venter de endnu en gang.

Inden afslaget var alt, hvad de talte om, udsigten til opholdstilladelse. Nu er det frygten for den lange rejse tilbage, der optager dem.

Aidayni Khalid Wehaib drikker sød te med sine frosne øjne plantet mod gulvet. Han havde håbet, at næste gensyn med hans kone og to børn skulle være i Danmark, men det bliver i Irak. Frygten, for at hans lange rejse har været forgæves, har indhentet ham.

En dag for 20 år siden var Hamad Mobarak Alanzi og en af hans kammerater ude for at spille bold, da en stor røgsky lagde sig som et sort tæppe over deres landsby og rev dem ud af legen. De to drenge løb hen for se. Hamads hus var væk.

Den dag mistede han sine forældre og sin bror i en gaseksplosion. Som 10-årig stod han tilbage uden familie og fremtid i et land, der ikke ville have ham. Han flyttede ind hos sin fars ven, der fortalte ham om muligheden for et bedre liv i Danmark.

Som et fatamorgana i det fjerne krøb håbet om en tilværelse uden diskrimination ind på Hamad Mobarak Alanzi. Det blev hans drøm. I dag er Danmark ikke længere et fatamorgana i den arabiske ørken, men et flygtigt håb.

Antropolog og forfatter Ulla Stilling Pedersen har i forarbejdet til bogen ”Gæster i kommunen” oplevet ventetidens kræfter på tætteste hånd, blandt andet efter at have tilbragt længere tid på asylcentre i Nordjylland.

”En af de personfortællinger, der gjorde størst indtryk på mig under mit feltarbejde, var en yngre kurdisk mand fra Iran, der var flygtet af politiske grunde. Han var meget engageret i forskellige aktiviteter på asylcentret og lagde en masse energi i at lære dansk. Han gjorde alt for at holde sig beskæftiget, for han havde svære traumer, og de tunge tanker overmandede ham især, når han var alene. Det var torturoplevelser, tanker om de nærmeste familiemedlemmer i hjemlandet, som han ikke kunne have kontakt med, og frygten for, hvad der skulle blive af ham.”

”Han fortalte mig om den lange ventetid og om frygten for at blive sendt tilbage til Iran. Han var nået så langt ud, at han havde besluttet at tage sit liv, hvis han fik afslag på sin asylansøgning. Da jeg interviewede ham, få dage efter at han havde fået opholdstilladelse, viste han mig, at han sov med et kabel under sin hovedpude. Og han viste, hvor han havde tænkt på at hænge det op. Det fortalte mig noget om, hvilken ekstremt sårbar og desperat situation, det kan være at vente på behandlingen af en asylsag,” fortæller Ulla Stilling Pedersen.

Hun mener, at det kan være for sent for mange, når de først får svar på deres asylsag.

”Ventetiden nedbryder dem, og hvis de endelig kommer ud i samfundet, kan mange føle, at de har mistet deres identitet. De bliver disintegreret i stedet for integreret,” siger hun.

Ifølge Torben Bechman Jensen kan ventetiden i vores asylsystem betegnes som et paradoks.

”Når vi ikke stiller krav til de her mennesker om, at de aktivt skal deltage i udformningen af deres eget liv, så dehumaniserer vi dem ved at lade dem sidde og vente. Det er det samme som at sige, at vi ikke har nogle krav eller nogen forventninger til dem, og at vi sådan set håber, at de ikke bliver gode nok til at blive integrerede.”

I den nederste køje på det lille værelse sidder Hamad Mobarak Alanzi stadig og venter.