Prøv avisen

Ventetiden lærer os, hvem vi er

– Tegning: Morten Voigt.

Coronavirus har sat både samfund og mennesker på pause. Men om ventetiden sender os til tælling eller kaster os ud i refleksioner og åbner for nye muligheder, er op til os selv. En filosof, en præst og en psykolog giver deres bud på ventetidens anatomi

Når toget er forsinket, eller vi en sjælden gang står i kø, kan ventetiden tage pippet fra selv den roligste. For noget af det værste, der kan ske i et moderne samfund, er at spilde tiden.

Derfor er det også noget af en omvæltning at blive sat på vågeblus af en virus og ikke vide, hvornår hverdagen vender tilbage – eller om den gør.

Thomas Hornemann-Thielcke, sognepræst ved Herlufsholm Kirke, arbejder med pause og stilhed som en ressource til fornyet fokus. Og måske, mener han, er der andet end bekymring at hente i den ufrivillige ventetid på bedre tider.

”Lige pludselig har vi fået meget mere tid. Men meget tid kan også forsvinde, hvis man bruger den til ligegyldige ting. Det handler om, hvorvidt man vil gå ind i situationen og for eksempel være sammen med sine børn, eller om man i stedet sætter dem foran en skærm,” siger Thomas Hornemann-Thielcke, som foreslår, at man bruger tiden til alt det, man ellers ikke kan.

For pausen kan være med til at lære os, hvilke værdier vi lever vores liv ud fra.

”Man kan også tænke over, hvordan man vender tilbage til normaliteten. Skal det være det samme, eller har coronavirus ændret vores tanker om, hvem vi er som folk, familier og individer? Hvad har vi set, og hvad har vi lært? På den måde kan ventetiden blive en selverkendelsesproces. En tænkepause.”

Men hvad så, hvis den eksistentielle indsigt udebliver, og man bare keder sig? Og hvad er kedsomhed overhovedet?

Det har Rasmus Johnsen, lektor ved institut for ledelse, politik og filosofi på Handelshøjskolen i København, (CBS) et bud på. Han forsker nemlig i kedsomhed som fænomen og lyder næsten som en irriterende onkel, når han lægger ud med at sige, at kedsomhed bare er en opfindelse.

Men det er rigtigt nok. Ikke engang de gamle grækere havde et ord for tilstanden. Den dukker først op i 1752 – i det engelske sprog.

”Det betyder ikke, at de gamle grækere ikke har kedet sig, men der var ikke noget begreb for tilstanden før langt senere,” siger han og peger på, at i takt med industrialiseringens allerstørste slogan ”tid er penge” bliver den tomme tid for alvor en ressource – og til det marked, som blandt andet de sociale medier i dag tjener styrtende summer på.

”I dag opfatter vi tid som noget, vi mere eller mindre er herre over, og som bare venter på at blive organiseret af os. Men lige nu er vi sat i en helt uvant situation, fordi en diffus ventetid bryder ind i vores liv med en katastrofal påmindelse om, at vi ikke er herrer over tiden – og at vi aldrig nogensinde har været det,” siger Rasmus Johnsen.

Meget tydeligt oplever vi derfor nu det faktum, at tiden ”er ligeglad med os”, og indser, at den blot er et indisponibelt fænomen, mener han.

”Eller sat på spidsen: Tiden er ikke en ressource, men i en vis henseende vores fjende, fordi vi, modsat hvad vi nogle gange tror, ikke har kontrol over den.”

Men ventetid er også fokustid, mener han. Det sted, hvor noget uventet kan ske. Det katastrofale, men også det håbefulde, mener Rasmus Johnsen og refererer til den tysk-jødiske filosof Walter Benjamin, ifølge hvis tanker kedsomheden er erfaringens æg og hverdagens utopi.

”Helt lavpraktisk kender vi det fra vores børn. Keder de sig, gør kedsomheden godt med, hvad den nu har, nemlig det, der er for hånden. Det skønne ved kedsomhed er, at den ikke kræver noget udstyr,” siger han.

”Nogle gange bliver resultatet af at kede sig destruktivt, men kedsomheden har også forhåbningsdelen i sig, fantasien og det enkle. Der kan findes noget godt i ventetiden,” mener Rasmus Johnsen, der ellers har været lidt nervøs for, at vi er ved at aflære omgangen med den tomme tid, fordi alting planlægges, og vi konstant fylder pauserne.

”Også i den forstand er vi nu sat på prøve. Kan vi lade noget godt opstå af ventetiden? Det er jeg sikker på, vi kan,” siger Rasmus Johnsen.

Psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard ser en stor forskel på den ventetid, hvor man kender bagkanten, og så den uvisse ventetid, vi befinder os i lige nu.

”Man kan sammenligne det lidt med at være på barselsorlov versus at være arbejdsløs. I begge tilfælde er man hjemme, men sikke en forskel der er på de to. Lige nu er ventetidens anatomi den uafgrænsede. Vi går alle sammen og venter på, hvornår vi selv bliver syge, eller hvornår en af vores kære bliver syge, og hvad skal vi så gøre,” siger Camilla Carlsen Bechsgaard, der selv i familien har fire bedsteforældre, som alle sammen er sårbare.

”Ringer de en dag og siger, at de er blevet dårlige? Og hvordan skal det så gå? Det er sådan en uvished, der gør den aktuelle ventetid rigtig ubehagelig for mange af os.”

I ventetiden løber der to parallelle spor, mener hun. Det helt basale, der handler om rutiner som at få noget at spise. Det er i det spor, nogle mennesker hamstrer, fordi det er en måde at opretholde fornemmelsen af, at noget er der da styr på.

Det andet spor er det indre og erkendelsen af, at verden simpelthen har ændret sig. I den forbindelse er det hendes indtryk, at mange faktisk bruger ventetiden til at reflektere i.

”På en bizar måde kan denne situation være en kærkommen stop op-pause, hvor det er legalt at mure sig inde og være med sig selv. Situationen kan ikke sammenlignes med for eksempel en ferie, hvor man skal alt muligt. Det er snarere en tilbagevenden til en basal-eksistens, som mange af os nok har lagt bag os. Man kunne håbe, at flere vil få øjnene op for, hvilke livsværdier man har, og om de egentlig stemmer overens med de værdier, vi lever efter i en normal og travl hverdag,” siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Hvis Thomas Hornemann-Thielcke skal tegne en tidslinje over den ufrivillige ventetid, mange sidder midt i lige nu, ser han denne udvikling:

”I begyndelsen vil vi være utålmodige, men som dagene går indstille os på, at det er sådan, det er. Når isolationen er ved at være slut, tror jeg, at mange vil få en opblomstring og et nyt syn på tingene. Om folk ligefrem vil få en masse børn, ligesom de gjorde efter Anden Verdenskrig, ved jeg jo ikke, men det ville da være fantastisk. Jeg håber i hvert fald, at vi ikke bliver bange for livet, men at vi på en eller anden måde vender tilbage til det normale med lidt dybere eftertanke og med den indsigt, at vi er mere afhængige af hinanden, end vi troede, ” siger Thomas Hornemann-Thielcke, som mener, at den helt usædvanlige situation på en måde sender os ud i en identitetskrise.

”Vi kender ikke rigtigt os selv under forhold som disse og ved måske ikke, hvordan vi vil reagere. Men når først vi får tænkt os om, tror jeg, at vi står vi sammen og ofrer os for hinanden. Det er ikke en billig øvelse at sende alle, der ikke er absolut nødvendige for samfundet, hjem. Men det en smuk tanke, at denne pause er til, fordi vi fokuserer på dem, der har mest brug for det. De ældre, de syge, dem der har været med til at bygge samfundet op, det er dem, vi tager sig os af ved at blive hjemme,” siger Thomas Hornemann-Thielcke, som mener, at det viser, at Danmark har et meget velfungerende demokrati.

”På trods af vores forskellige uoverensstemmelser kan vi mødes i det helt fundamentale, at vi gerne vil ofre noget for at redde hinanden fra døden. Selvom det koster samfundet, kan vi se værdien i at hjælpe det enkelte menneske. Det illustrerer også, at vores kultur er gennemsyret af kristne værdier. Det står meget tydeligt nu, at enhver ikke bare er sin egen lykkes smed.”