Prøv avisen

Verbal tilsvining er dagligdag for lærere

Tegning: Rasmus Juul

Hver fjerde lærer bliver ifølge kommende rapport jævnligt kaldt ”luder”, ”kælling”, ”idiot” eller lignende af deres elever. Ifølge forsker og skoleleder har normerne for omgangstone rykket sig markant de seneste 10 år

Det er kun få nutidige skolelærere, som drømmer sig tilbage til dengang, da elever tiltalte læreren De, hr. eller frøken og ved efternavn. Men mange lærere drømmer om at slippe for hver dag, hver uge eller hver måned som en del af hverdagen på jobbet at blive kaldt nedværdigende ting som ”luder”, ”kælling”, ”idiot”, ”bøsse”, ”bitch” eller ”fucking lortelærer” af deres elever.

Ifølge en kommende rapport fra Arbejdsmedicinsk klinik i Herning og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø er den form for verbal tilsvining fra elevernes side ikke bare noget, enkelte lærere oplever nogle gange i deres arbejdsliv. Det er virkelighed for et godt stykke over halvdelen af landets lærere, og for hver fjerde lærer er det noget, der sker på månedlig, ugentlig eller ligefrem daglig basis i deres job.

”Mange skolebørn taler pænt til deres lærere, men i de senere år har der bredt sig en generel mangel på respekt for læreren, og der er en tendens til, at især de mest pressede og udfordrede børn ofte bruger ord, som direkte krænker læreren,” siger rapportens hovedforfatter, Lars Peter Sønderbo Andersen, cand.psych., ph.d. og seniorforsker ved institut for klinisk medicin på Aarhus Universitet og Arbejdsmedicinsk klinik i Herning.

Han tilføjer, at lærerne ser det som en del af deres professionalisme at lade være med at tage ordene ind under huden. Men mange giver i undersøgelsen – som omfatter spørgeskemasvar fra 2200 lærere på 98 danske skoler – udtryk for, at ”på et tidspunkt er bægeret fuldt”.

”Det er ikke sikkert, at elever, der kalder læreren ’luder’ eller siger ’fuck dig’, mener det så voldsomt og stødende, som det lyder i lærernes ører. Men når disse ord bliver hverdag, skaber det for mange lærere en frustration og afmagtsfølelse, som vi kan koble med stress-symptomer som søvnbesvær og udbrændthed,” siger Lars Peter Sønderbo Andersen.

Rapporten ”Chikane, trusler og vold mod undervisere i folkeskolen” indgår i et forskningsprojekt, som løber fra 2018 til 2021, og den bygger videre på en tilsvarende rapport, som udkom sidste år. Sammen med en tidligere rapport fra 2012 af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø tegner de nye undersøgelser ifølge forskeren et samlet billede af, at både vold, trusler og verbale tilsvininger har grebet om sig i skolen det seneste tiår.

At denne udvikling har fundet sted, er også Thomas Andreasens indtryk. Han er formand for arbejdsmiljø- og organisationsudvalget i Danmarks Lærerforening.

”Det er desværre ikke videre overraskende for mig, at det står så galt til. Den hverdag, som rapporten beskriver, svarer til det, jeg hører fra medlemmerne. Der er sket et skred i retning af mere nedsættende sprogbrug over for lærere, også fra forældres side. Og det svarer til, hvad også pædagoger, socialrådgivere og sygeplejersker giver udtryk for,” fortæller Thomas Andreasen, som tilføjer, at oven i den generelt hårdere sprogbrug i samfundet har folkeskolen specifikke problemer med fejlslagen inklusion – altså den udfordring at normalklasserne skal rumme langt flere af de elever, som før blev udskilt til særlige tilbud.

Ifølge Thomas Andreasen er det vigtigt, at man på den konkrete skole ikke bare anser den verbale tilsvining for lærerens eller lærerteamets eget problem, men at det fra ledelsens side bliver signaleret, at det er noget, der skal tages hånd om i fællesskab på skolen, med eleverne og med forældrene.

Imidlertid advarer Heidi Honig Spring, forfatter til to lærebøger om sprogarbejde for lærere og pædagoger, ”Grimt sprog?” og ”Mindre grimt sprog?”, om, at en reaktion præget af straf og sanktioner kan forværre problemet.

”Jeg skal ikke retfærdigegøre, at elever siger ’idiot’ eller ’fuck dig’ til læreren. Men vejen frem er ikke, at man på skolen vedtager en liste med 10 ord, som det er forbudt at sige, og så sætter ind med sanktioner, hver gang nogen siger dem. Skolen er nødt til at arbejde systematisk med at lære eleverne at blive mere bevidste om, hvad de egentlig får sagt. Og lære dem, at en sprogbrug som kan accepteres i én kontekst, er uacceptabel i en anden,” siger Heidi Honig Spring, som selv er læreruddannet samt underviser og konsulent ved Københavns Professionshøjskole.

Pia Quist er lektor ved institut for nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet og har forsket i børn og unges sprogbrug. Også hun lægger stor vægt på, at det er vigtigt at kende konteksten for at forstå, hvordan et ord skal afkodes.

”Generelt er det ikke mit indtryk, at den nuværende børnegeneration bruger flere skældsord end de foregående. Men det kan godt være, at der er enkelte ord, som unge bruger, der lyder særligt voldsomme i de voksnes ører,” siger Pia Quist.

Hun tilføjer, at det desuden er væsentligt at se på alderen på det barn, som bruger ordet. Hvis et barn i børnehaveklassen siger ”kælling”, kan det være, at barnet endnu ikke har lært ordets betydning. Et ord som ”kælling” kan betyde noget andet for et barn i børnehaveklasse end en elev i 9. klasse, men i begge tilfælde kan brugen være udtryk for afmagt.

Wilhelm Hallum er skoleleder på Kongsbjergskolen i Lunderskov i Kolding Kommune, som sidste år indføre en systematisk ”Tal pænt”-indsats. Årsagen var ikke alvorlige disciplinære problemer på skolen, men et generelt indtryk af, at samfundets udflydende normer skaber usikkerhed blandt børn om, hvad man egentlig kan tillade sig at sige til hvem hvornår.

”Mit indtryk er, at ungdomskulturen har oplevet et skift i normer, Grænsen for, hvad man synes er inden for normalen, har rykket sig, og vi forældre og professionelle voksne er nok for dårlige til at sige nej og sætte tydelige rammer. Her på skolen vil vi gerne gøre noget aktivt for, at eleverne taler pænt og taler sandt, selvom det måske lyder gammeldags. Derfor har vi indført nultolerance over for grimt sprog. Jeg betragter det som en vigtig opbakning til mine medarbejdere, at alle ved, at hvis en elev kalder dem ’idiot’ eller ’luder’, så går der mindre end en time, før elevens forældre er indkaldt til en samtale,” siger skolederen, som kun én gang har været nødt til at gribe til dette skridt.

Han er enig med Heidi Honig Spring og Pia Quist i, at enhver sprogbrug er kontekstafhængig, og at skolen ikke skal reagere nær så stærkt på et kraftigt ord, hvis det indgår i en ordveksling mellem to halvstore drenge over et skydespil på computeren, som hvis det bliver brugt mod læreren i alles påhør af en elev på et af de ældste klassetrin.

”Det er selvfølgelig svært at styre, hvad børn siger til børn, og vi skal ikke bare straffe løs. Men når man ser på, hvad der kan ødelægge trivsel og læring på en skole, er erfaringen både hos os og på andre skoler, at nedsættende og krænkende sprog faktisk noget af det, som det virkelig batter at arbejde med,” siger Wilhelm Hallum og tilføjer:

”Det handler ikke om at sortliste bestemte ord, men om tydeligt at formulere vores forventninger til hinanden, både elever, forældre og lærere. Og det handler om at sikre sig, at alle lærere op om vigtigheden af at tale pænt. For hvis én melder sig ud, falder hele korthuset til jorden.”

Mange skolebørn taler pænt til deres lærere, men i de senere år har der bredt sig en generel mangel på respekt for læreren, og der er en tendens til, at især de mest pressede og udfordrede børn ofte bruger ord, som direkte krænker læreren

Lars Peter Sønderbo Andersen, cand.psych., ph.d. og seniorforsker