Prøv avisen

Verden er fuld af imødekommenhed

Antropologen Nicolai Bangsgaard har cyklet verden rundt. Her er han ved Mount Kailash i Tibet i 4600 meters højde. Billedet er taget den 22. oktober 2006, fem måneder efter afrejsen fra Danmark og med 10.500 kilometer i benene. -- Foto: Nicolai Bangsgaard.

62.000 kilometer på cykel, alene, gennem 53 lande i fire år. Antropologen Nicolai Bangsgaard er netop hjemvendt efter et unikt feltarbejde i menneskeheden

De fleste tror, det er løgn, når de ser cyklen. Der er kun et enkelt gear tilbage, og det fungerer så ringe, at en ven måtte trække ham efter sin cykel ud af Ellebjergvej, før han endelig var fremme.

Nu sidder han så her, 33-årige Nicolai Bangsgaard, i vennens designerhjem, som også er blevet hans de kommende uger, indtil han lige får landet sig selv. Alle hans ejendele er stadig pakket i cykeltasker, og han har først lige genåbnet sit cpr-nummer og sin telefon. Der er stadig en lang liste over ting fra det liv, han lagde bag sig for fire år siden, som nu skal vækkes til live efter det, der meget vel kan være hans livs eventyr: En verdensomcykling, så godt og vel endda, på fire år og 62.000 kilometer. Alene og med det ene formål at opleve og forhåbentlig forstå så meget af det levede liv på Jorden som muligt.

Kristeligt Dagblad besøgte ham få dage efter hjemkomsten for at høre, hvad han så har fundet ud af? I de 53 lande med forskellige kulturer, religioner, normer og værdier og i de mange hundrede møder med mennesker af alle slags – hvad er så essensen, hvis der overhovedet kan udtrækkes sådan én? Hvad er de fælles træk, der binder menneskeheden sammen?

Han tænker sig godt om, før han svarer, for turen var ikke ment som egentlig feltarbejde. Det var mere et eventyr, der måtte udleves, men alligevel er der nogle gennemgående træk, der er så tydelige, at han ikke behøvede at være antropolog for at bemærke dem. Særligt det opløftende, at overalt hvor han kom, mødte han kun gæstfrihed og imødekommenhed. Ikke en eneste gang blev han snydt, røvet eller afvist, og han følte sig aldrig utryg.

Specielt i den muslimske verden var armene bredt vidt ud, og det satte den medieskabte virkelighed fra Danmark i perspektiv.

– Mit verdensbillede i dag er meget langt fra det, der typisk tegnes i Danmark af medierne. På fire år har jeg ikke mødt et eneste menneske, der ville mig noget ondt, og det er ikke fordi, jeg har været blind for det eller er løbet væk fra det. Det var måske det mest frustrerende, men på samme tid livsbekræftende ved min tur: At verden langtfra er fyldt med de konflikter og spændinger, som man nogle gange får indtryk af. Det er en forsvindende lille del af menneskeheden, der er beskæftiget med uro, religiøse kampe og kulturelle konflikter. Det levede liv for verdens almindelige borgere er på mange måder lige som det, vi kender til i Danmark, og den viden er et trumfkort, jeg altid vil kunne lægge, når nogen prøver at fortælle mig, at verden er fuld af ondskab, forklarer Nicolai Bangsgaard.

Måske hjalp det på venligheden, at han altid ankom ydmygt til en ny landsby. Ofte træt, beskidt og på cykel.

Det satte ham i øjenhøjde med en uforfalsket og usminket hverdag af rutiner, som de findes overalt på jorden. Måden forældre taler til deres børn, indretningen af hjem, tilgangen til højtider, fødsler, døden og livet i alle led af den menneskelige fødekæde. Her lærte han blandt andet vigtigheden af at se og forstå de kulturelle koder. Som for eksempel at et højt, aggressivt stemmeleje i Vietnam sagtens kan være udtryk for venlighed.

– Det gik hurtigt op for mig, at min danske måde at analysere omgivelserne på ofte ikke slog til. Og at det var helt afgørende at kende lokale skikke for at kunne tilpasse mig og blive accepteret. Man er jo gæst, og det er på sin plads at være ydmyg og holde sig inden for de gældende normer for adfærd, men forstår man det, åbner der sig en helt fantastisk verden, fortæller han og påpeger, at det fungerer begge veje.

– Når vi eksempelvis møder folk fra fremmede kulturer i Danmark, vil nøglen til forståelse og accept ofte være at sætte sig lidt ind i deres kultur, normer og skikke.

Når man rejser alene i fire år, lærer man ikke bare noget om den fysiske verden, man kommer igennem, men lige så meget om sig selv, har Nicolai Bangsgaard erfaret.

Hans forestillinger om venskaber har eksempelvis rykket sig. Lige som de fleste andre havde han altid tænkt, at rigtige venner er gamle venner, man deler en historie med. Dem, man har kendt i årevis, og hvor meget forbliver uudtalt. Men på sin tur lærte han mange mennesker godt at kende, selvom han sjældent var mere end 10 dage samme sted, og nogle af dem har vist sig at blive varige venskaber.

– Hvis man virkelig er på bølgelængde, kan man nå ind til kernen af et andet menneske på overraskende kort tid. Det er en sund erfaring, som vil ændre min tilgang til andre mennesker, siger han.

Noget andet, der har ændret ham, er gensynet med Danmark. Mentalt har han været så langt væk, at det ikke er nemt at komme tilbage. For overalt har hverdagen og hvad skal vi spise i aften-snakken mejslet sig ind i folk. De hidser sig op i køen i Netto og brokker sig over så små ting, at han har lyst til at råbe: Så få dog prioriteterne på plads! Hvad bliver der af udsynet? Verden eksisterer ikke kun inden for hjemmets fire vægge, og livet er vigtigere end at få afgjort, hvis tur det er til at tage opvasken.

Men han ved udmærket, hvor let det er at blive lullet ind i den trummerum. Han har set det ske overalt i verden. Derfor vil han nu bruge sine erfaringer fra livet på cyklen til at inspirere andre til – og samtidig holde sig selv fast på – med jævne mellemrum at stoppe op og spørge sig selv: Gør jeg det, jeg helst vil? Kan jeg presse livets citron lidt mere?

– Når man nærmest hver dag i fire år har stået over for udfordringer, man aldrig har mødt før, så lærer man noget om at motivere sig selv. Og om at tage udfordringerne, som de kommer. Man kan ikke planlægge sig til et godt liv og en spændende hverdag, det kræver hårdt arbejde. Men det afgørende er, at man får taget det første skridt, mærker efter fodfæste, og hvis det er der, kan man tage næste skridt. Mange har måske en tendens til at ville overskue hele processen på forhånd, men havde nogen fortalt mig, at jeg havde 62.000 kilometer foran mig over fire år, var jeg nok aldrig taget afsted.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk