Det er et spørgsmål, som vi bogstaveligt talt ikke har stillet os selv i mands minde. Ikke i vores del af verden, i hvert fald, og ikke siden Anden Verdenskrig. Men nu dukker det op igen: Vil der være mad nok til alle i 2050?
Vores børn og børnebørn vil leve i en verden med mindst 9,5 milliarder mennesker, omkring 35 procent flere end i dag. Det vil næsten fordoble efterspørgslen efter fødevarer, skønner FN’s fødevareorganisation, FAO. Og det vil ske, samtidig med at klimaforandringerne vil gøre landbrugsproduktionen langt mere usikker i store dele af verden.
Verdens befolkning befinder sig med andre ord i et dilemma, hvor menneskeheden skal producere dobbelt så mange fødevarer på et tidspunkt, hvor vores forbrug allerede overskrider de ressourcer, Jorden kan genskabe på et år.
Pessimister frygter derfor, at den forestående befolkningstilvækst er en bombe under fødevaresikkerheden. En af dem er den britiske professor og it-specialist Stephen Emmott, der har skrevet bogen ”10 Milliarder” om den katastrofe, som 10 milliarder mennesker efter hans opfattelse vil føre til.
”Der er rigtig mange grunde til at frygte, at vi er på vej mod en hidtil uset fødevarekrise over de kommende årtier med tilhørende risiko for millioner og måske milliarder af menneskers sundhed. Såkaldte rationelle optimister er meget hurtige til at påstå, at det voksende behov for fødevarer kan mødes takket være en fortsat grønne revolution,” skriver Stephen Emmott.
Emmot tilhører den fløj af pessimister, som gentagne gange har advaret mod, at verden er på vej mod overbefolkning og en tilhørende katastrofe. Det begyndte med den britiske tænker Thomas Malthus, som i 1798 skrev et essay om, hvordan en voksende befolkning uundgåeligt vil ende med sult og fattigdom.
Malthus tog fejl, for den industrielle revolution i 1800- tallet og landbrugsrevolutionen i det 20. århundrede øgede både produktionen og handelen med fødevarer. Og i det 20. århundrede kom den grønne revolution, der efter Anden Verdenskrig fik landbrugsproduktionen til at vokse markant, takket være mekanisering, kunstgødning og sprøjtegifte.
Men i 1960’erne vendte frygten tilbage i form af nye befolkningsprognoser fra FN, der forudså, at vi ville være 20-25 milliarder mennesker i 2050. Stanford-professoren Paul R. Ehrlich skrev bogen ”P-bomben” for ”Befolkningsbomben”. Kloden er som en redningsbåd, og hvis for mange vil op i båden, kæntrer den, og alle drukner, advarede Ehrlich.
Men igen blev frygten gjort til skamme, da den grønne revolution fik landbrugsproduktionen til at vokse i Asien. Men nu banker spørgsmålet på igen: Har vi mad nok til 10 milliarder mennesker?
Det korte svar er et ja.
”Jorden kan nemt producere fødevarer nok til alle. Ikke meget nemt, men det er muligt, og den gør det sådan set allerede. Det bliver svært, hvis vi vil fortsætte med det madspild og den fordeling af landbrugsprodukterne mellem mennesker og mellem dyre- og menneskeføde, vi har i dag. Men vi behøver ikke at dø af sult,” siger professor Andreas De Neergaard fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns universitet og forfatter til flere lærebøger om den globale fødevareproduktion.
Hvordan det skal ske, er et andet spørgsmål. Grundlæggende kan landbrugsproduktionen øges enten ved at opdyrke mere jord eller også ved at dyrke mere på det samme areal.
”Problemet er, at den globale landbrugsproduktion allerede er skyld i 25 procent af udledningen af drivhusgasser, og hvis vi skal producere mere mad med de samme dyrkningsmetoder, bliver drivhusbelastningen for stor, også selvom vedvarende energi vinder frem, for samlet set skal vi nedbringe CO2-udledningerne for at begrænse den globale opvarmning,” siger Andreas De Neergaard.
Nogle forskere ser derfor løsningen på den kommende fødevarekrise i en ny bioteknologisk revolution, hvor tørkeresistente og genmodificerede planter skal overvinde klodens naturlige begrænsninger.
”Men det er dyrt og vil tage tid,” påpeger Andreas De Neergaard.
Den løsning, han og andre peger på, er at støtte småbønderne i de egne af verden, hvor landbrugsproduktionen er mindst effektiv. Det samme mener professor i landbrugshistorie, Eric Vanhaute, fra institut for filosofi ved universitetet i Gent i Belgien.
”Vi har løst fødevaresikkerheden med først et økonomisk fix i det 19. århundrede med den industrielle revolution og derefter et teknologisk fix i det 20. århundrede. I det 21. århundrede skal vi have et værdimæssigt fix, hvor vi nytænker vores forhold til forbrug. For nu sætter klimaforandringerne og ressourceudtømningen nye grænser. Vi kan brødføde hele verden, men ikke med det nuværende forbrugsmønster,” siger Eric Vanhaute.