Otte milliarder indbyggere. Så mange mennesker lever nu på jordkloden.
Det er især på det afrikanske kontinent, at befolkningstilvæksten har fart på. På hele kontinentet bor der omkring 1,4 milliarder mennesker. Det lyder måske ikke af meget for et helt kontinent, for der er lige så mange mennesker i henholdsvis Kina og Indien.
Men i Afrika går det hurtigt med at blive flere, og i 2020 voksede befolkningen med 2,5 procent. I lande som Den Demokratiske Republik Congo, Niger, Chad og Angola er væksten på over 3 procent årligt.
Til sammenligning voksede Indiens befolkning med 0,99 procent, mens befolkningsvæksten i Kina lå på 0,4 procent samme år.
Befolkningstilvæksten i Afrika er høj på trods af, at de afrikanske kvinder i gennemsnit føder færre børn end tidligere. Kvinder syd for Sahara fik i 1980 i gennemsnit 6,6 børn, men i 2017 var tallet faldet til 4,5 børn, viser en fransk opgørelse.
Men fordi der på relativt kort tid er kommet flere afrikanere til, vokser befolkningen, selvom der i gennemsnit fødes færre børn pr. familie. Afrika syd for Sahara ventes ifølge FN at fordoble sit befolkningstal frem mod 2050.
De nyfødte børn i Afrika kan se frem til et liv med en længere gennemsnitslig levealder og en højere levestandard. Siden 1990 er børnedødeligheden mere end halveret i takt med, at sundhedsvæsenet i mange lande er blevet bedre. Adgang til medicin, vacciner, rent vand og generelt bedre hygiejne har mindsket diarrésygdomme og malaria, som har været de største årsager til børnedødelighed.
Også i voksenlivet ser fremtiden lysere ud. Tal fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, viser, at den gennemsnitlige levealder i Afrika på to årtier er steget fra 52,7 år til 65,5 år, og at afrikanerne i gennemsnit lever ti år længere ved godt helbred uden fysiske og psykiske sygdomme.
Der er dog stadig udfordringer. I Vestafrika har 50 procent af befolkningen forurenet vand, og landene syd for Sahara udgør endnu halvdelen af verdens fattigste.
Ligeledes kan den nye generation af kinesere se frem til en højere levestandard og et længere liv. Men det er ikke kun positivt for det asiatiske land, hvor regeringen kæmper med at få kvinderne til at føde flere børn. I fremtiden står Kina til at få et demografisk problem med manglende arbejdskraft til at forsørge et stigende antal ældre.
Helt omvendt ser det ud på det afrikanske kontinent, hvor seks ud af ti afrikanere er under 25 år.
Det har taget 12 år for verdens befolkning at vokse fra syv til otte milliarder, men i de kommende år vil det gå langsommere, forudsiger FN.
Deres beregninger viser, at befolkningstallet kan ramme et højdepunkt på 10,4 milliarder i år 2080 og stagnere, hvorefter det på den anden side af år 2100 vil begynde at falde.