Det er et temmelig bombastisk billede, professor Jesper Jespersen fra Roskilde Universitet bruger om den globale økonomi: ”Titanic”. Atlanterhavsdamperen, der angiveligt ikke kunne synke, men alligevel sank, da den på sin jomfrurejse 1912 stødte på et isbjerg. Faktisk er det nu mere end 20 år siden, han første gang fandt billedet frem, da han i lærebogen ”Miljøøkonomi” skrev om sammenhængen mellem økonomi og de enorme problemer med forurening og overforbrug af ressourcer. Det var endnu før, ordet klima var blevet altdominerende i miljødebatten.
I dag gentager Jesper Jespersen synspunktet i bogen ”Vækstøkonomi på vildspor.” Det er en samling af artikler, han har skrevet gennem en snes år, hvor den såkaldte neoklassiske økonomi har regeret på uddannelsesinstitutioner og i hjemlig og international politik. Den nye bog udgives i anledning af, at han i morgen stopper som professor efter at have været engageret i den økonomiske debat herhjemme i et halvt århundrede.
Når man interviewer ham, fyger det med økonomiske fagudtryk som udbud og efterspørgsel, pareto-optimale løsninger og generel ligevægt, men kombineret med de malende og letforståelige billeder af en økonomi på vildspor og katastrofekurs.
For forståelighedens skyld: Den neoklassiske eller nyklassiske økonomi – kært barn har mange navne – bygger ifølge Jesper Jespersen på fem (forkerte) ”grundsandheder”.
Lavere løn og skat giver vækst og øget beskæftigelse
Øget opsparing giver øget vækst
”Sunde” statsfinanser er en forudsætning for vækst og beskæftigelse
Den Økonomiske Monetære Union i Europa (ØMU’en) skaber vækst og beskæftigelse
Økonomisk vækst er nødvendig for at få råd til at gøre noget effektivt for miljøet.
Man kan roligt sige, at der lød andre sandheder på bjerget, da han selv begyndte at læse økonomi på Københavns Universitet i 1968. Dengang havde Karl Marx så småt fået helgenstatus på videregående uddannelsesinstitutioner, men Jesper Jespersens egen interesse faldt på den liberale, britiske økonom, John Meynard Keynes, som fik sit store gennembrud i kriseårene i mellemkrigstiden.
Lige siden har han været på jagt efter en metode til at analysere samfundsøkonomiens udvikling bedst muligt. Det har vist sig vanskeligt, især fordi udviklingen er forbundet med stor usikkerhed. Så meget står dog klart for ham, at de seneste 20-30 års tilbagevenden til den klassiske økonomiske teori, nu kaldet neoklassisk økonomi, har været en fejl.
En af de grundlæggende ideer i den teori er, at der findes en direkte sammenhæng mellem samfundsøkonomi og privatøkonomi, mellem ”mikroøkonomi” og ”makroøkonomi.” Det vil sige, at den enkelte borger altid handler økonomisk rationelt, og at man derfor kan styre samfundsøkonomien ved at appellere til den enkeltes egeninteresse.
Men hvad er problemet? I Danmark har skiftende regeringer styret økonomien efter netop den teori, for eksempel ved at gå ”reformamok” med skatte- og velfærdsreformer. De har øget arbejdsudbuddet, gjort det mere fordelagtigt at arbejde og mindre interessant at være på en offentlig ydelse. Og appellen til egeninteressen ser ud til at have virket. Arbejdsløsheden er på blot tre procent, beskæftigelsen har aldrig været højere, Danmark har fortsat et kæmpe overskud på sin betalingsbalance, og danskerne har nu gennemsnitligt hver en personlig nettoformue på en million kroner.
Hvad mener du egentlig med, at vækstøkonomien er på vildspor?
”Ja, hvad er problemet? Problemet knytter sig ikke kun til dansk økonomis aktuelle situation. Min referenceramme er en fagøkonomisk forståelse af en moderne vækstøkonomi. Hvad driver den? Hvilke konsekvenser har en fortsat ’business-as-usual-udvikling’, som er en fortsættelse af de seneste 30-40 års debat, som jeg har fulgt,” siger Jesper Jespersen.
Han forklarer, at nok er dansk økonomi meget stærk, delvis på grund af de bedre internationale konjunkturer, men mange andre steder kniber det stadig med at skabe vækst og arbejdspladser, for eksempel i Sydeuropa.
Han erkender, at der også tidligere har været problemer med at opstille økonomisk holdbare modeller. Eksempelvis kom 1970’ernes krise herhjemme til at forløbe helt anderledes, end man havde regnet sig frem til med de modeller, økonomerne brugte dengang. Derfor var der behov for at gøre op med noget af det makroøkonomiske gods.
Man troede, at man kunne løse datidens enorme underskud på betalingsbalancen ved at lade den offentlige sektor ekspandere voldsomt. Teorien lød, at det offentlige jo ikke købte mange varer i udlandet, og samtidig kunne man presse borgerne til at bruge færre penge på tyske biler og fransk rødvin ved at sætte skatterne op. Det viste sig ikke at fungere som tænkt. At man siden i stedet har kastet sig uforbeholdent i armene på den nyklassiske økonomi, er dog et mysterium, mener han.
Hvorfor bruger du billedet med ”Titanic” om økonomien?
”Det gælder den overordnede kurs, som den globale økonomi har udstukket. Jeg skrev det i sin tid, fordi man skal være forsigtig med at tro, at man har en økonomisk ’synkefri’ model. En af grundene til, at det rigtige ’Titanic’ gik meget hurtigt ned, var, at man havde bygget den med vandtætte skotter. Det var forkert tænkt. Det betød, at vandet trængte ind i den ene ende af skibet og forblev der, og så tippede det meget hurtigere, end det ellers ville have gjort. Man skal selvfølgelig ikke drive metaforen for langt, men hvem blev hårdest ramt? Det gjorde dem på 3. klasse.”
Det er et voldsomt billede at bruge i en verden, hvor mange mennesker i verden har fået det langt bedre, end de havde det for 30-40 år siden?
”Jamen, sådan oplevedes det også på ’Titanic’, lige indtil det ramte isbjerget. Det er det forføriske i det, og derfor det er så svært at gøre noget ved det. Som Bjørn Lomborg (skarp kritiker af klimadebatten, red.) sagde engang ’Læn dig tilbage og nyd det.’ Og ja, ikke mindst os, der sidder på 1. klasse, kan læne os tilbage og nyde det.”
”Men det er også det moralsk og etisk fortvivlende. Moderne økonomisk teori bygger på, at vi er individuelt, optimerende individer. Man siger, at hvis I bare er drevet af jeres egne interesser, klarer markedsmekanismen omfordelingen. Der må vi konstatere, at der ikke er nogen markedsmekanisme, som kan rette op på den miljømæssige og klimamæssige udvikling.”
Jesper Jespersen peger på, at der internationalt arbejdes på at indføre ordninger, der kan gøre det økonomisk mere attraktivt at stoppe udledningen af CO2, for eksempel via kvoteordninger. Sidste års nobelprismodtager i økonomi, William Nordhaus, er blandt dem, der har talt for forpligtende aftaler mellem grupper af lande, hvor økonomiske incitamenter og aftaler om ekstra told på dem, der ikke vil være med, skal vende udviklingen.
Problemet er ifølge Jesper Jespersen, at det kan vare så længe, før markedsøkonomien virker, at den gennemsnitlige temperatur vil stige med tre grader forinden. Så kan man glemme alt om Sahara, Maldiverne eller Bangladesh.
”Tilbage i ’Titanic’ kan man sige, ’jamen, hvem bekymrer sig om 3. klasse’. Det er jo spørgsmålet. Hvem vil tage ansvaret for 3. klasse,” spørger han.
Bortset fra det ser han ellers optimistisk på i hvert fald de teoretiske muligheder for at gøre noget ved klimaproblemerne. Teknologisk tegner der sig mange nye muligheder, og økonomisk er det en overkommelig opgave, hvis bare man vil. Beregninger fra Det Økonomiske Råd har for eksempel vist, at Danmark kan nå sine mål om at omstille til vedvarende energi inden 2050 ved blot at bruge en eller to procent af sit bruttonationalprodukt, der ventes at vokse med mindst 50 procent i samme periode.
På den anden side er klimaproblemet globalt, og selv hvis Danmark blev helt klimaneutralt, ville det ingen betydning have for klimaet. Er det så ikke et stort spild at bruge så trods alt mange penge på det som en eller to procent af bruttonationalproduktet?
”Økonomi er ikke bare bogholderi. Det er, som Keynes sagde, ’a moral science’ (en moralsk videnskab, red.). Et samfund er ikke bare summen af, hvad der er godt for den enkelte. Det er heller ikke summen af, hvad der er godt for den enkelte nation. USA sprang fra Kyotoaftalen og kunne få en økonomisk fordel ud af det, men det har ikke gjort problemerne mindre. For at bruge en floskel – på den lange bane har det heller ikke gjort problemerne mindre for USA, fordi det er så stor en økonomi,” siger Jesper Jespersen.
Og tilføjer, at selvom han nu pensioneres fra Roskilde Universitet, stopper han ikke. Han vil blive ved med at blande sig i den samfundsøkonomiske debat, som har optaget ham i over 50 år.