Prøv avisen

Vestager bliver radikal klimaordfører

Rød og blå blok er en realitet, mener eksperter. -

De Radikale ændrer holdopstilling frem mod næste valg. Mest markant er det, at gruppeformand Margrethe Vestager bliver ny klimaordfører.

Det Radikale Venstre vil profilere sig stærkere på klimaområdet.

Derfor ændrer partiet nu sin holdopstilling, så gruppeformand Margrethe Vestager bliver partiets nye klimaordfører frem mod næste valg. Det bekræfter Vestager overfor Ritzau.

- Jeg tror ikke, at man kan finde nogen bedre indikation for, hvor højt vi prioriterer klimaspørgsmålet end, at gruppeformanden tager ordførerskabet, siger Margrethe Vestager til Ritzau.

Hun anerkender, at klimaminister Connie Hedegaard (K) har et "rigtig godt fundament" på klimaområdet, men set med Vestagers øjne skal fokus på klimaspørgsmålet fastholdes på et "ekstremt højt" niveau.

- Klimaministeren har et rigtig godt fundament. Men det er et meget vigtigt område for radikale, og rigtigt mange er optagede af denne problemstilling. Hvis vi kan yde et politisk bidrag til, at klimaspørgsmålet fastholdes ekstremt højt på den politiske dagsorden, så vil vi gøre det. Det er det, som det her ordførerskifte er et udtryk for, siger Margrethe Vestager.