Prøv avisen

Vestjyder i kamp for den fri natur: ”Det gør helt ondt på dem at se en uudnyttet plet”

Hafnia-grunden ved Blåvand

På Varde-egnen protesterer lokale mod planer om fodboldgolf i klitplantagen og boardwalks på stranden. For det jo er den uspolerede natur, der lagrer sig i sindet – ikke hvilken bowlingbane, man har spillet på, siger græsrod

Ho-blodet løber i årerne på Anne Marie Slaikjær, 34 år. Hun bor med sin mand og to børn som femte generation på en stor hvidkalket gård, lige der hvor vejen løber ind i landsbyen på vej ud mod Skallingen, tangen der adskiller Ho Bugt fra Vester- havet.

Skolen lukkede i 1973 og købmanden for otte år siden. Der bor 185 mennesker i Ho, men ret mange er børnefamilier: Mindst 15 unger legede i marehalmen, da indbyggerne tog en skål nytårsdag på ”bjergene” – den gamle vandreklit, der skiller havet fra Ho Klitplantage, og hvorfra man kan se helt til Esbjerg:

”Vi nød udsigten, for vi ved jo ikke, hvor længe vi har den. Der er en grund til, at man vælger at bo et sted, hvor der ingenting er. Det er naturen. Vi vil så gerne bevare de åbne vidder. Det er derfor, at det her gør så ondt,” siger Anne Marie Slaikjær.

Hun står foran et åbent, græsklædt areal neden for bjergene. Sidste år modtog Varde Kommune en ansøgning om ”igangsættelse af planlægningen for et område til ferie- og fritidsformål med blandt andet hotel, feriecenter, fodboldgolf, parkeringsplads og overnatningsfaciliteter for autocampere”, som der står i det idéoplæg fra kommunen, der blev sendt i forhøring sidst på sommeren.

På den store eng op mod bjergene skal der ifølge idéoplægget være 50-80 hytter og det samme antal autocamperpladser. Mellem træerne skal fodboldgolf-banen ligge. Hvis altså oplægget overlever i sin indledende form. Politikerne i Varde Kommune har allerede besluttet, at der skal udarbejdes et tillæg til kommuneplanen samt en lokalplan, der gør byggeriet muligt. Men Anne Marie Slaikjær og hendes naboer har protesteret så massivt, at det nu er besluttet, at deres idéer skal med på råd i det videre arbejde, siger borgmester Erik Buhl (V):

”Normalt har vi det sådan i Varde Kommune, at når nogen byder ind med projekter, så skal vi være fleksible, så folk har noget at leve af. Men jeg har dyb respekt for den dialog, der er foregået med borgerne i Ho, og den skal sikre, at vi heller ikke mister det, vi lever af, nemlig naturen,” siger Erik Buhl.

Otte kilometer fra Ho er der planer om yderligere udvikling af vestkyst-mekkaet Blåvand, og således rummer Varde Kommune flere eksempler på en tendens, som bekymrer biologer, naturfredningsfolk og andre natur- elskere trods lokale borg- mestres forsikringer.

De taler om et nyt syn på naturen, der i dag skal tjene sit formål som opholdssted for mennesker, og i kølvandet på den udvikling sker ”natur-gentrificeringen”, som tendensen navngives af biolog og lektor på Københavns Universitet Hans Henrik Bruun:

”Det handler ikke mere om landbrug og korn, men så skal naturen bruges til noget andet nyttigt. Det sker ofte efter den udbredte filosofi, at naturen er for fremmedartet for såkaldt almindelige mennesker, og at man derfor er nødt til at lave naturen om til noget mere menneskevenligt for at få folk til at bruge den. Også selvom natur-gentrificeringen vil ødelæggede området som levested for vilde arter. Og sandsynligvis gøre ægte naturelskere forbitrede over, at magien bliver ødelagt,” siger han.

Det kan Anne Marie Slai-kjær og Merete Vigen, kultur- og naturformidler samt afdelingsformand for Danmarks Naturfredningsforening i Varde, skrive under på. Det er en kold og diset decemberdag, men deres kærlighed til Ho er utilsløret, mens de viser vej fra den idyllisk hvidmalede Ho Kro og syd ud af byen til det åbne stykke land for foden af Ho Bjerge.

”Kommunen mener, at det er en ’huludfyldelse’. Det står i ansøgningen for projekterne,” siger Anne Marie Slai-kjær.

”Det er det der nytteperspektiv – tanken er, at her er tomt, vi må knalde noget op. Det gør helt ondt på dem at se en uudnyttet plet,” mener Merete Vigen.

Naturfredningsforeningen har indvendt mod planerne, at de vil berøre et stykke beskyttet hede samt to søer. Men beskyttelse eller ej: Hvorfor skal man overhovedet plukke af jomfrueligt land for at drive flere mennesker ud i ”naturen” i form af fodboldgolf og feriecentre, spørger de to græsrødder.

”Hvorfor er udvikling altid lig med byggeri? Hvad er det, der gør Ho til noget særligt? Det er jo, at man kan tage børnene med ud i klitterne og se efter dyrespor, og måske suser der en havørn ind over os. Det er dét, man husker og ikke hvilken bowlingbane, man har spillet på. Jeg vil gerne udviklingen, men helst i form af kvalitet. Jeg vil helt vildt gerne ud over de hurtige løsninger og have en plan for, hvordan Ho skal se ud om 10, 20 og 30 år,” siger Anne Marie Slaikjær.

Borgmester Erik Buhl lytter til protesten, om end kommunen altså er gået videre med at lave mere detaljerede planer for områdets udvikling:

”Det kan være, vi vælger at sige, at der ikke skal bygges på den åbne grund. Byrådet er der for at skabe noget, man kan leve af, men man skal også kunne være der, hvis man var der i forvejen. Ho skal bevare sin identitet som en lille kystby inde i landet, og den skal ikke være Blåvand eller Vejers,” siger han med henvisning til er par af kommunens tæt-turistede destinationer.

Og bekymringen i Ho kan ikke adskilles fra udviklingen i netop Blåvand otte kilometer derfra. Her har Merete Vigen investeret hovedparten af sit engagement de seneste år.

Bilen standser på en vindblæst strand. Her er øde, men gangbroer i træ er anlagt i regelmæssige intervaller over diget og afslører, at stedet er vant til mange mennesker. Hvidbjerg Strand er blandt landets mest populære, og herfra og til Blåvandshuk Fyr ligger sommerhusene tæt bag klitterne, en strækning på godt tre kilometer.

Varde Kommune har påbegyndt en lokalplan til et projekt ved navn Det Blå Plateau på stranden. I en projektudarbejdelse fra firmaet Norrøn kan man læse, at der blandt andet er planer om en lang gangbro af træ i klitterne, en vandlegeplads på stranden og et ”gårdrum”, det vil sige et anlæg med volleybaner og opholdsterrasser, der skal graves ned som en stor firkant med anlagte klitter omkring.

Længere mod nord er planen, at der skal opføres cirka 50 hotelhuse på Hafnia-grunden, som er det sidste store stykke land, der endnu ikke er bebygget på hele kystlinjen ved Blåvand. Planerne er en del af de 10 kystnære projekter, der kan opføres inden for kystbeskyttelses-linjen på 300 meter, og som regeringen udpegede i 2015.

Mariane Holm bor i Blåvand og overrakte sidste år knap 3000 underskrifter til borgmester Erik Buhl i protest mod især hotelbyggeriet på Hafnia-grunden. Hun har med flere andre borgere klaget til Planklagenævnet, hvor sagen ligger nu. Ligesom Merete Vigen og naturfredningsforeningen peger gruppen på, at planerne går ud over beskyttet natur og beskyttede arter, og de er bekymrede for, om kommunen vil etablere såkaldt erstatningsnatur for det tabte land, som den hævder.

Hafnia-grunden er dels parkeringsområde, dels naturområde i dag. Men på en vinterdag er den øde – gruset, grøn og lyngklædt.

”Den grund er vores åndehul. Du skal tænke på, at når det er sæson, så kan du ikke komme frem for mennesker i Blåvand. Så trækker vi derud, hvor vi kan få vejret, og Hafnia-grunden er det sidste sted, vi har tilbage. Så er der ikke flere steder at bygge på ved kysten i Blåvand. Hvornår er nok nok?”, spørger Mariane Holm.

Hun er heller ikke begejstret for planerne ved Hvidbjerg Strand:

”Det gode ved vores kyster er jo, at strandene er fri og ikke klistret til i strandlegepladser, boardwalks og cementanlæg. Jeg er rigtig træt af det. Det er vores arv til vores børn og børnebørn, der bare bliver bygget til.”

Men kritiske borgere kan sove trygt, siger borgmester Erik Buhl:

”Vi har i Varde Kommune måske 47 kilometer kyststrækning, der ligger naturligt hen og få kilometer, der er bebygget. Hvis du vil til stranden, vil du også have faciliteter og kunne købe en is. I Blåvand bygger vi, hvor der i forvejen er folk. Jeg er helt med på, at Blåvand ikke skal ligne Cancun i Mexico eller stranden i Barcelona. Vi ved godt, at folk kommer efter den uberørte natur, og hvis nogen mener, at vi ødelægger den, så er det simpelthen løgn.”

Er for eksempel en boardwalk i klitterne ”uberørt natur”?

”En boardwalk giver eksempelvis gangbesværede mulighed for at komme til stranden. Du åbner en fantastisk natur for folk, der ellers ikke kan komme til den. Blåvand er et fantastisk sted. På fem minutter kan du cykle fra byen med tusindvis af mennesker og ud til havet, hvor der er helt ro. Jeg sover roligt om natten, hvad angår fremtidens natur, fordi vi har fokus på balancen mellem udnyttelse og natur. Men jeg mener også, vi skal være meget opmærksomme på den balance.”