Prøv avisen

Vestjyske ulvenaboer har vendt fordomme til dialog

Caroline Mikkelsen (ved tavlen) er specialestuderende i biologi og stammer selv fra området. Hun har været en af forskerne bag projektet og var til borgermødet med til at holde styr på de mange spørgsmål og forslag fra de fremmødte. – Foto: Bjørg Tulinius.

I et halvt år har landsbyboere fra Idom og Råsted arbejdet sammen med forskere fra Aarhus Universitet for at finde ud af, hvordan ulvens genkomst påvirker borgerne i hverdagen. I en rapport foreslår gruppen blandt andet en tryggere forvaltning af ulven med inddragelse af de berørte borgere

Mens kameraerne fra DR og TV 2 kører, byder Heidi Blindkilde velkommen. Hun er en af de lokale borgere fra landsbyerne Idom og Råsted, lidt uden for Holstebro, der de seneste seks måneder har været aktiv i ”Projekt Ulvedialog”, hvor hun sammen med 34 andre borgere og en gruppe forskere fra Aarhus Universitet har undersøgt, hvordan det påvirker borgerne i hverdagen, at ulven nu er vendt tilbage.

Lige netop Idom og Råsted er det sted i landet, hvor der bor flest ulve. Det er her, en ulvefamilie med far, mor og otte hvalpe holder til. Flere af de lokale har oplevet at få skambidt og dræbt deres husdyr, mens andre har set ulvene i nærområdet og følt sig utrygge – især i forhold til deres børns sikkerhed.

Denne mandag aften er gruppen klar til at præsentere resultatet af deres mange møder for resten af lokalbefolkningen, og omkring 110 mennesker er mødt op i kultur- og fritidscentret. På bordene ligger en rapport, som de lokale borgere har skrevet, med deres foreløbige refleksioner, konklusioner og forslag til en bedre ulveforvaltning i deres lokalområde.

”Vi glæder os til at fortælle jer om vores arbejde i gruppen. Det er et lokalt møde, men mange medier har vist interesse for sagen, så derfor er de også til stede i aften. Vi håber, vi får en god dialog sammen, og at vi her i Idom og Råsted kan være med til at påvirke politikere og myndigheder, når de skal i gang med at lave en ny ulveforvaltning,” siger Heidi Blindkilde.

Sammen med sin familie flyttede hun til området for nogle år siden ”for at komme tættere på naturen, så vores børn kunne vokse op med skoven i baghaven”, som hun siger. Familien købte hus på landet og har i dag også en mindre besætning af kødkvæg. Men så kom meldingerne om ulvens tilbagekomst, og pludselig oplevede Heidi Blindkilde, at nærheden til naturen i stedet fyldte hende med bekymringer.

”Børnene var vant til at lege frit udenfor, men nu tør jeg kun lade dem lege alene i vores egen lille skov. Ikke i den store skov. Jeg er også bekymret for de små kalve. Min datter på otte år har endda haft mareridt om ulven, så det er noget, der fylder meget i vores bevidsthed,” fortæller Heidi Blindkilde, der selv har set ulven en morgen, hvor bilens lyskegle fangede dens konturer.

Hun var derfor glad for at komme med i ”Projekt Ulvedialog”, for her har hun mødt andre, der deler hendes bekymringer, og oplevet et frirum til at sige præcis, hvad man tænker.

”Samtidig har jeg fået meget ny viden om ulven og ændret mit syn på eksperter. Før havde jeg nok den holdning, at forskerne måske skjulte noget for os, men nu har jeg stor respekt for deres arbejde. Det har været supergodt, at de har stillet sig til rådighed for dette projekt, som har åbnet en dialog mellem os her i området, vi ikke havde før.”

Samme holdning finder man hos Sven Erik Ramsgaard, der også har deltaget i projektet og denne aften skal fortælle om gruppens forslag til bedre forvaltning.

”Mange af os troede jo nærmest, at forskerne var sat i verden for at tale ulvens sag. Men vi har fået stor respekt for deres viden, og der er opstået stor tillid mellem dem og os. Det har fra vores side nok også betydet, at vi godt kan se, at en revideret ulveplan skal tage afsæt i viden og ikke i følelser. For dem er der mange af, når det handler om ulv,” siger han.

Personligt har han den holdning, ”at hvis der skal være vilde løver i Afrika, og masaierne derfor må acceptere, at der bliver taget en ko en gang imellem, så må det samme gælde her i forhold til ulven”.

”Men jeg har gennem projektet også lært at erkende, at hvis folk virkelig er bange for ulven, så er man nødt til at tage det alvorligt,” siger Sven Erik Ramsgaard.

I sit oplæg peger han derfor på, at en bedre og tryggere ulveforvaltning skal inddrage de berørte borgere.

”Det er vigtigt for os at blive hørt. Dialogen skal styrkes mellem myndighederne og os, for det er altså os, der lever med ulven. Vi foreslår derfor årlige dialogmøder med myndighederne,” siger han og nævner en række af gruppens forslag, som et loft over antallet af ulve, en forvaltning tilpasset danske forhold samt mere tilgængelig information om, hvordan man skal forholde sig til ulven.

Mens de lokale borgere fortæller om gruppens arbejde, går forskerne fra Aarhus Universitet rundt med mikrofoner til dem fra salen, der har spørgsmål.

Caroline Mikkelsen er specialestuderende i biologi og kommer selv fra området. Sammen med Cathrine Schrøder, der skriver speciale i miljø- og konfliktanalyse, var hun med på idéen om, at udfordringerne med ulvens tilbagekomst kunne være oplagt at forske mere i.

”Debatten på især de sociale medier har været forfærdelig. Meget skinger og opdelt i ’dem og os’. Jeg syntes, man som forsker skulle tage herud, lytte til folk, snakke med dem, og at det måske kunne være med til at nedbryde fordomme og skabe dialog og gensidig forståelse i stedet. Det føler jeg faktisk er lykkedes. Jeg tror, at både folk herude og forskerne har fået et nyt syn på hinanden,” siger hun.

Forskernes rolle har været at facilitere og stille rammer til rådighed. Indholdet har borgerne selv fyldt i. Projektleder og forsker Hans Peter Hansen forklarer, at dialogprojektet i Idom og Råsted bygger på idéen om at inddrage lokalbefolkningen i beslutninger, der har med deres liv og hverdag at gøre.

”Vi har en fælles udfordring i forhold til ulvens genkomst. Men dem, der bor side om side med ulvene, er særligt berørte, og de har især brug for at blive hørt. At sikre inddragelse har været et af formålene med det her projekt. Ikke at blive enige om, hvad vi hver især mener om ulven – men at skabe rammerne for en dialog og måske ad den vej nå frem til noget, vi kan blive enige om, så vi kan komme videre.”

Efter mødet er der klapsalver fra salen, og som en af de lokale siger til de andre ved bordet: ”Det her møde har været kanongodt. Nu håber jeg bare, at arbejdet fortsætter og ikke går i står. For det er jo oplagt, at kendskab kan mindske frygten.”

Under hele forløbet med ”Projekt Ulvedialog” har der været tre klare grundregler, som alle har skullet overholde. Foto: Bjørg Tulinius