Livet i en krigsfangelejr under Første Verdenskrig behøvede ikke at være præget af sult, ydmygelser, hårdt arbejde og afsavn. Omkring en fjerdedel af de danske krigsfanger under Første Verdenskrig endte nemlig i lejre for dansksindede slesvigere i Frankrig, England og Rusland, hvor soldaterne havde langt bedre forhold sammenlignet med livet i lejrene for tyske krigsfanger. Selvom soldaterne ikke var der frivilligt og savnede deres familier, fik de i lejrene skabt stærke sammenhold og gode minder. Især de positive minder blev dyrket efter hjemkomsten til Danmark for 100 år siden.
Det konkluderer historiker Christina Sandal Wagner, Aarhus Universitet, i et nyligt bedømt historiespeciale, hvor hun har undersøgt den såkaldte erindringskultur blandt krigsfangerne fra den franske lejr.
”Blandt veteranerne, der havde været i den franske krigsfangelejr, lagde man det grimme i glemmebogen og fortalte om det gode, fordi det var nemmere, og fordi de faktisk havde positive minder fra lejren. De gode minder kunne måske overskygge det dårlige, så man bedre kunne lægge det væk,” siger Christina Sandal Wagner.
I den franske lejr sad i alt omkring 500 danskere, da krigen sluttede. I England var omkring 350 danskere tilbageholdt i en lejr, mens den russiske lejr var noget mindre med omkring 50 danskere. Det vil sige, at 900 af omkring 4000 sønderjyske krigsfanger blev overført til lejre med bedre forhold.
I Sønderjylland har mange efterkommere til veteranerne fra Første Verdenskrig oplevet, at deres fædre, onkler og bedstefædre ikke ville fortælle om krigen, mens minderne fra tiden i krigsfangelejre ikke på samme måde var tabuiserede. Men opholdet fik måske et mere positivt skær, end det egentlig burde have haft. Det fremgår af kildematerialet fra veteranforeningen for den franske lejr, som Christina Sandal Wagner har undersøgt i forbindelse med specialet.
”Ved foreningens etablering hjemme i Danmark blev der lagt en tone an, hvor man forventede, at medlemmerne skulle huske tiden i fangenskab med glæde. For det kunne skubbe de mørke og triste minder til side.”
Med undtagelse af ét enkelt indlæg fra de i alt fire udgivelser fra foreningen, optræder kun positive beretninger om livet i den danske krigsfangelejr.
Museumsinspektør René Rasmussen fra Museum Sønderjylland, der er ekspert i de sønderjyske veteraner, bekræfter billedet af, at veteranerne helst ville huske de gode minder.
”Generelt delte veteranerne ikke de slemme minder, dem gik man og puttede med selv. Terapien var, at man skulle glemme det traumatiske. Ved møderne i veteranforeningerne dvælede veteranerne ved de gode og sjove historier. Det stærke kammeratskab, den dumme løjtnant, det uspiselige hundeæde og så videre ”.
Både René Rasmussen og Christina Sandal Wagner påpeger, at det selvfølgelig ikke var sjovt at være i en fangelejr. Det var generelt kedeligt, folk kunne gå hinanden på nerverne, maden var trist, de skulle arbejde i marken, og ikke mindst havde de et stort savn til familien derhjemme.
”Men der er ingen tvivl om, at sønderjyderne i speciallejrene generelt – og specifikt i den franske – havde det langt bedre end andre fanger.” siger Christina Sandal Wagner.
Det kan blandt andet ses ved, at mange af mændene efterfølgende holdt kontakten med de franske familier, de havde hjulpet på gårdene. Flere af veteranerne rejste også tilbage og besøgte lejren. Og under Anden Verdenskrig samlede foreningen penge ind og sendte pakker til franske soldater i tyske fangelejre.
”Fangerne følte, at de skyldte Frankrig en stor tak for den gode behandling, de havde fået.”