Prøv avisen

"Vi behøver ikke ligefrem elske kapitalismen"

”Det er stærkt stødende, at de politiske systemer med besparelser er nødt til at gå løs på alt og alle, mens de eneste, der ikke mødes af kontante krav, er den finanssektor, der i særdeleshed udløste hele krisen”, siger tidligere finansminister Knud Heinesen (S). – Foto: Søren Staal.

Den ukontrollerede grådighed betragtes i dag nærmest som en dyd, selvom den er hovedårsagen til den aktuelle krise. Derfor skal vi have tøjlet grådigheden, hvis vi skal sikre demokratiet og velfærden, lyder det fra tidligere finansminister Knud Heinesen (S)

Egennytten taler alle sprog og spiller alle roller, selv rollen som den uegennyttige.

Ovenstående kunne lyde som en aktuel analyse af finanskrisen. Som en syrlig replik til de fede år, hvor danskerne med tegnebogen fuld af friværdi boltrede sig med flekslån, samtalekøkkener og firhjulstrækkere. Og ikke mindst som en kommentar til de politikere og finansfolk, der fik enhver bekymring over udviklingen til at fremstå som en nærmest bagstræberisk modstand mod velstand og vækst.

LÆS OGSÅ:Tidligere finansminister: Der skal lovgives mod grådigheden

Citatet er dog næsten 400 år gammelt og stammer fra den franske moralfilosof Francois Rochefoucauld. Og når tidligere finansminister Knud Heinesen (S) nu trækker den hedengangne filosof frem fra gemmerne, er det for at illustrere en bestemt pointe: At det ikke er systemer og love, men dybtliggende lag i den menneskelige natur, der forårsager finansielle kriser.

Ved alle de seneste kriser, og i høj grad også den aktuelle, kan man fra flere sider høre, at der er tale om typiske konjunkturbevægelser. At det går op og ned hvert syvende år. Det er noget sludder, er det. Krisen illustrerer ganske tydeligt, at det kapitalistiske system og ikke mindst det finansielle system i høj grad drives af grådighed. Når grådigheden går over gevind, kommer krisen, lyder det fra Knud Heinesen.

Det siges, at erfaren mand er god at gæste. Og når det gælder økonomiske kriser, må Knud Heinesen siges at være et besøg værd.

I 1970erne stod han som socialdemokratisk budget- og finansminister ved roret, da Danmark skulle navigeres gennem oliekriser og massearbejdsløshed. Men direkte at sammenligne 1970ernes kriseramte Danmark med Danmark anno 2012, vil Knud Heinesen dog være varsom med.

Man skal huske, at Danmark i 1970erne ikke havde nogen olie- eller energiproduktion af betydning, mens vi i dag er selvforsynende. Dengang bankede stigningen i oliepriserne direkte ind på betalingsbalancen og konkurrenceevnen faldt, mens arbejdsløsheden og inflationen steg. Det var et andet scenarie, en anden baggrund og krævede andre løsninger end dem, vi sidder med i dag, forklarer den 79-årige Knud Heinesen.

I midten af 1980erne forlod Knud Heinesen så den politiske scene for at bevæge sig over i det private erhvervsliv. Her fik han i begyndelsen af 1990erne atter krisen ind på nærmeste hold, da han som direktør for kreditselskabet BRF Kredit skulle rydde op i en virksomhed, hvor ambitionen om stadig større vækst og markedsandele havde ført til stadig mere risikable udlån.

Vanskelighederne bestod netop i, at grådigheden gik over gevind, ikke kun for BRF Kredit, men for stort set alle kreditselskaberne. For at vokse mest muligt havde man kastet sig ud i en letsindig kreditgivning. Men så vendte markedet, ejendomspriserne faldt, mange husejere blev insolvente, og nogle blev ramt af tvangsauktioner. Vi lukkede for de mest risikable lån, et for et, og alligevel endte vi med at skulle fyre en tredjedel af medarbejderne. Det var på mange måder parallelt med det, vi nu oplever, men målestokken var langt mindre. Og man kan da undre sig over, at der ikke skal gå længere tid, før vi har glemt, hvad der udløser denne form for kriser, siger den 79-årige Knud Heinesen, der selv vil være varsom med at forklare, hvorfor hverken politikere og finansfolk formår at træde på bremsen, når krisens advarselslamper blinker stadig kraftigere.

Det handler vel om, at man bliver ved rouletten, så længe man tror på en ny gevinst. Man har en forhåbning om, at det kan fortsætte i al evighed. Det kan det jo ikke, siger Knud Heinesen og forklarer så, hvordan den aktuelle krise også kan ses som resultatet af et moralskred, drevet af jagten på profit.

Det ender ofte med et fortegnet billede, når man forsøger at sammenligne de forskellige kriser. Men for mig at se er fællestrækket først og fremmest en grådighed, som det politiske system ikke har formået at bremse og kontrollere. Og så har vi denne gang heller ikke udelukkende oplevet almindelig grådighed og jagt efter højere lønninger og bonusser. I ganske mange tilfælde har dele af finanssektoren, også i vores del af verden, opført sig direkte kriminelt, og derfor er flere banker i dag involveret i retssager om bedrageri og svindel, siger Knud Heinesen.

Med et livsforløb, der spænder over både minister- og direktørposter, har Knud Heinesen mødt kapitalismen og markedet fra begge sider. Han har siddet med det politiske ansvar for på samme tid at styrke velfærden og undgå misbrug af markedet. Og han har som direktør haft ansvaret for netop at skabe profit, vækst og overskud på bundlinjen.

Og umiddelbart ser han da heller ikke noget alternativ til det kapitalistiske markeds evne til at skabe fortsat vækst og velfærd. Men det betyder ikke, at vi ubetinget skal hylde de frie markedskræfter, pointerer den tidligere finansminister.

En af det forrige århundredes største borgerlige økonomer, J.M. Keynes, udtalte engang, at Den moderne kapitalisme er absolut irreligiøs, uden indre sammenhæng, uden meget samfunds­ånd, ofte skønt ikke altid en slet og ret ophoben af besiddere og forfølgere. Noget skønmaleri er det jo ikke, siger Knud Heinesen og fortsætter:

Her er det værd at minde om, at kristne historikere og filosoffer i forrige århundrede har leveret en lige så skarp og mere omfattende kritik af det kapitalistiske samfundssystem. Mange vil hævde, at vi ikke har kunnet finde på noget bedre. Hvis man ikke kan få den, man elsker, må man elske den, man får, siges det. Jeg ser nu ingen grund til ligefrem at elske kapitalismen, lyder det tørt fra Knud Heinesen.

En af de kristne historikere, som Knud Heinesen henviser til, er den britiske økonom og socialist R.H. Tawney, der ud fra et kristent ståsted har skrevet om modsætningsforholdet mellem den kristne kirke og det kapitalistiske samfunds afgudsdyrkelse af rigdom, ikke mindst i bogen Religion and the Rise of Capitalism Religion og kapitalismens gennembrud.

Mit eget udgangspunkt, også som socialdemokrat, er i høj grad, at jeg som ung blev inspireret af det, man betegner som christian socialism, kristen socialisme, som især var repræsenteret ved en række fremtrædende britiske økonomer og historikere, deriblandt Tawney, men også den tidligere britiske finansminister Stafford ­Cripps, i deres tænkning, siger Knud Heinesen, der som troende selv ser det som en vigtig opgave for kirken at præsentere, hvad han beskriver som et korrektiv til den buldrende kapitalisme.

I forhold til evangeliet kan der bestemt ikke være noget galt i at tale imod grådighedens overdrivelser. Og som fast kirkegænger oplever jeg da også, at det sker i ganske mange af de prædikener, jeg har hørt, siger Knud Heinesen.

At løse den nuværende krise er dog ikke klaret med hverken prædikener eller gode intentioner, pointerer Danmarks tidligere finansminister, som ud fra sine egne erfaringer ikke tøver med at beskrive den nuværende situation som historisk.

De finansielle institutioners ukontrollerede grådighed og letsindighed har siden 2006 været hovedårsagen til den farligste økonomiske krise i de seneste 100 år i USA og Europa med skadevirkninger i store dele af den øvrige verden. Regeringernes kontante aktioner for at redde bankerne har kastet staterne ud i uoverskuelig gældskrise, som undergraver de offentlige sektorers økonomi mange år frem. Euroen og hele EU-systemet er sat under pres i et sådant omfang, at ingen kender dets fremtid, siger Knud Heinesen og påpeger, hvordan vi med krisen samtidig risikerer at stække demokratiet.

Du ser det i særlig alvorlig grad i de sydeuropæiske økonomier, der sidder fast i en spændetrøje af skrap finanspolitik, social uretfærdighed og forældede økonomiske strukturer, som demokratiet har mere end vanskeligt ved at håndtere, siger Knud Heinesen og nævner Grækenland som et konkret eksempel.

Grækenland er nu pålagt så hårde betingelser for at komme videre, at man i realiteten har sat et forretningsstyre, et teknokratstyre i spidsen. Det er forfærdeligt, hvis vi kommer så langt ud, at det demokratiske system ikke kan bære det. På nogle områder tyder det på, at vi er nået derud, siger Knud Heinesen.

Nu er det jo oplagt at skyde efter den brutale kapitalisme og børsernes profithungrende spekulanter, når krisen skal forklares. Men man kan vel ikke bebrejde virksomhederne, at de vil tjene penge og gerne rigtig mange penge?

Nej, det kan du sige, og regeringerne var bestemt ikke uden ansvar for sammenbruddet. I de forudgående to årtier havde staterne fjernet en række af de bremser, der skulle forhindre de finansielle institutioner i at løbe løbsk. De finansielle markeder skulle nu dereguleres sættes fri med den frimodige liberale påstand, at frie finansmarkeder ville skabe velstand for de mange. Resultatet blev som bekendt det modsatte. Nogle få spekulanter fik skabt astronomiske formuer på bekostning af millioner af småsparere. Bankernes ledelser beholdt deres enorme lønninger, og selv fallerede bankdirektører slap af sted med kæmpe bonusser, mens de små aktionærer, som bankledelsen havde besnakket til at investere i bankens aktier, blev blanket af, siger Knud Heinesen.

Spørgsmålet er så, hvordan man vender udviklingen. Kan man eksempelvis skrue tiden tilbage, så grådighed i højere grad atter vil blive betragtet som en last og ikke som et udtryk for foretagsomhed og ambitioner?

I den amerikanske film Wall Street siger hovedpersonen, at Greed is good grådighed er godt. Og det kan godt ses som kernen i den her diskussion. Men naturligvis kan vi dæmme op for grådigheden. Vi er bare nødt til at komme til en erkendelse af, at vi skal kontrollere markedet og finansvirksomhederne langt, langt mere, end det er sket de seneste år. Det er meget opmuntrende, at Kirkernes Verdensråd har givet udtryk for samme holdning, siger Knud Heinesen og uddyber:

Vi skal have kontrol med de mest spekulative finansielle instrumenter, og de giftigste af dem skal forbydes, og så skal vi i højere grad kræve, at de finansielle institutioner pålægges et ansvar for at tilbagebetale deres gæld til det samfund, der med statspenge har reddet dem. Det er stærkt stødende, at de politiske systemer med besparelser er nødt til at gå løs på alt og alle, mens de eneste, der ikke mødes af kontante krav, er den sektor, der i særdeleshed udløste hele krisen, siger Knud Heinesen og tilføjer så:

Det synes Merkel og Sarkozy at være blevet enige om, så nu mangler vi kun Margrethe Vestager.

I historiebøgerne er Knud Heinesen især citeret for en bestemt bemærkning. Ordene faldt, da han i forbindelse med den anden oliekrise i 1979 gav sin vurdering af Danmarks voksende statsgæld og underskud på betalingsbalancen.

Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den, lød det dengang.

I dag står vi så atter i en krise. Spørgsmålet er, om vi er kommet tættere på afgrunden?

Nej, det vil jeg sige, at vi ikke er. I dag er Danmark alt i alt i en bedre situation end flere andre lande. Men situationen er stadig ufattelig farlig for os, da vi er så lille en økonomi. Derfor er det afgørende, at vi ikke tøver med at gribe ind over for grådigheden. Og så skal vi ikke lade os narre, når selv egennytten spiller rollen som uegennyttig.

rasmussen@k.dk

Blå bog

Knud Heinesen (født 1932) i Kerteminde.

Uddannet cand. polit. 1959.

Forstander for Roskilde Højskole 1962-1967.

Formand for bestyrelsen for Præstehøjskolen 1964-1968.

Formand for Radiorådet 1967-1971.

Undervisningsminister i Jens Otto Krags regering 1971 samt i Anker Jørgensens regering 1972.

Budgetminister 1973.

Finansminister 1975, 1978-1979 og 1981-1982.

Minister for offentlige arbejder 1981.

Har haft flere fremtrædende lederstillinger, deriblandt direktør for Københavns Lufthavnsvæsen, koncernchef for Spies/Tjæreborg og administrerende direktør for BRF Kredit.

Har skrevet Min krønike 1 og Min krønike 2 sporskifte.

Gift med cand. pæd. Karen Vilhelmsen.

Hvem er de?

R.H. Tawney (1880-1962): Britisk økonom og historiker, professor, kristensocialist. Forfatter til blandt andet Religion and the Rise of Capitalism samt The Acquisitive Society..

Stafford Cripps (1889-1952): Britisk Labour-politiker, kristensocialist og finansminister. Udpeget af Churchill til ambassadør i Sovjetunionen og en af hovedkræfterne bag alliancen mellem vestmagterne og Sovjetunionen i kampen mod nazi-Tyskland under Anden Verdenskrig. Stærkt troende og derfor kritisk overfor den socialistiske religionskritik.

Francois de la Rochefoucauld (1613-1680): Fransk moralfilosof og forfatter. Kendt for værkerne Moralske betragtninger og grundsætninger samt Maksimer, hvor han blandt andet filosoferer over den menneskelige selvoptagethed.