Prøv avisen

Vi bekymrer os mindre med alderen

På en skala fra 1 til 10 i livstilfredshed giver de plus 60-årige i hvert fald livet 8,4 i karakter.

Selv om der er nok at bekymre sig om – sygdom, ensomhed, døden – så bekymrer vi os mindre og mindre, jo ældre vi bliver, viser ny undersøgelse. Det handler om øget robusthed, men også om en generel sygeliggørelse af alderdommen, som ikke holder stik, mener fagfolk

Det gør godt at blive gammel.

På en skala fra 1 til 10 i livstilfredshed giver de plus 60-årige i hvert fald livet 8,4 i karakter. Faktisk kunne fire ud af 10 ikke være mere tilfredse, end de er. Det viser nye tal fra Ældre Sagens store undersøgelse, Fremtidsstudiet 2015.

En del af forklaringen er, at vi bekymrer os stadig mindre med alderen. På udsagnet: ”Jeg bekymrer mig ikke så meget om de ting, jeg ikke kan lave om på”, svarer 46 procent af de plus 80-årige således, at det i høj grad passer på dem. Det samme gælder 39 procent af danskere i 70’erne, 34 procent af dem i 60’erne og 31 procent af dem i deres 50’ere.

Sammenligner man med det tilsvarende fremtidsstudie 2010, står det klart, at ældre i det hele taget bekymrer sig stadig mindre, og det er ikke så overraskende, mener chefkonsulent i Ældre Sagen, Margrethe Kähler.

For når man bliver ældre, har man efterhånden prøvet det meste og overlevet alligevel, så de fleste har en trodsig optimisme omkring egen sygdom og skrøbelighed. Dertil kommer, at livets største udfordringer – arbejdslivet, at finde den rigtige partner og at sende børnene godt på vej – alle er overståede eller neddroslede.

Og måske vigtigst af alt: Alderen gør os mere bevidste om, at livet har en kant, og mange udvikler en ny form for livsrealisme og glæde over den tid, der er tilbage.

”Langt de fleste ældre har en mere aktiv, lykkelig og ubekymret tilværelse, end de fleste forventer. Og det bekræfter undersøgelsen tydeligt,” siger Margrethe Kähler.

Ubekymretheden skyldes også, at velfærdsstaten har forlænget den tid, hvor vi kan leve godt, og har gjort, at der bliver taget hånd om de mest svagelige ældre, som tidligere blev ladt alene og ofte levede et mere stille og ensomt liv – fuld af berettigede bekymringer. I dag har vi fået ressourcerne til at være langt mere tilpasningsdygtige og robuste, påpeger chefkonsulenten.

Hun bakkes op af dr.phil. Per Schultz Jørgensen. Han har gennem årtier forsket i blandt andet familieliv, børns trivsel og identitet – og så har han for længst rundet 80 år. Han genkender det typiske billede af de hændervridende gamle, som synes, at verden er at lave, men når han kigger på sig selv og sin omgangskreds, oplever han også et modgående træk: En affinden sig med tingenes tilstand.

”Vi har jo set og hørt det hele før, og så er det nemmere ikke at tillægge tingene nogen særlig seriøsitet. Vi har mistet vores naivitet, og derfor giver det ikke længere så meget mening at gå og bekymre sig,” siger han.

Selv om undersøgelsens resultater derfor ikke er overraskende, er de særdeles vigtige, mener ældreforsker Tine Fristrup, der er lektor på Aarhus Universitet. For de understreger det problematiske i, at alder stadig gøres til markør for sygelighed. Især med de mange sundhedsforebyggende og –fremmende tiltag har vi skabt en bekymringsindustri, der tegner billede at en alderdom, hvor vi kun bliver dårligere, mere skrøbelige og udsatte.

”Der hersker en stærk forfaldstænkning i disse år, hvor vi alle gøres til potentielle patienter,” siger Tine Fristrup, ”og hvor ældre gøres syge, selv om de føler sig raske. Derfor gøres deres bekymringer til skamme, jo ældre de bliver.”

Og det er faktisk ikke det værste. For mens vi har travlt med at forebygge alle de fysiske og psykiske skavanker, der følger med alderen, risikerer vi at glemme bare at leve livet, mener hun:

”Undersøgelsen bekræfter, at de fleste ældre faktisk er livskraftige og forstår at leve med, at livet ikke er, som det har været, og at eksempelvis funktionstab ikke behøver at ødelægge livskvaliteten. Jeg er ikke imod forebyggelse, selvfølgelig, men undersøgelsen bør give anledning til at opgør med den tanke, at alderdommen er noget, vi skal forebygge – vi skal derimod dyrke raskhedsfremme.”